Helene Waltersdorph og Lise Villefrance var klassekammerater på gymnasiet tilbage i 90’erne. Med tiden gled venskabet i baggrunden efterhånden, som de hver især fik travlt med jobs, familie og børn. De fulgte hinanden på afstand gennem Facebook. Men så dukkede brystkræft op i først Helenes liv i 2017 og derefter Lises liv i 2022. At samle ind til kræftsagen blev en ny fælles sag, som genforenede dem.
Lige før sommerferien sidste år sender Helene en besked til Lise for at høre, om hun har tænkt sig at gøre noget til Lyserød Lørdag. Lise, som netop i marts 2023 har afsluttet stråleterapi efter sit brystkræftforløb, som også bød på tre operationer og kemo, svarer, at hun ikke har kræfter til det store, men at hun er med på et lille arrangement.
Men hvis der er én ting, de to driftige damer har til fælles, så er det, at ideerne og ambitionerne ikke fejler noget. Så ’lille’ blev hurtigt til ’stort’, voksede sig til ’større’ og endte med et ’kæmpe’ lyserødt arrangement.
Lokal café dannede rammen
De fandt en lille lokal café med plads til 36 gæster, som skulle danne rammen for arrangementet.
- Vi startede med at ville lave et arrangement, men det voksede sig hurtigt til fire i løbet af dagen. Fra en morgenmadsplatte, til frokost, så tapas og vin og til sidst et aftenarrangement med tre-retters middag, fortæller Helene.
De gik all in på det lyserøde tema og pyntede op med en lyserød løber, lyserøde balloner og pynt, lyserøde kager og småkager og lyserøde blomster. De fik lokale musikere til at komme og spille i løbet af dagen og arrangerede spil og lege i gården bag cafeen, som skulle tiltrække et bredere publikum.
- Vi havde skrevet en sang, som vi sang sammen med alle vores gæster. Den lagde rammen for, hvorfor vi var samlet. Det satte lige stemningen. Det var en dag med plads til både grin og tårer, siger Lise.
De havde på forhånd besluttet, at dagen kun var for voksne. Der skulle være plads og rum til føre samtaler uden at blive afbrudt. På cafeen lavede de også et fotohjørne med en lokal fotograf, så folk kunne få et billede med hjem.
- Vi gik all in på at have en fest og fejre dagen, smiler Lise.
Kæmpe opbakning fra det lokale erhvervsliv
Foruden spisearrangementerne, som folk købte billetter til, ville Lise og Helene lave lidt auktioner i løbet af dagen. Men det endte med at blive et noget større element, end lige planlagt.
- Vi kom hele tiden i tanke om flere muligheder. Vi var bange for, at vi ikke kunne komme af med det hele, men det gik så nemt. Vi kunne sælge meget mere og have taget mere for det i bagklogskabens lys, griner Helene.
Det endte med ikke mindre end 55 liveauktioner på Facebook, som de brugte et regneark til at holde styr på. Præmierne samlede Lise og Helene ind hos det lokale erhvervsliv. De startede med at sende en mail ud, hvor de fortalte om projektet. Derefter satte de en dag af til at gå rundt og snakke med de erhvervsdrivende. De startede i de butikker, hvor de selv handler og føler sig trygge.
- Det gælder om at være lidt kreativ og tænke ud af boksen. Vi nøjedes ikke kun med butikkerne. Vi gik også til de lokale behandlere, vinduespudseren, pizza-steder, teater og blomsterhandler, siger Lise.
- Vi ved, at de bliver spurgt om alt muligt hele tiden, så vi ville også gerne give noget den anden vej. Så alle, der ville være med, tog vi et billede af og sendte bagefter et takkekort med beløbet, de havde samlet ind gennem deres donation, fortæller Helene og fortsætter:
- Og så lavede vi en sponsorvæg på cafeen på dagen, hvor der kørte et PowerPoint-show med alle dem, der havde støttet.
Og det gav i den grad pote. Rygtet om deres arrangement spredte sig i lokalsamfundet, og folk begyndte selv at henvende sig med ideer og ting, de ville donere.
Fælles fodslag
Lise og Helene var ret intents sammen i perioden efter sommerferien og op til Lyserød Lørdag i oktober. Det skabte en ny relation og gav plads til ærlig samtale imellem dem.
- Det er rart at have en medsøster, som forstår det hele på en anden måde. Andre kan godt tro, at de kan sætte sig ind i, hvad vi har været igennem. Men det kan de ikke. Man forstår det først, når man selv har været der og følt det på egen krop, siger Lise.
- Jeg orker ikke, når folk lægger hovedet lidt på skrå og taler om min sygdom på en følelsesladet måde. Der har Lise og jeg samme tilgang og en fælles forståelse. Det er befriende at grine sammen af alle de åndsvage senfølger og mærkelige situationer, vi begge har været igennem, siger Helene.
Prikken over i’et
Ugen efter Lyserød Lørdag mødtes Lise og Helene på standen for at fejre resultatet med en flaske champagne i solnedgangen.
- Vi sendte live på Facebook for at dele resultatet med alle dem, der havde bakket op og hjulpet os i mål med dagen. Her fortalte vi, at vi havde samlet 69.600 kroner ind. Der gik ikke så længe, så dukkende nogle af vores venner op og donerede 400 kroner, så vi lige kunne runde det magiske beløb 70.000 kr., fortæller Helene.
- Vi havde regnet med at samle 10-15.000 kr. ind – måske 20.000 kr. hvis det gik vildt for sig. Ikke i vores vildeste fantasi havde vi regnet med at samle så mange penge ind. Men sikke en kæmpe tilfredsstillelse at kunne sende 70.000 kr. videre til Støt Brysterne, siger Lise.
Om de kunne finde på at gøre det igen? Helt sikkert, siger kvinderne i kor. Men næste gang vil de gerne have en med lidt mere forretningsforståelse med, og måske en som også kan bremse dem lidt, når ideerne tager overhånd. Og målet? De vil selvfølgelig samle endnu flere penge ind næste gang.
Hvad er Lyserød Lørdag?
Lyserød Lørdag er en festdag, hvor hele Danmark bliver lyserød. Frivillige ildsjæle, foreninger og erhvervslivet samler ind til brystkræftsagen gennem et utal af lyserøde aktiviteter.
Lyserød Lørdag afholdes altid lørdag i uge 40 – i år den 5. oktober.
Kun fantasien sætter grænser for hvilke aktiviteter man kan igangsætte for at samle ind til brystkræftsagen