For to år siden fik Özlem Cekic en af de opringninger, som ingen ønsker. Hun stod på sin søns værelse og var ved at rydde op. Hendes mor havde fundet en knude i sit bryst, og Özlem kunne høre, hvor bekymret hun lød i telefonen.

Lang og udmattende rejse
- Jeg kan huske det hele fra den dag, hun ringede. Hvordan vejret var. Alt. Men jeg ville ikke sige til min mor, at jeg var urolig. Det var jo hende, der var bekymret, og det var ikke mig og mine følelser, der skulle være i centrum, siger Özlem, som er rådgiver, foredragsholder, debattør, forfatter og forhenværende politiker. 

Det skulle siden vise sig, at hendes mor havde brystkræft, og med ét starter en lang og udmattende rejse for Özlem, som nu er pårørende til en kræftpatient.

Hun tager enormt meget ansvar og er med til alle undersøgelser og samtaler omkring kræftsygdommen. Ud over det sørger hun også for tidsbestilling, tolkning og opfølgning på ventetider.

Men indeni er hun dybt bekymret og enormt udmattet. 

Vigtigt at dele angst og bekymringer med andre
- Man kan ikke dele sin bekymring som pårørende. Ordet kræft er enormt svært at sige højt. Men det er så vigtigt, at man deler angsten, bekymringerne og frustrationerne med andre, for så opleves det hele på mærkværdig vis meget mere overskueligt, siger hun. 

- Det skulle jeg have været bedre til – især i starten af forløbet.  

Overskuddet er vendt tilbage
I dag er Özlems mor kræftfri, og Özlem er kommet ud på den anden side med håbet i behold. Overskuddet er også vendt tilbage, og hun er tættere på sin mor end nogensinde før.