Luk

Det mener Kræftens Bekæmpelse om HPV-vaccination til drenge

Fra 1. juli vil 12-årige drenge blive tilbudt gratis HPV-vaccination som led i børnevaccinationsprogrammet. Vi mener dog også, at drenge op til 18 år bør have tilbuddet, så det bliver ens for drenge og piger. Her er et overblik over, hvad Kræftens Bekæmpelse mener om HPV-vaccination til drenge. 

14. marts 2019
FOREBYGGELSE OG OPLYSNING
Grafik om HPV-vaccination til drenge

Drenge bør få samme tilbud som piger, mener Kræftens Bekæmpelse. Grafik: Forebyggelse & Oplysning

Når drenge fylder 12 år vil de fremover blive tilbudt gratis HPV-vaccination, som beskytter mod en række HPV-relaterede kræftformer. Det blev der afsat penge til med finansloven for 2019, og det træder i kraft den 1. juli i år.

Det er rigtig positivt, mener Kræftens Bekæmpelse, men vi synes også, at drenge op til 18 år bør tilbydes gratis vaccine, så de får samme tilbud som pigerne.

Hør mere om HPV-vaccination til drenge på tirsdag den 19. marts, når er der informationsmøde i Kræftens Bekæmpelse, som også kan ses på computeren hjemmefra:

Bliv klogere på HPV-vaccinen til drenge

I det eksisterende HPV-vaccinationstilbud kan piger blive vaccineret gratis, til de fylder 18 år. Kræftens Bekæmpelse mener, at et gratis tilbud om HPV-vaccination til drenge bør ligne pigernes tilbud allerede fra 1. juli 2019. Det mener vi fordi:

  • Den seksuelle debutalder har gennem mange år været 16 år for begge køn. Og vi ved fra pigerne, at vaccination før seksuel debut er afgørende for en god beskyttelse mod senere HPV-relaterede forstadier til kræft. Derfor giver det mening også at tilbyde gratis HPV-vaccination til ældre drenge op til 18 år.
  • Vi undgår, at forebyggelse af kræft blandt 13-17-årige drenge i en 6-årig periode vil afhænge af deres forældres økonomi. Hvis forældre ønsker at få deres 13-17-årige dreng HPV-vaccineret, skal de nemlig på nuværende tidspunkt selv betale for vaccinen.
  • Udvidelse af aldersintervallet vil betyde bedre beskyttelse af mænd, der har sex med mænd, som har en øget risiko for analkræft.
  • HPV-vaccination af drenge op til 18 år vil betyde, at piger, som ikke er blevet HPV-vaccineret, bliver beskyttet mod celleforandringer (som kan være forstadier til livmoderhalskræft) og livmoderhalskræft.

Stigning i HPV-relateret kræft i mund og svælg
Udover at forebygge en række kræftformer, der rammer kvinder, er HPV-vaccinen godkendt til at forebygge analkræft. En sygdom, der rammer både mænd og kvinder. Der er desuden en formodning om, at vaccinen vil kunne beskytte mænd mod peniskræft og både mænd og kvinder mod mundsvælgkræft.

I tal drejer det sig skønsmæssigt om 200-300 tilfælde af mundsvælgkræft blandt mænd, som i fremtiden kan forebygges årligt. Vi anbefaler gratis HPV-vaccination til drenge, selvom den endnu ikke er godkendt som vaccine mod HPV-relateret mundsvælgkræft og peniskræft. Det gør vi, fordi:

  • Der er bred enighed blandt læger og forskere om, at HPV-vaccination også vil beskytte mod mundsvælgkræft og forhindre to ud af tre tilfælde.
  • Der er konstateret en markant stigning i HPV-relateret mundsvælgkræft siden 2010.
  • HPV-vaccination er sikker og har den samme type bivirkninger som andre vacciner.
  • Fordele ved HPV-vaccination overskygger de almindelig kendte vaccinationsbivirkninger.

Sundhedsstyrelsen har lavet en medicinsk teknologivurdering (MTV) om HPV-vaccination til drenge. Rapporten er i høring hos bl.a. Kræftens Bekæmpelse. Den endelige rapport forventes at komme til foråret sammen med Sundhedsstyrelsens faglige anbefaling.

Sundhedsstyrelsen, Lægeforeningen og Kræftens Bekæmpelse har i samarbejde lavet en informationsside om HPV-vaccination:

Læs mere om HPV-vaccination til drenge