Luk

Lokalforening starter særligt tilbud til børn og unge: ’Andre kan gøre kunsten efter’

Et nyt samarbejde mellem Rødovre Lokalforening, Headspace og Rødovre Kommune har skabt muligheden for at børn og unge, der har kræft tæt inde på livet, kan få et nødvendigt pusterum

15. september 2023
Sofie Møller, Patientstøtte & Frivillig Indsats

Børn fra den lokale folkeskole i gang med at dekorere caféen

Hvad, der begyndte som en spæd ide for knap tre år siden, er nu endelig blevet til virkelighed. For nylig åbnede dørene nemlig til det nye tilbud ’Café Korallen’ for børn og unge i Rødovre, som enten har mistet eller oplever alvorlig sygdom hos en nærtstående.

- Det er utroligt spændende, at caféen er oppe at køre. Bestyrelsen har gjort en kæmpe indsats for at få skabt det her hyggelige rum, hvor der er plads til hjertevarme og tryghed, siger Jette Jensen, initiativtager og formand for Rødovre Lokalforening.

Caféen er tænkt som et frirum, hvor livsglæde og hygge er omdrejningspunktet, og hvor børn og unge i alderen 11 til 17 år kan dele erfaringer, men også i høj grad få tankerne ledt over på noget andet end sorg og sygdom.

Receptionen for åbning af caféen var velbesøgt

Der manglede noget
Det var Jette Jensen, der fik ideen til tilbuddet. I sin egen omgangskreds havde hun flere gange oplevet, at der manglede et rum for børn og unge, hvor man netop kunne møde andre i samme situation, uden at sygdommen skulle være omdrejningspunktet.

- Der er blevet etableret sorggrupper på skolerne i hele kommunen, hvor børnene kan tale med professionelle rådgivere, hvilket er et fantastisk tiltag. Men jeg oplevede, at der manglede et uformelt tiltag, hvor de kan gøre alt muligt andet, som ikke handler om de tunge tanker, der i forvejen fylder meget i deres hverdag, forklarer Jette Jensen.

På nogle områder lyder tilbuddet måske som et klassisk tilbud for en af Kræftens Bekæmpelses lokalforeninger, men ’Café Korallen’ skiller sig ud på et helt bestemt parameter. Der ville nemlig være lange udsigter til at sætte tilbuddet i søen, hvis det ikke havde været for et tæt samarbejde med Rødovre Kommune og ungeorganisationen Headspace.

Der var god stemning og snacks til receptionen, der blev afholdt den 29. august 2023

Et særligt samarbejde
Da Jette Jensen fik ideen, tog hun straks kontakt til kommunen, som hun i oprettelsesprocessen har haft flere forhandlinger med.

- Kommunen var positive overfor forslaget, men sådan nogle forhandlinger tager tid. Først og fremmest skulle sorggrupperne på skolerne på plads, og så kunne caféen efterfølgende blive etableret som en naturlig forlængelse, siger Jette Jensen.

Det var også kommunen, der foreslog, at lokalerne til caféen kunne være i samme bygning, som Headspace holder til. En ide Headspace var med på fra start.

- Selvom vi ikke har prøvet lignende projekter før, gav det virkelig god mening for os at samarbejde med lokalforeningen, så selvfølgelig ville vi stille lokaler til rådighed, siger Matthias Jakobsen, ansat i Headspace Rødovre.

Udover at tilbuddet låner et kælderlokale af Headspace, bidrager organisationen også med to faste frivillige, som hjælper med at drive caféen.

Ifølge Jette Jensen lå samarbejdet med den frivillige organisation lige til højrebenet.

- Headspace arbejder i forvejen med unge og kan blandt andet bidrage med unge frivillige, så sparringen i caféen i høj grad bliver fra ung til ung. Vi kan altså trække på forskellige erfaringer fra hinanden, som egentlig øger kvaliteten af tilbuddet på flere måder, forklarer hun.

Potentiale for udbredelse
Indtil videre har ’Café Korallen’ været åbent en enkelt gang. Tanken er, at den er åbent den første torsdag i måneden, hvor de frivillige planlægger aktiviteter som for eksempel brætspil, graffiti og udflugter, alt efter hvad deltagerne har lyst til.

- Nu starter arbejdet med at sprede ordet om tilbuddet. Vi kommer blandt andet til at trække på skolerne, som kan henvise eleverne hertil, siger Jette Jensen.

Både hun og Matthias Jakobsen ser gode muligheder for at samme projekt kan stables på benene i andre lokalområder.

- En stor del af vores DNA ligger i at løfte i flok og samarbejde med lokalområdet, så der er ingen tvivl om, at man godt vil kunne kopiere tilbuddet til andre byer, siger Matthias Jakobsen, der gør opmærksom på, at Headspace har 30 centre fordelt over hele landet.

Også Jette Jensen håber på, at mange andre lokalforeninger har mod på at starte lignende samarbejder op. Hun giver gerne et par gode råd med på vejen til, hvordan man bedst muligt griber det an.

- Det er vigtigt at få bygget bro og skabt tillid mellem kommune, erhvervsliv og organisation. Når det så er sagt, kræver det også en vis vedholdenhed og handlekraft, fortæller Jette Jensen og understreger, at Rødovre Lokalforening med glæde deler ud af deres erfaringer.


Fakta: Hvem er Headspace?
- Headspace er en frivillig organisation, som tilbyder samtaler med unge, der føler, at de står alene med deres tanker og problemer.
- Headspace har 30 centre fordelt over hele landet. Lige meget, hvor i landet du er, så kan du ringe eller skrive til et hvilket som helst center, hvis du har bruge for nogen at tale med.
- Langt de fleste rådgivere i Headspace er frivillige i alle aldre: fra unge studerende, voksne med interesse for unges trivsel – til seniorer, der har arbejdet med unge i deres professionelle arbejdsliv.
- Alle i Headspace får undervisning i samtaleteknik og relevant lovgivning på området.

Kilde: www.headspace.dk