Luk

Nu åbner Kræftens Bekæmpelse genbrugsbutik i Fredericia

Torsdag den 19. september åbner Kræftens Bekæmpelse en ny genbrugsbutik. Så hører du til blandt de mange danskere, som elsker genbrug og har du samtidig lyst til at støtte kræftsagen, så læg vejen forbi den nye butik på Vejlevej 101 i Fredericia. 

16. september 2024
Lone Kindberg

Siden Kræftens Bekæmpelse i juni fik overdraget nøglerne til det ca. 1000 m2 store butikslokale, som tidligere husede en Fakta, er der sket lidt af hvert.

Butikken er blevet renoveret, Kræftens Bekæmpelses ikoniske logo er kommet op at hænge på facaden og de ca. 35 personer, som har meldt sig under fanerne som frivillige, har haft travlt med at fylde hylderne op med kvalitetsgenbrug, som gavmilde borgere fra nær og fjern har doneret.

Og nu er Kræftens Bekæmpelses 17. genbrugsbutik så endelig klar til at åbne og byde Fredericianerne indenfor i et sandt mekka af kvalitetsgenbrug.

- Vi har fået indrettet en flot butik med en kanon beliggenhed, vi har fået masser af attraktive genbrugsvarer på hylderne og på kort tid har vi hvervet et helt fantastisk hold af frivillige ildsjæle, udtaler Merete Buchhave, distriktschef for den nye butik, inden hun tilføjer:

- Havde det ikke været for de frivillige, så havde vi ikke kunnet åbne den her butik. Jeg er dybt imponeret over den måde, de fra dag et af har taget fat og smøget ærmerne op.

Butikken er klar til den store åbningen takket være fantastiske frivillige, som bl.a. Mogens Thorstein, som knokler for at få det sidste på plads. Foto: Merete Buchhave

Butikken er klar til den store åbningen takket være fantastiske frivillige, som bl.a. Mogens Thorstein, som knokler for at få det sidste på plads. Foto: Merete Buchhave

Kom til butiksåbning torsdag 19. september
Butiksåbningen finder sted torsdag 19. september kl. 11 på Vejlevej 101. 

Her vil Ole Saatterup, chef for Kræftens Bekæmpelses 17 genbrugsbutikker markere åbningen med en tale og klippe den røde snor. Efterfølgende vil en af butikkens frivillige, Mogens Thorstein, sørge for hyggemusik, alt imens der serveres bobler og kransekage til de voksne uddeles gratis balloner til de mindste.

Designervarer på auktion
På åbningsdagen vil der desuden være spændende auktioner, hvor man kan byde på bl.a. PH-lamper og andre fine ting. Der er med andre ord, masse af gode grunde til at lægge vejen forbi den nye genbrugsbutik på torsdag. 

Butikken har brug for flere frivillige hænder
Selv om butikken allerede har hvervet 35 frivillige, er der stadig behov for flere frivillige hænder. For jo flere frivillige, desto flere penge, kan der samles ind til kræftsagen. Vil du give en hånd med kontakt distriktschef Merete Buchhave på tlf. 2173 7562 eller e-mail: merjen@cancer.dk 

Donationer er altafgørende for at skabe overskud
Har du ting, som du gerne vil donere, tager butikker imod med kyshånd. Er der tale om større møbler eller andre ting, så kontakt Merete Buchhave på tlf. 2173 7562 eller e-mail: merjen@cancer.dk


Om Kræftens Bekæmpelse Genbrug:
Kræftens Bekæmpelse Genbrug har eksisteret siden 1991 og findes i dag i 17 forskellige byer. Al overskuddet fra butikkerne går til Kræftens Bekæmpelses indsats inden for forskning, patientstøtte og forebyggelse. Kræftens Bekæmpelse Genbrug drives af knap 1000 frivillige landet over.