Fængselsbetjentene står klar under pavillonen med vand og snacks til deltagerne

120 indsatte i det, der af mange betegnes som Danmarks sikreste fængsel, har glædet sig længe til denne mandag i august. Gården i Storstrøm Fængslet på Falster er flot pyntet op med lilla og gule balloner og beach-flag. 

Både indsatte og medarbejdere har været med til at arrangere stafetten. Fængselsbetjentene har sat en pavillon op, hvor de indsatte, der deltager i stafetten, kan få lidt at drikke og spise, mens de løber rundt. Stemningen er god, og der er smil og grin på alle ansigter.

Helle Søeberg er fængselsbetjent og initiativtageren til stafetten:

- Jeg vil gerne sætte fokus på den gode historie. Der har været så megen dårlig omtale af fængslet og de indsatte, bl.a. at det er som at bo på et hotel, fordi det er nybygget. Jeg har selv været med til stafetten i Vordingborg, og fik idéen derfra. Og heldigvis var institutionschefen i fængslet med på det, siger hun.

Fængselsbetjentene, der har været de bærende kræfter bag stafetten, med Helle Søeberg som nr. 2 fra venstre

Et forsøg, der forhåbentlig bliver tilbagevendende
Lige pludselig lyder alarmen – efterfulgt af lyden af fængselsbetjente, som løber afsted uden for murene. Helle bliver synligt nervøs. ’Det er det eneste, der ikke må ske i dag’, siger hun og åbner døren ud til fængselsgården, for at finde ud af, hvad der sker. Det var heldigvis falsk alarm.

- Det er klart, at det her er en prøve. Hvis det går godt, så håber jeg, at vi kan gentage det igen til næste år. De indsatte har virkelig glædet sig. De fleste indsatte er jo pårørende, eller har selv været ramt af kræft, så alle har været meget positive, siger hun

Ud af 250 indsatte har 120 meldt sig til stafetten. Helle Søeberg fortæller, at det er næsten alle indsatte, der har fået tilbuddet om at deltage, der har sagt ja.

Ugen forinden var fængselsbetjentene selv en del af den lokale stafet, der blev afholdt på Nykøbing Falster Atletikstadion.

De indsatte løb og gik rundt på den udendørsbane hele mandagen igennem

’ Vi er også bare mennesker’
Daniel er en af de indsatte, der uden betænkeligheder har sagt ja til at deltage i stafetten. Han har selv haft kræft tæt inde på livet, da hans kone for nogle år siden blev syg. Han hørte første gang om det i en telefonsamtale.

- Jeg har aldrig følt så meget afmagt før i mit liv, som da jeg fik beskeden. Det var ganske forfærdeligt at sidde her i fængslet og modtage den besked uden at kunne være der fysisk for min kone eller mine børn. Det kan godt være, at vi er nogle hårde fyre, men vi er også bare mennesker, fortæller Daniel.

Han følte sig meget alene, da han ikke kunne tale om sine følelser og bekymringer med de andre indsatte.

- Det menneskelige aspekt er der meget få, der taler om herinde i fængslet, forklarer han.

Heldigvis kunne Daniel tale med en af fængselsbetjentene om det, men følelsen af afmagt og ikke at kunne slå til, var der stadig:

- Man belaster jo i forvejen sin familie ved at sidde herinde og ikke være der i dagligdagen for dem. Nu belaster man dem så yderligere ved ikke at kunne være der, når der sket noget så frygteligt, som det er at få en kræftdiagnose. Det var slemt, at jeg ikke kunne tale med mine børn, som jo også var meget påvirkede af, at deres mor var så syg, fortæller han.

Daniel medvirker anonymt i artiklen, men hans identitet er redaktionen bekendt.

Stafetbanen var pyntet med balloner og beach-flag

’ Jeg føler, jeg gør noget.’
En anden indsat, Thomas, har også glædet sig til stafetten, og han har fået fængselsbetjentene til at sponsere hans stafet. Han har fået samlet 2.600 kroner ind på den måde. Foreløbigt har de indsatte og fængselsbetjentene i alt samlet 17.396 kroner ind.

- Jeg kommer fra en familie, hvor mange har været ramt af kræft. Min søster døde af kræft, da jeg kun var 12-13 år gammel, og min mor døde af kræft, da jeg var 29 år. Så jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg selvfølgelig skulle deltage, da muligheden bød sig, siger Thomas, der ligeledes medvirker anonymt.

Både Daniel og Thomas er enige om, at det giver dem rigtig meget personligt at deltage i stafetten.

- At deltage i stafetten betyder for mig, at jeg kunne ringe til min kone i morges og sige til hende: I dag handler det kun om dig. Det var en god fornemmelse. Jeg føler, at jeg gør noget, og det er en vigtig følelse, siger Daniel og smiler.

Daniel har før spurgt fængselsbetjentene, om de ikke kunne gøre noget for kræftsagen. Det var derfor en glædelig overraskelse, at stafetten blev stablet på benene. ’Det er virkelig fedt, at der har været så stor tilslutning blandt både betjente og indsatte’ siger Daniel.

Thomas er enig:

- Jeg kan godt lide at løbe, og det er bare en ekstra motivation, når jeg så løber for kræftsagen. Det giver rigtig meget mening for mig. Jeg har før købt armbånd til støtte for kræftsagen, men det giver lige lidt ekstra at få lov til at samle ind på denne måde, siger han.

Kræft er der hele tiden
Stafetterne fortsætter til langt op ad eftermiddagen i fængslet, og de indsatte bliver skiftet ind i intervaller på to timer ad gangen.

Daniel kigger ud på løbebanen, der er badet i sol på denne sensommerdag.

- Jeg havde jo virkelig håbet på godt vejr. Det ville have været ærgerligt, hvis det havde regnet. Men på den anden side, så er kræft jo en sygdom, der er der hele tiden. Også når det regner, slår han fast.

Daniels kone er i dag erklæret rask, men frygten lurer alligevel, hver gang hun er til kontrol.

- Det er simpelthen bare en rigtig tarvelig sygdom, konstaterer Daniel.

Læs om Stafet For Livet her