Luk

Personlige historier om kræft i genbrugsbutikken

I genbrugsbutikken i Helsingør er der store plancher med mennesker, der alle har kræftsagen inde på livet. Udsmykningen skal sikre, at både kunder og donorer ved, hvilket vigtigt formål, de støtter.

11. september 2023
Lone Kindberg, Fundraising & Medlemmer
Merete, Kaj, Jeanette og Marie har på hver deres måde haft kræft inde på livet og figurerer nu på store plancher i butikken. Foto: Jens Clemmensen

Merete, Kaj, Jeanette og Marie har på hver deres måde haft kræft inde på livet og figurerer nu på store plancher i butikken. Foto: Jens Clemmensen

Da Kræftens Bekæmpelse valgte at åbne genbrugsbutikker tilbage i 1991, var det med et overordnet formål: At skaffe penge til forskning, patientstøtte og forebyggelse.

Dét formål har Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Helsingør ønsket at gøre endnu mere tydeligt. Butikken har derfor fået lavet en række plancher med fotos og meningsfyldte citater af rigtige forskere, patienter, frivillige og donorer, som alle har kræftsagen inde på livet. 

- Vores mål med plancherne er, at vores kunder og donorer ikke 'bare' skal gå ind i en genbrugsbutik, men at de skal gå ind i en Kræftens Bekæmpelse genbrugsbutik og ikke være i tvivl om, hvilket formål de støtter, lød budskabet fra butikkens distriktschef, Kim Steen Carlsen, da han forleden inviterede alle bidragsyderne til fernisering.

Udover at takke hver og en af bidragsyderne for deres medvirken på plancherne, fik de æren af at være med til, at hænge deres 'egne' plancher op. Og dét var noget, der gjorde indtryk.

Sammen med butikkens distriktschef, Kim Steen Carlsen, får Jeanette hængt den store planche op ved indgangspartiet til butikken. Foto:Jens Clemmensen

Sammen med butikkens distriktschef, Kim Steen Carlsen, får Jeanette hængt den store planche op ved indgangspartiet til butikken. Foto: Jens Clemmensen

Kræftsagen er en mærkesag
- Jeg skal lige vænne mig til at se mig selv hænge deroppe. Det går pludselig op for mig, hvor vigtigt og rigtigt det er, at jeg er frivillig for lige præcis kræftsagen, fortæller 62-årige Jeanette Clemmensen eftertænksomt, alt imens hun kaster et blik på planchen med sig selv.

Jeanette er frivillig i butikken og har været det siden 2016. Da hun startede, havde hun ikke oplevet kræft på egen krop. Til gengæld havde hun oplevet at tage afsked med først sin mormor og siden sin kusine, som begge døde af brystkræft. En kræftform, som desværre også flyttede ind i Jeanettes krop for nogle år siden. Derudover har hun også haft kræft i øjet, så kræftsagen er for alvor blevet Jeanettes mærkesag.

Læs hele Jeanettes historie her 

Med god hjælp fra frivilligkollegaen, Henrik, får Kaj sat sin planche op. Foto: Jens Clemmensen

Med god hjælp fra frivilligkollegaen, Henrik, får Kaj sat sin planche op. Foto: Jens Clemmensen

En anden frivillig, som ligeledes har bidraget til plancherne, er 82-årige Kaj Thomsen, som har været frivillig i butikken, siden han mistede sin kone for fire år siden.

-  Min kone døde af blodkræft, og jeg lovede hende at komme videre med livet. Det løfte har jeg holdt. Jeg blev frivillig her, og det har givet mig livsnisten til at leve videre. Jeg håber, min historie kan være med til at tiltrække flere frivillige, siger Kaj håbefuldt.

Læs hele historien om Kaj her

Merete  fik Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik til at hente hendes afdødes mors møbler og nu håber både hun og butikkens distriktschef, Kim, at andre også vil betænke kræftsagen. Foto: Lone Kindberg

Merete fik Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik til at hente hendes afdødes mors ting og nu håber hun, at andre også vil betænke kræftsagen. Foto: Lone Kindberg

Det er meget stærkt og rørende
Merete Kej er ligeledes en af de personer, der figurerer på plancherne. Hun har familie og nære venner, der har haft kræft, så da hendes 99-årige mor døde i foråret, var det nærliggende at forære hendes dødsbo til Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik.

- Jeg kiggede lige efter min mors møbler, når nu jeg var her. Men de er her ikke, så de er nok blevet solgt. Og det er jo kun dejligt, siger Merete berørt og tilføjer:

- Plancherne går lige i hjertet. De er meget stærke og rørende.

Det er Kims håb, at planchen med Merete kan inspirere andre til enten selv at komme ned med ting eller benytte sig af, at Kræftens Bekæmpelse kommer ud og henter større ting efter aftale. Alt sammen til gavn for kræftsagen.

Marie har svært ved at få armene ned af begejstring for den store planche, hvor hun selv er afbilledet. Foto: Lone Kindberg

Marie har svært ved at få armene ned af begejstring for den store planche, hvor hun selv er afbilledet. Foto: Lone Kindberg

Håb for kræftramte
Også en frivillig fra Stafet For livet og tidligere kræftpatient, optræder på en af plancherne. Det er musiker Marie Dam Jensen, som har haft brystkræft og som ved flere lejligheder har optrådt for Kræftens Bekæmpelse.

 - Det er faktisk ret stort og rørende. Jeg er helt tom for ord, lyder hendes første indskydelse, da hun får øje på sin 'egen' planche.

Efter lidt tid til refleksion kommer Marie hen og fortæller, at hun er glad for, at det er rigtige mennesker, som ikke er døde, der hænger på plancherne.

Ifølge Marie, er de nemlig med til at skabe håb og samtidig vise omverdenen, at det er takket være de penge, der bliver doneret til Kræftens Bekæmpelse, at der, trods alt, findes så mange kræftoverlevere.

Forskerbilledet med Kræftens Bekæmpelses egen forsker Luca De Leo pryder også en af væggene i butikken.

Forskerbilledet med Kræftens Bekæmpelses egen forsker Luca De Leo pryder også en af væggene i butikken. Foto: Lone Kindberg

Faktatal og kræftforskning
Butikken har også fået lavet en planche med en af Kræftens Bekæmpelses forskere på. Den viser, at de midler man støtter Kræftens Bekæmpelse med, går til kræftforskning og er dermed også med til at skabe håb.

Desuden er der blevet lavet en planche i den lidt mere tunge afdeling. En planche, der helt faktuelt oplyser, hvor mange, der hver år bliver ramt af kræft i Helsingør Kommune og hvor mange, der hvert år dør af sygdommen.

Ifølge Kim er den med til at fortælle, at der er brug for at indsamle penge, så vi i fællesskab kan få bugt med sygdommen.

Planchen med faktatallene for kræft i Helsingør Kommune skal minde folk om, at det er vigtigt at støtte kræftsagen. Foto: Lone Kindberg

Planchen med faktatallene for kræft i Helsingør Kommune skal minde folk om, at det er vigtigt at støtte kræftsagen. Foto: Lone Kindberg

At gøre genbrugsbutikken til et udstillingsvindue for kræftsagen, hvor det er noget nær umuligt, ikke at blive mindet om den vigtige sag, vil forhåbentligt medvirke til, at de besøgende i højere grad aktivt vælger Kræftens Bekæmpelse, hvad enten det drejer sig om at støtte med penge, at donere sine ting, at købe brugt eller blive frivillig, for bare at nævne få af de indsatser, man kan gøre for kræftsagen. 

Er du interesseret i at blive frivillig i en af Kræftens Bekæmpelses 16 genbrugsbutikker? Kontakt projektleder Tune Friis på 40 26 16 16 eller skriv til ham på tf@cancer.dk

Er du interesseret i at donere nogle af dine ting til en af Kræftens Bekæmpelses 16 genbrugsbutikker? Læs mere om hvilke ting, butikkerne modtager her