Der er stor forskel på, hvor hurtigt patienter bliver sendt videre i sundhedssystemet, når de har uspecifikke symptomer på kræft. Ifølge en ny rapport fra VIVE har de praktiserende læger i nogle tilfælde ringe muligheder for at kunne henvise til hurtig udredning, når de har mistanke om kræft. Og i rapporten peges der også på, at det hen over landet er meget uensartede tilbud, som de udredende enheder kan stille kræftpatienterne i udsigt.

Som det er i dag, er det kun omkring halvdelen af kræftpatienterne, der kommer direkte i én af de diagnosespecifikke kræftpakker. 20 % af kræftpatienterne begynder deres forløb med symptomer, som deres egen læge vurderer er alvorlige, men som ikke passer ind i en kræftpakke. Og 30 % har vage symptomer, som ikke oplagt er alvorlige, men som kunne være tegn på kræft.

Tidligere formand for Kræftens Bekæmpelses, professor Frede Olesen har gennem længere tid peget på, at der skal være bedre tilbud til de patienter, der ikke passer ind i de organspecifikke kræftpakker. Han har blandt andet peget på, at den praktiserende læge skal kunne trække på eksterne undersøgelser, der hurtigt kan bekræfte eller afkræfte om patientens symptomer er tegn på alvorlig sygdom. Frede Olesen kalder det ja/nej undersøgelser. VIVE kalder det for ’parakliniske undersøgelser’.

VIVEs analyse af udredningen af kræftpatienter uden for kræftpakkerne kan i grove træk deles op i to. For den halvdel af kræftpatienter, som den praktiserende læge ikke kan henvise til en organspecifik kræftpakke, er der nemlig to veje til videre udredning:

1) Diagnostisk pakkeforløb/diagnostisk center

2) Almen praksis’ udvidede adgang til parakliniske undersøgelser (ja/nej-undersøgelser)

Diagnostisk pakkeforløb/diagnostiske centre
Den diagnostiske pakke bruges mere og mere. Dog estimerer Sundhedsstyrelsen, at dobbelt så mange patienter, som der henvises, har behov for at blive udredt i den diagnostiske pakke. Samtidig er der meget store regionale forskelle på, hvor meget den diagnostiske pakke bruges.

Kræftens Bekæmpelse har tidligere peget på, at Region Midtjylland henviser relativt mange til den diagnostiske pakke, mens eksempelvis Region Sjælland henviser relativt få.

VIVE tilføjer yderligere et aspekt, der formentlig hænger sammen med den store variation i, hvor meget den diagnostiske pakke bruges. VIVE peger nemlig på den meget forskellige organisering og bemanding, også kompetencemæssigt, der ses på tværs af regionerne, og nogle gange på tværs af sygehuse i den enkelte region.

Flere af de interviewede i rapporten peger på, at de udredende enheder nogle steder ikke er bundet op på nogle få faste overlæger. De mange forskellige læger betyder, at man ikke kender patienten godt nok, og det kniber derfor med hurtigt at få afsluttet udredningsforløbet.

Der er også blandt de interviewede praksislæger nogle, der anfører, at det svært at få udredende enheder til at modtage de patienter, de er bekymrede for og ønsker udredt. De forklarede VIVE, at "de var holdt op med at henvise patienter til en specifik udredningsenhed, fordi de oplevede, at urimeligt mange blev afvist". På samme måde fortalte en læge fra en anden udredningsenhed, at "de får henvisninger fra læger uden for deres optageområde, hvilket hun mente skyldtes, at de var kendte for at være mere villige til at tage patienter end naboudredningsenheden”.

Forskel på adgangen til parakliniske undersøgelser
Ud over de diagnostiske pakker er der også forskel på, hvor nem adgang de praktiserende læger har til eksempelvis CT-scanninger. Praksislæger har nogle gange brug hurtigt at kunne få lavet en undersøgelse uden for klinikken (parakliniske undersøgelser), der kan af- eller bekræfte en bekymring for, om en patients symptomer skyldes kræft.

Regeringen var i 2015 klar over, at praksislæger havde behov for parakliniske undersøgelser, og også for at lære at afgrænse og definere behovet for, hvornår undersøgelserne skulle rekvireres. Disse behov ønskede regeringen at tilgodese ved at bevilge penge under initiativet ’jo før jo bedre’. Men ifølge den nye rapport fra VIVE er det svært at slå fast, hvad der er kommet ud af pengene.

For eksempel efterspørges CT-scanninger ofte af praksislægerne, men spørgsmålet er, om de efterspørges for ofte, eller om tilgængeligheden til CT-scanninger er for dårlig. Blandt de interviewede er der uenighed: Radiologerne og de praktiserende læger er nemlig ikke altid enige om, hvornår det er nødvendigt at gennemføre en scanning.

Det har betydet, at nogle praksislæger har opfundet strategier for at få patienterne igennem til en scanning. Eksempelvis ved at beskrive patientens symptomer på en måde, som har større gennemslag hos radiologen.

Der er dog også eksempler på praktiserende læger, som på grund af en svær adgang til CT-scanning vælger at se patientens symptomer an. Det vil sige, at praksislægen beholder patienten hos ’sig selv’, indtil symptomerne enten er væk eller bliver så alvorlige, eller har varet så længe, at de kan komme igennem med en henvisning.

Omvendt siger flere af de interviewede radiologer, der arbejder i områder med smidig adgang til CT-scanninger, at de er bekymrede for, at der efterhånden henvises så mange, at de oversvømmes. Med et stigende antal henvisninger kan de ikke kan bruge kapaciteten i forhold til de patienter, hvor behovet er størst, siger de.

Med problemerne med adgang til CT-scanningerne oplever mange praktiserende læger ikke, at de, som de ellers var stillet i udsigt, har fået mulighed for direkte henvisning af patienter, der skal have en enkelt undersøgelse uden for klinikken for at få svar på en bekymring.

Hvad nu?
Rapporten "Kræftudredning uden for kræftpakkerne" påviser altså en række områder, hvor kræftpatienter med ukarakteristiske symptomer ikke har ens vilkår. VIVE har derfor lavet en række anbefalinger, som Kræftens Bekæmpelse bakker op om:

• At de lokale og regionale udredningsmuligheder kortlægges, og at information om disse muligheder samles og formidles på en ensartet og anvendelig måde.
• At det faglige ansvar og rollefordelingen i kræftudredningen mellem almen praksis og sygehusene tydeliggøres. Dette gælder særligt i forhold til samarbejdet mellem de alment praktiserende læger og de radiologiske afdelinger.
• En national analyse af brugen af CT-scanninger til kræftudredning uden for kræftpakkerne, som muliggør national stillingtagen til, hvordan og hvornår CT-scanninger bør bruges i kræftudredningen.
• Etablering af et tværregionalt eller nationalt forum til opsamling og udveksling af viden om lokale erfaringer med kræftudredning. Undersøgelsen har vist, at der er et uudnyttet potentiale for og ønske om læring og erfaringsudveksling på tværs af matrikler og regioner.
• At monitorering af kræftudredningen uden for kræftpakkerne forbedres, og at den afrapporteres tværregionalt eller nationalt. Afrapporteringen skal sikre mere detaljeret viden om variationen på området, og at dens konsekvenser for patienterne bliver klarlagt. Denne viden kan bruges som rettesnor for den fremtidige udvikling på området.

Kræftens Bekæmpelse, herunder regionsudvalgene, kommer til at følge, at VIVEs anbefalingerne omsættes til ændret og mere ensartet praksis.

Blandt andet for at imødegå social skævhed i adgangen til udredning.

For det giver næsten sig selv, at når det nogle steder er svært for den praktiserende læge at få patienten udredt, vil det ofte være de patienter, som er mest vedholdende, der får presset sig igennem og kommer hurtigt videre i systemet.

Sagt med andre ord: De forskelle VIVE konstaterer, der er i kræftudredningen, vil uvægerligt medvirke til øget social skævhed i forhold til adgangen til udredning.

Om rapporten
Rapporten fra VIVE er det første tiltag, der tilstræber at få lavet en samlet undersøgelse af den diagnostiske indsats for de patienter, der ikke udviser symptomer, der giver adgang til de diagnosespecifikke kræftpakker.

VIVE har gennemført en lang række interview med nøglepersoner, der arbejder med den del af kræftudredningen, der foregår uden for kræftpakkerne. Det er blandt andet tale om praktiserende læger, sygehuslæger og læger ansat på diagnostiske enheder i regionerne.

Rapporten indeholder også anvisninger til, hvad der skal gøres for at finde et svar på udfordringerne i forhold til kræftpatienter uden karakteristiske symptomer på kræft.

Hent VIVE-rapporten her: