Luk

Ny persondatalov – hvad nu?

En ny persondatalov træder i kraft den 25. maj 2018. Her kan du finde svar på, hvad vi gør for at leve op til de nye krav i forhold til data på frivillige i Kræftens Bekæmpelse.

5. juni 2018
Af: Stine Buje og Ib Lindstrøm

Kræftens Bekæmpelse er i fuld gang med at tilpasse vores IT-systemer, så vi kan imødekomme de krav, som findes i den nye persondatalov. Det gælder naturligvis også de systemer, vi bruger i forhold til frivillige i Kræftens Bekæmpelse, fx i forhold til Stafet For Livet, frivillig.dk og indsamlingssystemet SAM.

Det er behov for ganske omfattende systemændringer, som er omkostningstunge og tager tid at implementere. Derfor vil vores IT-systemer ikke i enhver henseende leve op til de nye lovkrav allerede fra den 25. maj, hvor den nye lov træder i kraft.

I takt med at vi får kendskab til, hvordan loven skal udmøntes på konkrete områder i forhold til det frivillige arbejde, vil vi naturligvis orientere jer grundigt omkring det. 

 

Arbejdet er i gang

I øjeblikket er vi ved at afdække de mange områder, som den persondatalov berører. Der er en række områder, hvor det endnu er uklart, hvilken praksis der skal være, hvis den nye persondatalov skal overholdes. Disse områder arbejder vi på at få klarhed over i en dialog med jurister og myndigheder.

Det gælder eksempelvis spørgsmål som: Hvilke regler er der i forhold til brug af billeder og opslag på Facebook? Hvordan udveksler vi mails på en sikker måde? Hvordan opbevarer og behandler vi en liste med persondata?

Den nye persondatalov giver ikke svar på, hvad praksis skal være i enhver situation. Derfor kommer vi sandsynligvis til at stå overfor situationer, hvor vi i Kræftens Bekæmpelse – måske sammen med andre foreninger med frivillige – bliver nødt til at definere, hvordan vi omsætter den nye lov til praksis. 
 

Fortsæt praksis som hidtil

Vi ved, at I er meget omhyggelige med at behandle jeres data på frivillige, og det skal I naturligvis fortsætte med.
 
Vi er meget glade for jeres interesse i at tilpasse jeres aktiviteter til den nye lov. Vores anbefaling er, at I fortsætter jeres hidtidige praksis, indtil I hører nærmere.
 

Har du spørgsmål?

Som frivillig er du meget velkommen til at kontakte os med spørgsmål i forhold til de situationer, som du står overfor. Vi kan ikke garantere, at vi har et konkret svar på alle dine spørgsmål endnu, men vil besvare dem så godt vi kan.

Når vi ved, hvad der bliver praksis i forhold til datahåndteringen på det frivillige område, vil vi orientere jer om det på www.frivillig.dk, i nyhedsbreve mv.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer er du velkommen til at kontakte Ib Lindstrøm:

 

Ib Lindstrøm

Analyse og dokumentationskonsulent

Direkte tlf:  3525 7505

e-mail:   ibl@cancer.dk