De frivillige evaluerer vinduesdekorationen efter de har dekoreret efter de nye principper. Foto: Lone Kindberg
Mai-Britt Hvam Krogh underviser de frivillige i, hvordan de med få principper kan dekorere butiksvinduerne, så de skaber blikfang. Foto: Lone Kindberg
Uden kunder, intet salg. Og uden salg, ingen penge til kræftsagen. Derfor har 70 frivillige i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutikker for nylig været på workshops i, hvordan de med få greb kan dekorere butiksvinduerne, så de skaber mere blikfang og giver forbipasserende lyst til at gå ind i butikkerne.
Skab blikfang og en stop-op-effekt
- Butiksvinduerne er butikkernes ansigt udadtil, så det er ikke ligegyldigt hvordan de tager sig ud. Og når nu forbipasserende og potentielle købere alligevel står lige uden for, er det vigtigt, at vinduerne bruges til at skabe en stop-op-effekt, som giver folk lyst til at gå ind i butikkerne og inspirere dem, til at foretage et køb.
Sådan siger salgs- og udviklingskonsulent, Mai-Britt Hvam Krogh, som foreløbig har stået for at afholde workshops i foreningens fire butikker i Nordsjælland.
Heldigvis har alle butikkerne allerede en god kundestrøm og godt gang i salget. Faktisk så godt, at sidste års omsætning på over 41 mio. kr. sprængte alle hidtidige rekorder og bidrog med flere penge til bekæmpelse af kræft end nogensinde før.
Alligevel er det vigtigt at blive ved med at tiltrække flere kunder og dermed tjene endnu flere penge til den vigtige kamp mod kræft.
Butiksvinduer her er dekoreret ud fra princip 1: En farve. Foto: Mai-Britt Hvam Krogh
Dekorér et flot vindue: Seks simple principper
Ifølge Mai-Britt Hvam Krogh kan de frivillige med fordel gøre brug af seks simple principper, som vil gøre vinduerne endnu mere indbydende end i dag, hvor fantastiske frivillige dekorerer vinduerne ud fra den viden og de kompetencer, som de har haft indtil nu.
Efter workshoppen har de frivillige fået en ny indsigt, der bygger på metoder fra den kommercielle detailhandel. Denne nye viden har givet dem værktøjer til at skabe endnu mere iøjnefaldende og tiltrækkende vinduesudstillinger, og bygger videre på det gode arbejde, de allerede har gjort.
Her ses et butiksvindue, som er dekoreret efter princippet: dekorér med tre farver. Her er det blå, beige og hvid. Foto: Mai-Britt Krogh Hvam
1. Hold dig til én farve
Det første princip handler om at vælge én gennemgående farve. Ved at holde sig til en farve kan man bruge varer fra forskellige varekategorier og stadig skabe et vindue, der ser stilrent og indbydende ud.
2. Sammensæt tre farver
Det andet princip går ud på at bruge tre farver i dekorationen. Med dette princip kan man blande forskellige varekategorier, så længe varerne holder sig til én af de tre udvalgte farver. Dette skaber et harmonisk og interessant vindue.
3. Et tema eller en varegruppe
Det tredje princip handler om at vælge et tema eller fokusere på en bestemt varekategori. Det kan være et tema som Halloween, jul, påske eller Lyserød Lørdag, eller man kan fremhæve en specifik varekategori, som f.eks. kopper eller stole. Her er farver og størrelser mindre vigtige – det er sammenhængen i temaet eller varekategorien, der skaber helheden i vinduet.
Når man har besluttet sig for at dekorere vinduerne med et af ovenstående tre principper, skal man tage stilling til hvilke af de næste tre principper, man vil gå med.
4. Tre enheder
Det fjerde princip handler om at arrangere dekorationen i tre enheder. Det kan være tøj på tre mannequiner, bøger hængende i tre snore, eller varer placeret på tre kasser. Denne tredeling skaber balance og gør vinduet visuelt mere interessant.
Her er vinduet pyntet op efter tema-princippet. Lyserød Lørdag. Foto: Mai-Britt Hvam Krogh
5. Trekanter/pyramider
Det femte princip opfordrer til at arrangere varerne i en trekant- eller pyramideform. Denne opstilling gør det nemmere at skabe et enkelt og harmonisk udtryk, som er både flot og overskueligt for øjet.
6. Fyld hele vinduet
Det sjette og sidste princip handler om at udnytte hele vinduespartiet til dekoration. Ved at fylde hele vinduet med de udvalgte varer skaber man et fyldigt og iøjnefaldende udstillingsvindue, der virkelig fanger opmærksomheden hos forbipasserende.
Som at gå på date
De frivillige har taget de seks nye principper til sig med stor entusiasme og er allerede i gang med at afprøve dem i butikkerne.
- Det er genialt at begynde at arbejde meget mere professionelt med vores vinduesudstillinger. Der er kommet mere system i det, og det er spændende at lære, hvordan vi kan fange kundernes interesse udenfor. Og så har jeg fået øjnene op for, at man faktisk slet ikke behøver at udstille så mange varer ad gangen, fortæller Birgit Toft, frivillig i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Birkerød.
- Det er lidt ligesom, når vi går på date. Vi vil gerne give et godt førstehåndsindtryk og se godt ud. Måske tager vi pudder på. Det samme gælder for butiksvinduerne, tilføjer salgs- og udviklingskonsulent Mai-Britt Hvam Krogh.
Om Kræftens Bekæmpelse Genbrug
Kræftens Bekæmpelse Genbrug har i dag 17 butikker i hele landet. Vores genbrugsbutikker er en vigtig strategisk prioritet for Kræftens Bekæmpelse, dels fordi overskuddet bidrager til vores hovedformål, og dels fordi vi aktivt deltager i udviklingen hen imod et mere bæredygtigt samfund.
Genbrugsbutikkerne har til hovedformål at generere indtægter til kræftsagen. Det er derfor vigtigt, at butikkerne har et bredt sortiment af varer og at kvaliteten på varerne er høj, så vi kan få så mange penge som muligt for hver enkelt vare.
Men hvad der måske er endnu vigtigtigere, er at have kunder i butikkerne. For uden kunder, intet salg.