Luk

Familien Haunstrup samler ind digitalt: "Fordi alle børn fortjener en mormor"

Søndag den 7. april er der Landsindsamling, hvor vi går på gaden og samler ind til kræftsagen. Men du kan også oprette en digital indsamling ligesom familien Haunstrup, der mistede både mormor og farmor til kræft inden for et år.

18. marts 2024
Senem Aydinoglu, Fundraisning & Medlemmer

"Man er da mærkelig, hvis man ikke samler ind, kræft kan jo ramme alle." Sådan siger 7-årige Karl Anker

I en snak om landsindsamlingen under aftenputningen udbryder 7-årige Karl Anker: 

- Man er da mærkelig, hvis man ikke samler ind, kræft kan jo ramme alle! 

Line Haunstrup kan kun erklære sig enig med sin søn. Netop derfor har hun sammen med resten af familien igen i år oprettet en digital indsamling i forbindelse med Kræftens Bekæmpelses landsindsamling.  

- Alle dryp efterlader ringe i vandet! At oprette en digital indsamling er en nem måde at være den dråbe i vandet. Kast jer ud i det. Det vigtigste er ikke det endelige beløb, men at man gør det, man har energi og overskud til – mange bække små, gør stor å, lyder opfordringen fra Line til andre, der har tid og lyst til at støtte landsindsamlingen den 7. april 2024.

Opret en digital indsamling

Mormor døde efter 14 år med brystkræft

Alle børn fortjener en mormor
Det er ikke et tilfælde, at familien samler ind for lige netop Kræftens Bekæmpelse. For tre år siden mistede familien både børnenes mormor og farmor indenfor et år. Lines mor havde brystkræft gennem 14 år og Dennis mor blev ramt af en tumor i hjernen.  

- Et kæmpe tab af to vigtige nøglepersoner for os og for vores børn, som havde et tæt forhold til dem begge, fortæller Line:

- I mange år sagde vi farvel til min mor af flere omgange. På et tidspunkt sagde lægerne, at hun havde højest 36 uger tilbage. Derfra levede hun i fem år mere fordi der hele tiden kom nye behandlinger. Forskningen er årsag til, at vores børn nåede at lære hende at kende. Inge Marie var kun 1,5 år, men Karl Anker husker hende tydeligt. Det er jeg så evigt taknemmelig for.  

Mottoet for familiens indsamling er derfor ’fordi alle børn fortjener en mormor’

- Hvis vi kan rejse flere penge til bl.a. forskningen og derigennem til, at flere børnebørn kan kramme lidt længere tid på deres mormødre og farmødre, så giver det hele lidt mere mening igen, fastslår Line.  

Farmor døde for 3 år siden af en tumor i hjernen.

Nyt perspektiv 
Det svære farvel til Lines mor i november 2020, blev også starten på noget nyt. Den lille familie levede ellers en helt almindelig hverdag, som flest kender den: Fuldtidsjobs, børn i institutioner, madpakker, hus, have - og alt derimellem.

Men 14 år som nære pårørende gav dem modet til at tage et anderledes valg for familielivet.

- For noget begyndte at føles helt forkert. Det var ikke længere rart at aflevere børnene i institutioner og vide, at vi gik glip af de fleste af børnenes vågne timer, fortæller Line 

Line og Dennis sagde derfor deres jobs op for at gøre den fælles interesse for sejladsen til en livsstil. De flyttede ombord på deres sejlbåd, som de har opkaldt efter mormor, og stævnede ud fra Odense havn mod Middelhavet i sommeren 2021. 

- Når man har levet så længe med en frygt for, at livet slutter for én, man holder af, så sætter det tingene i perspektiv. Det vigtigste blev for os at bruge tid på at være sammen med vores børn - og på alt det, der betyder noget, fortæller Line. 

Efter 14 måneder på båden satte familien kursen tilbage mod Danmark. Undervejs har de på Instagram delt ud af hverdagen på båden og det er der kommet et kærligt fællesskab ud af, der hedder @sejlskibetmormor. 

Sidste år indsamlede familien i alt 15.090 kr.

Kun fantasien sætter grænser 
Når man opretter en digital indsamling, er det kun fantasien der sætter grænser for, hvordan indsamlingen skal foregå. Om man vil sælge hjemmelavede perlearmbånd, starte en pantindsamling eller række ud til sit netværk, står en frit for. 

For familien Haunstrup var det helt naturligt at række ud til deres virtuelle fællesskab. Samtidig fik Line en ide til at udvide konceptet en smule: Sælg ud af garderoben!

- Sidste år rakte jeg derfor ud til vores lokale loppemarked, for at høre dem om de ville donere en stands til mig i den gode sags tjeneste. Det ville de gerne! Sammen med Karl Anker gjorde jeg standen klar og gjorde det klart, at al salg ville gå til Kræftens Bekæmpelse. Da mit tøj tyndede ud, opfordrede jeg vores følgere til at donere noget tøj og på den måde holdt vi gang i salget, fortæller Line.

I 2023 indsamlede familien i alt 15.090. Nu skal succesen gentages! 

Meld dig som indsamler til Landsinsamlingen 7. april