Luk

Reportage: Mere end 90 mennesker var med til at sætte frivillighed på dagsordenen

Havde du ikke mulighed for at være med til frivilligsymposiet og prisuddelingen, Fantastiske Frivillige den 8. november? Frygt ej! Her får du nogle af højdepunkterne fra dagen. 

28. november 2018
Forening og Frivillige

Torsdag den 8. november var alle medarbejdere og frivillige i Kræftens Bekæmpelse inviteret til et symposium, som havde fokus på, hvordan vi kan involvere flere unge i det frivillige foreningsarbejde. Efter symposiet blev Danmarks mest fantastiske frivillige kåret.

Det var et super vellykket arrangement, og vi vil gerne sige mange tak til alle jer, der deltog. Til jer, der ikke havde mulighed for at deltage – kig med her og få en lille smagsprøve på, hvad du ikke bør gå glip af i 2019.

Dagen bestod af en række inspirerende oplæg, som alle havde fokus på aftenens tema, Fremtidens Frivillige - alle med forskellige og interessante vinkler. Vi havde besøg af Kræftens Bekæmpelses direktør, Jesper Fisker, Centerchef i Center for frivilligt socialt arbejde, Laura Auken, frivillig i Relay for Life, Caitlin DeVos, forkvinde hos medborgerne, Ruth Gøjsen, direktør for AIDS-fondet, Andres Æbelø og formand i Odense lokalforening, Jesper Rotvig Jensen.

Efter oplæggene fik deltagerne mulighed for at stille spørgsmål i en paneldebat. Her blev der blandt andet sat fokus på rekruttering og Projekt Frivillig.

Mellem frivilligsymposiet og prisuddelingen, blev der afholdt middag for de 10 finalister til Fantastiske Frivillige, samt jurymedlemmerne. For resten af deltagerne blev der serveret lækker receptionsmad fra kantinen, og så var der tid til networking.

Til prisudelingen fik alle 10 finalister mulighed for at lave en kort præsentation, og her satte mangfoldigheden tydeligt sine spor. 10 meget forskellige og enormt engagerede frivillige, som alle brændte helt vildt for deres frivillige arbejde. 

Vinderen af Danmarks mest fantastiske frivillige blev Jesper Rotvig Jensen - stort tillykke! Jesper er formand for Fonden for De Raske Unge, formand for Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Odense samt medlem af forretningsudvalget og hovedbestyrelsen i Kræftens Bekæmpelse. Med prisen fik Jesper også 25.000 kr. til at fortsætte og udbrede sit frivillige abejde. Pengene er sponsoreret af Coop.

Vi regner med at gøre frivilligsymposiet til en årligt tilbagevendende begivenhed.

Tak for opbakningen!

Nedenfor kan du se et kort videoportræt af Jesper, som løb med titlen som Danmarks mest fantastiske frivillige: