Luk

Mange kræftpatienter behandles i en anden region end den de bor i

Når kræftpatienter behandles i en anden region end deres egen skal der være opmærksomhed på at sikre god koordination og information.

4. april 2018
Ib Lindstrøm, Forening og Frivillige

Det er ikke usædvanligt, at kræftpatienter henvises til behandling i en anden region end den de bor i.

Region Sjælland er den region, hvor flest kræftpatienter peger på, at de er taget til en anden region for at modtage dele af eller hele deres behandling. Det er således kun 6 ud af 10 kræftpatienter fra Region Sjælland, som har modtaget hele deres behandling i egen region. I de andre fire regioner er det mindst 9 ud af 10 kræftpatienter, der har modtaget hele deres behandling i egen region. Disse tal fremgår af Kræftens Bekæmpelses netop afsluttede barometerundersøgelse.

Der er naturligvis udmærket, at patienter behandles i en af de andre regioner, når det er der den nødvendige kapacitet og ekspertise findes. Men det kræver ekstra opmærksomhed. For man ved fra andre undersøgelser at overgange mellem sektorer kan betyde, at information tabes eller der er usikkerhed omkring, hvem der har ansvar for forhold omkring patienten.

Det samme problemstilling må selvfølgelig forventes at optræde, hvis der tales om overgange mellem regioner.

For de patienter, der indgår i behandling, som går over regionsgrænser er det vigtigt, at både behandlende region og bopælsregionen har god kommunikation ligesom patientens bopælskommune og den behandlende region skal have god kommunikation.

I Region Sjælland ses, at der i alt fald på genoptræningsområdet er etableret en god praksis, hvad angår samarbejdet mellem den behandlende region og patientens kommune. For Region Sjælland er den region, hvor den største andel af kræftpatienter, uanset om de er behandlet uden for regionen eller i egen region, modtager en genoptræningsplan. En genoptræningsplan, der sikrer kræftpatienten mulighed for at få genoptræning i sin bopælskommune.

Genoptræning i forbindelse med udskrivning er således et eksempel på, at der kan etableres en god praksis og gode aftaler, selvom patienten har fået dele af eller hele sin behandling i en anden region end den patienten bor i.

Men trods den tilsyneladende gode praksis, hvad angår genoptræning kommer man ikke uden om, at der ved behandling i en anden region eksisterer særlige udfordringer omkring overdragelse af ansvar for kræftpatienten, både i forbindelse med indlæggelse og udskrivelse. 

Kræftens Bekæmpelse har undersøgt overgange mellem forskellige systemer. Kræftens Bekæmpelse kommer frem til, at manglende koordination og sammenhæng er en gennemgående problematik. Mange af de hændelser, som patienterne kommer ud for, er karakteriseret ved, at ansvaret for patienten skifter mellem sundhedspersoner på tværs af sektorer – uden at den understøttende informationsdeling, kommunikation og samarbejde er til stede. I disse overgange er der risiko for kontinuitetsbrist med utilsigtede hændelser og dårlige resultater for patienten som følge. 

Til trods for, at Kræftens Bekæmpelses undersøgelse ser på overgange inden for en regions egne hospitaler og overgange fra region til kommune er der alt mulig grund til at antage, at kræftpatienter, der overgår til behandling i en anden region end deres egen, har samme risiko for utilsigtede hændelser. 

Kræftens Bekæmpelses regionsudvalg kan være med til at fastholde regionernes fokus på, at overgange, hvor kræftpatienten krydser regionsgrænser, skal være omfattet af procedurer og aftaler, der imødegår at utilsigtede hændelser forekommer.

Denne artikel er en del af RegionsudvalgsNyt, april 2018