Luk

Ny kampagne skal øge viden om screening for tarmkræft

Mennesker er på mange måder ligesom biler. Vi skal til syn en gang imellem. Vores syn er bare screening for tarmkræft. I dag begynder en kampagne, der har til formål at få flere til at deltage i screening for tarmkræft.

23. september 2024
Christina Hilding Rasmussen

Hvornår har du sidst synet dig selv?

I dag starter Kræftens Bekæmpelse en to år lang kampagne for at informere borgere i alderen 50-64 år om screening for tarmkræft og få dem til at tage imod tilbuddet om screening. Kampagnen låner referencer fra autoværkstedet og bruger det til at tale om screening for tarmkræft og afføringsprøven. Vi er vant til, at ting skal vedligeholdes for at holde længe. For eksempel tager de fleste bilejere deres bil til syn hvert andet år. Lige så hyppigt som man bliver inviteret til screening for tarmkræft.

Vi har lavet en kampagnefilm, der viser, hvordan man tager prøven og minder særligt mændene om at tage stilling til screening for tarmkræft, når invitationen lander i deres postkasse.

Første del af kampagnen kan ses på Kræftens Bekæmpelses Facebook og Instagram samt YouTube fra i dag den 23. september og frem til den 7. oktober.

Type 2-diabetes giver 20 pct. øget risiko for tarmkræft
Kampagnen bliver bakket op af en presseindsats med udgangspunkt i to forskningsstudier, der viser, at personer med type 2-diabetes har højere risiko for at udvikle tarmkræft end personer uden type 2-diabetes, og at personer med type 2-diabetes samtidig i lavere grad deltager i screening for tarmkræft.

Du kan læse mere om kampagnen her:

Syn dig selv

FAKTA Tilslutning til screening for tarmkræft er for lav
Tarmkræft er i dag den tredjehyppigste kræftform i Danmark for både mænd og kvinder. Hvert år får flere end 4.600 personer i Danmark kræft i tyk- eller endetarmen. Når du fylder 50 år, får du den første invitation til screening for tarmkræft i din postkasse. Formålet er at finde forstadier og tidlige tegn på tarmkræft.

Deltagelsen i screening for tarmkræft har desværre været svagt faldende, siden screeningsprogrammet blev indført i 2014. De nyeste tal fra 2022 viser, at der på landsplan er 58,9 pct. af de inviterede, der deltager. Særligt halter det med mændenes deltagelse. Blandt 50-54-årige mænd deltager 46,2 pct., mens det blandt kvinder i samme aldersgruppe er 57,2 pct., der deltager.

Du kan læse mere om screening for tarmkræft på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside:

Screening for tarmkræft

2

Kommentarer

Vivi Sørensen Hvorfor gælder det kun 50 - 64 år, hvad med os der mere end 64. Vh
VIVI 

26. september 2024 16:13

Christina Hilding Rasmussen

Christina Hilding Rasmussen Hej Vivi
Screening for tarmkræft varer til du fylder 75 år. Kampagnen er rettet mod de 50-64-årige. Beslutningen om at stoppe med screening for tarmkræft, når du fylder 75 år, skyldes at sygdommen er 10-15 år om at udvikle sig. Ved screening findes forstadier til sygdommen. Har man ikke forstadier, når man er 74, så er der meget lille risiko for at udvikle tarmkræft. Du er altså godt sikret på den lange bane ved at have deltaget i screening for tarmkræft. Det er dog altid en god idé at holde øje med eventuelle symptomer.
Dbh Christina

30. september 2024 09:18