Luk

Ny rekord i antallet af piger, der bliver vaccineret mod livmoderhalskræft

Antallet af piger, der bliver HPV-vaccineret, fortsætter med at stige. Knap 40.000 piger valgte i 2018 at blive vaccineret mod HPV – det er en stigning på over 20 procent sammenlignet med året før. Den store stigning skyldes ikke mindst de mange lokale frivilligaktiviteter om HPV-vaccination.

21. februar 2019
FORENING OG FRIVILLIGE

I dag er vi oppe på, at næsten 60 procent af de piger, der i år fylder 15 år, er fuldt vaccineret. Det vil sige, at de har fået to stik af vaccinen. For et år siden var andelen på 34 procent.

Statens Serum Institut har set nærmere på vaccinationsdækningen i 2018, og tallene bekræfter, at de unge piger og deres forældre igen tager imod tilbuddet om gratis HPV-vaccination. I alt er 38.624 piger påbegyndt HPV-vaccinationen i 2018, mens tallet var på 31.714 i 2017. Det er en positiv fremgang på over 20 procent. Og det skal ovenikøbet ses i lyset af, at 2017 var et rekordår, hvor antallet af piger, der blev HPV-vaccineret, var fordoblet i forhold til året før.

De mange lokale frivilligaktiviteter om HPV-vaccination i 2018 har bidraget til den store stigning i antallet af piger, der bliver vaccineret. I 2018 blev der blandt andet afholdt 21 informationsmøder om HPV-vaccination rundt omkring i landet og frivillige deltog på Femina Kvindeløb i 8 byer, hvor de var i dialog med mange forældre om HPV-vaccination.

"Vi er utrolig imponerede over frivilliges lokale indsatser, som gør en meget stor forskel. Mange forældre vil nemlig gerne have mere information, for at de kan træffe en beslutning om HPV-vaccination af deres barn. Og Kræftens Bekæmpelses frivillige har en helt unik mulighed for at tale med forældrene i øjenhøjde”, siger overlæge hos Kræftens Bekæmpelse, Janne Villemoes Bigaard

Vaccinen er gratis for piger op til 18 år
"Vi kan selvfølgelig kun opfordre til, at endnu flere i fremtiden vælger at blive vaccineret, når de fylder 12 år, fordi vaccinen virker bedst inden seksuel debut,” fortæller Janne Villemoes Bigaard

Men det er ikke for sent for pigerne at blive vaccineret, selvom de som 12-årig udskød deres vaccination. Vaccinen er nemlig gratis for piger, indtil de fylder 18 år. Og de nye tal viser heldigvis også, at mange piger fra de årgange, der tidligere har haft lav vaccinationsdækning, nu er blevet fuldt vaccineret. I dag er vi oppe på, at næsten 60 procent af de piger, der i år fylder 15 år, er fuldt vaccineret – det vil sige, at de har fået to stik af vaccinen. For et år siden var andelen på 34 procent.

Ros til frivillige ildsjæle i hele landet
Overlæge hos Kræftens Bekæmpelse, Janne Villemoes Bigaard, fortæller:

"Vi er utrolig imponerede over frivilliges lokale indsatser, som gør en meget stor forskel. Mange forældre vil nemlig gerne have mere information, for at de kan træffe en beslutning om HPV-vaccination af deres barn. Og Kræftens Bekæmpelses frivillige har en helt unik mulighed for at tale med forældrene i øjenhøjde”

Meld dig ind i gruppen ”Stop HPV – stop livmoderskræft” her på frivillig.dk, hvor du kan bestille informationsmaterialer og følge med i nyheder om HPV-vaccination. Du kan også læse mere om HPV-vaccination på www.stophpv.dk og følge os på Facebooksiden Stop HPV – stop livmoderhalskræft.