Luk

Vi er rigtig glade for, du gerne vil hjælpe med at samle ind til kræftsagen. Disse retningslinjer klæder dig godt på, så vi sammen sikrer, at du overholder lovgivning mv.

Hvor ender pengene?
Helt overordnet ser vi helst, at donationer gives til Kræftens Bekæmpelses generelle arbejde, da det er her, vi finansierer og prioriterer de mange vigtige arbejdsopgaver i kampen mod kræft. Du støtter Kræftens Bekæmpelses forskningscenter, hvor flere hundrede forskere forsker i, hvordan man kan forbedre behandlingen og forebyggelsen af kræft, støtte til patienter og pårørende – f.eks. gratis psykologhjælp og forebyggende indsatser.

Ønsker du at samle ind eller donere til specifikke, lokale formål, bedes du kontakte din lokale rådgivning eller lokalforening for at høre om mulighederne.

Hvordan samler jeg ind?
Der er mange måder at samle ind på.
Du kan starte din egen indsamling, hjælpe til med medlemshvervningen eller støtte op om en af Kræftens Bekæmpelses mange kampagner.

Du er velkommen til at dele din indsamling via sociale medier og lokale events, men al brug af telemarketing og gadehvervning sker fra centralt hold og kan ikke benyttes uden koordinering og aftale.

Vigtige ting at huske
Når der samles ind til Kræftens Bekæmpelse, er der en række ting, du skal være opmærksom på. Dels følger vi naturligvis altid vores egne etiske retningslinjer, som du kan læse om her samt de etiske retningslinjer udformet af Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, ISOBRO.

Det er også vigtigt, at din indsamling har det rette visuelle udtryk, så man som modtager kan se, du samler ind for Kræftens Bekæmpelse. Du kan finde hjælp til design, logo, osv. her.

Al held og lykke med din indsamling!

Hvis du har nogle spørgsmål, kontakt gerne Kræftens Bekæmpelses medlemsservice på mail: medlem@cancer.dk eller tlf.: 32 25 75 40.