Luk

Kræftens Bekæmpelse Genbrug kommer til Fredericia

Til efteråret føjer Kræftens Bekæmpelse endnu en genbrugsbutik til Danmarkskortet med åbningen af en stor genbrugsbutik i Fredericia.  Jo flere frivillige, desto mere kan vi opnå, lyder det fra distriktschef Merete Buchhave Jensen.

Er man til godt og gedigent genbrug og samtidig typen, der godt kan lide at støtte en vigtig sag, så er der gode nyheder for indbyggerne i Fredericia. Til efteråret åbner  Kræftens Bekæmpelse nemlig en knap 1000 m2 stor genbrugsbutik på Vejlevej 101. Butikken har til formål at fremme genbrug og skaffe penge til bekæmpelse af kræft.

Jo flere frivillige vi har, desto mere kan vi opnå
-  Vi glæder os utroligt meget til at slå dørene op og håber, at genbrugsbutikken bliver et populært indkøbssted for folk i Fredericia. Samtidig håber vi, at den vil være med til at skabe opmærksomhed omkring vigtigheden af genbrug og skaffe midler til kræftsagen, udtaler Merete Buchhave Jensen, distriktschef for den kommende butik i Fredericia og tilføjer:

-  Vi får travlt og derfor har vi også brug for en masse frivillige. Jo flere frivillige, desto mere kan vi opnå.

Ved at melde sig som frivillig bliver man ikke bare en del af et socialt og meningsfyldt fællesskab, men deltager også aktivt i kampen mod kræft.

Som frivillig kommer man til at arbejde i hold á 4 timer på enten et formiddags- eller eftermiddagshold og man vælger selv, hvilken ugedag man helst vil på hold på. Hvert hold arbejder desuden hver 10. lørdag. Det er også muligt at være på mere end ét hold.

Som frivillig kommer du med på en spændende rejse samtidig med, at du  bliver del af et berigende fællesskab.. Foto: Merete Buchhave

Som frivillig kommer du med på en spændende rejse samtidig med, at du bliver en del af et berigende fællesskab. Foto: Merete Buchhave

Arbejdsopgaver
Arbejdsopgaverne spænder vidt. Lige fra at sortere alle de ting, som gavmilde borgere fra Fredericia og omegn donerer, prissætte tingene, sætte dem på plads i butikken til at betjene kunderne.

Vil du være med?
Har du tid til overs og synes du, at det kunne være spændende at give en hånd med, så kontakt distriktschef Merete Buchhave på tlf. 2173 7562 eller e-mail: merjen@cancer.dk Du kan også kontakte Martin Sortberg Brosbøl på tlf. 2647 6387 eller e-mail mabros@cancer.dk

Alle der melder sig som frivillige, vil få en grundig oplæring af erfarne frivillige fra Kræftens Bekæmpelses eksisterende genbrugsbutikker i Odense og Kolding. Merete Buchhave og hendes kollega, Martin Sortberg Brosbøl, vil også yde al den hjælp, de kan.

Kom til informationsmøde
Torsdag 8. august kl. 17 i butikken på Vejlevej 101, afholdes et informationsmøde for  alle interesserede frivillige.

Om Kræftens Bekæmpelse Genbrug:
Kræftens Bekæmpelse Genbrug har i dag 16 butikker i hele landet.

 Sidste år omsatte butikkerne tilsammen for over 41. mio. kr. og sprængte alle hidtidige rekorder og bidrog med flere penge til bekæmpelse af kræft end nogensinde før.

Åbningen af genbrugsbutikken i Fredericia markerer et vigtigt i skridt i Kræftens Bekæmpelse Genbrugs vækststrategi om at skaffe endnu flere midler til kræftsagen.