Luk

Fra officer i Søværnet til frivillig i genbrugsbutik

"Før skulle jeg, i værste fald, slå mennesker ihjel, nu skal jeg redde liv," fortæller Per Lilholt. Efter 45 år i Søværnet er den tidligere officer og nuværende pensionist blevet frivillig i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Virum.

Hvad stiller man op med sit liv, når man som 62-årig går på tvungen tjenestemandspension efter 45 år som officer i Søværnet?

Dét spørgsmål stillede Per Lilholt sig selv i årene op til pensionsalderen, og to ting var sikkert:

- Jeg havde ikke lyst til at gå ud og finde et andet lønnet arbejde. Mit behov er ikke at gå ud og tjene flere penge for så at gå ud og købe en nyere og større bil, fortæller Per og tilføjer:

- Og jeg vidste også, at jeg ikke ville sidde og se ’daytime television’ og ende som en sofakartoffel. Jeg ville holde mig i gang og være aktiv.

Kræft i familien var årsagen til at Per meldte sig som frivillig i genbrugsbutikken. Her ses han med frivilligkollegaen Eva. Foto: Kim Steen Carlsen

Kræft i familien var årsagen til at Per meldte sig som frivillig i genbrugsbutikken i Virum. Her ses han ved kassen sammen med frivilligkollegaen Eva. Foto: Kim Steen Carlsen

Kræft i familien
Per begyndte så småt at flirte med tanken om at blive frivillig, men det var først i 2020, da Pers hustru pludselig får konstateret brystkræft, at det bliver klart, at det er kræftsagen han vil engagere sig i, når han skal nyde sit otium.

- Min hustru var igennem et længere kræftforløb med operation, kemoterapi og strålebehandling, fortæller Per og tilføjer:

- Jeg fik den ære at barbere hendes lange hår af. Da vi troede, at hun var kommet sig, viste det sig, at kræften havde spredt sig til halsen og hun måtte gennemgå endnu en operation. Det så meget sort ud.

Takket være de andre frivillige er Per på kort tid faldet til i genbrugsbutikken. Her ses han sammen med frivilligkollegaen Samira. Foto: Lone Kindberg

Takket være de andre frivillige er Per på kort tid faldet til i genbrugsbutikken. Her ses han sammen med frivilligkollegaen Samira. Foto: Lone Kindberg

Takket være kræftforskning er Pers hustru heldigvis kræftfri i dag og har genoptaget sit arbejde som overlæge på Riget.

- I foråret faldt jeg så over en annonce på Facebook, hvor genbrugsbutikken [i Virum] søgte frivillige, og så tænkte jeg: ’det er jo lige i tråd med det, som jeg har oplevet som pårørende. Kan jeg bare være et lille bitte tandhjul i den store kamp mod kræft, så er dét, det hele værd', fortæller Per.

Folk glæder sig til at komme på vagt
Kort tid efter at Per så annoncen, startede han som frivillig i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Virum med en fast eftermiddagsvagt hver tirsdag, og han har kun positive ord til overs for butikken og de andre frivillige.

- Det har været meget, meget positivt at starte. De andre frivillige har været flinke til at sætte mig ind i arbejdsopgaverne og man bliver altid mødt af smil, fortæller Per begejstret og indskyder:

- Jeg tror oprigtigt på, at folk glæder sig til at komme på vagt og at mange også er her for at få noget socialt samvær.

- Jeg går aldrig ind i en regulær tøjbutik længere og udover mad, så ligger mit hovedbudget her i butikken, fortæller Annette, som er en af butikkens mange stamkunder. Foto: Lone Kindberg

- Jeg går aldrig ind i en regulær tøjbutik længere og udover mad, så ligger mit hovedbudget her i butikken, fortæller Annette, som er en af butikkens mange stamkunder. Foto: Lone Kindberg

Jeg er her for at redde liv
Med hus, have, kone, fire voksne børn og masser af børnebørn samt lidt badminton i fritiden, er det dog ikke Pers primære årsag til at være frivillig i butikken.

- Jeg er her for at redde folk. Før skulle jeg, i værste fald, slå mennesker ihjel. Nu skal jeg redde liv, siger Per, alt imens han peger op på et skilt, hvor der står hvad pengene går til og som er hans største motivation for at være frivillig for Kræftens Bekæmpelse.

- Jeg frydes over at stå her ved kassen, og når jeg sælger tre strikkepinde til 10 kr., så ved jeg, at 6,30 kr. går til forskning, 1,10 kr. går til forebyggelse og oplysning, 2,20 kr. går til patientstøtte og pårørende og 0,40 kr. går til administration. Og når jeg tæller kassen op om aftenen, føler jeg virkelig, at jeg har gjort en forskel.

At give kunderne et smil og få et tilbage
Udover at det er en tilfredsstillelse at være med til at skaffe midler til kræftsagen, så fortæller Per også, at noget af det bedste ved frivilligarbejdet er at give kunderne et smil og få et retur.

- Jeg er slet ikke vant til at have så meget menneskekontakt, men jeg elsker det. At give kunderne et smil, og få et tilbage. Og så har det overrasket mig meget, at der er faste kunder, som kommer her hver tirsdag og bruger halve og hele timer på at gå rundt. Vi får jo også hele tiden nyt ind, siger Per.

Donationer i kilovis
I løbet af Peters tirsdagsvagt vælter det nemlig ind med donationer.

- Der kommer nemt 500 kilo ind i butikken i løbet af en hel tirsdag. Så jeg får brugt mine 62-årige armmuller og løber nok op og ned ad trapperne 50 gange på sådan en vagt, afslutter Per smilende.

Det er Pers håb, at flere vil melde sig som frivillige, så der er flere til at samle penge ind til kræftsagen.

Om Kræftens Bekæmpelse Genbrug
Kræftens Bekæmpelse Genbrug har i dag 16 butikker i hele landet. Vores genbrugsbutikker er en vigtig strategisk prioritet for Kræftens Bekæmpelse, dels fordi overskuddet bidrager til vores hovedformål, og dels fordi vi aktivt deltager i udviklingen hen imod et mere bæredygtigt samfund.

Vil du ligesom Per være frivillig i en af vores genbrugsbutikker? 
Vi har brug for endnu flere frivillige kræfter og vil elske at have dig med ombord. Og alle kan være med - fra unge studerende til ældre pensionister. Læs mere her