Familien Rasmussen er frivillige ved Stafet For Livet i Bjerringbro. Her ses de til dette års stafet, hvor de hver især spillede en rolle i at få stafetten ud over stepperne. Foto: Privat

Hvorfor er I frivillige i Kræftens Bekæmpelse?
- Både min mor og far har været ramt af kræft. Min far er desværre død af lungekræft, og min mor fik brystkræft i 2002, men blev helbredt og gik i 2012 med som fighter. Min mands far lever med kræft og hans mor er helbredt, så vi har begge to haft det meget tæt inde på livet. Idet vores familie har været ramt, har vores børn også været mærket. Det har helt sikkert også været det, der har motiveret dem. Vi kender bare mange i vores omgangskreds, der har haft kræft og heldigvis er kommet godt over det igen, men måske har nogle følger fra det. Derfor var det meget naturligt, at det var kræftsagen, vi involverede os i.

Hvordan kom I i gang med at være frivillige?
- Det var mig, der startede med at stå for Stafet For Livet i Bjerringbro som formand og var med til at etablere stafetten. Min mor havde været kræftramt på det tidspunkt, og derfor tænkte jeg, at det var oplagt at gøre noget. Jeg kunne bare ikke lige finde ud af, hvad jeg skulle gøre, for at gøre en indsats og noget, der virkelig kunne gøre en forskel for kræftramte. Da der var et informationsmøde i Viborg omkring Stafet For Livet, takkede jeg ja. Min betingelse var bare, at hvis jeg skulle være med til at starte en stafet op, så skulle det være i mit eget lokalområde, Bjerringbro.
Jeg var formand frem til 2019, hvor vores nuværende formand overtog. Jeg var ude i et lille års tid, hvor jeg var på sidelinjen og stod hende bi, men jeg kunne ikke helt holde mig væk alligevel, så jeg kom ind i styregruppen igen i 2020. Vi manglede på et tidspunkt frivillige på flere poster, så jeg spurgte min familie, om de også havde lyst til at være med. De har været med i stafetten som deltagere siden, vi startede op, så det var måske også meget naturligt, at de tog aktiv del i styregruppen. Det ville de gerne, så det blev til et helt familieprojekt.

Hvordan er jeres rollefordeling, når stafetten løber af stablen?
- På trods af at jeg stoppede som formand i 2019, var jeg aldrig rigtig ude, og i dag bistår jeg blandt andet den nuværende formand. Det er det, der er meget unikt for vores styregruppe. Vi hjælper hinanden på tværs og går ikke så højt op i, hvem der har hvilken kasket på, men vi hjælper der, hvor vi kan se, det brænder lidt på eller, hvis nogen har brug for sparring eller en hjælpende hånd. I dag er jeg holdansvarlig og sekretær i styregruppen. Min mand er ansvarlig for logistikken, og min søn, Nikolaj, er ansvarlig for sponsoraftaler. Min datter deltager og hjælper til på pladsen på det døgn, hvor stafetten afholdes, men holder sig lidt mere på sidelinjen end os andre. Da jeg var formand, hjalp min mand, Peter, mig en hel del med forskellige logistik ting, så han kendte allerede opgaven ret indgående. Både min mand, søn og datter har været med alle årerne – både som deltagere og som arrangører. Vi har på en eller anden måde aldrig været helt ude af det, fordi vi ikke helt kan lade være med at hjælpe til, selvom vi jo egentlig ikke har siddet i styregruppen hele tiden.

Hvad er det vigtigste, I har opnået med jeres frivillige arbejde?
- Det er helt klart, at vi formår at stable et fantastisk event på benene i Bjerringbro, som giver et helt fantastisk sammenhold for de deltagere, der kommer og ikke mindst for de Fightere, der vælger at tilbringe deres døgn sammen med os. Jeg synes, det er maga fedt at se lyset i Fighternes øjne, når de går deres fighterrunde. Stemning er helt fantastik, så vi kan ikke lade være med at blive ved og ved, fordi det netop giver en form for lykkerus efter sådan en weekend, hvor man sammen med de andre frivillige og styregruppen ser hele årets arbejde gå op i en i højere enhed. Ud over os tre i familien sidder der også tre andre, som gør et stort stykke arbejde. Jeg synes, at det er meget berigende.

Hvad giver det dig/jer at være frivillige?
- Det er helt klart lykkefølelsen ved at gøre en forskel, og nu har jeg været med siden 2012, så jeg kan også se, hvordan Kræftens Bekæmpelse rykker sig. Jeg kan se, at der er kommet nye behandlingsformer til i den tid, jeg har været med. Jeg kan se, at det arbejde, vi gør, det gør en forskel for kræftramte og ikke mindst pårørende, for det synes jeg nogle gange, man glemmer lidt. Men jeg kan se, at de pårørende har tid og rum til at snakke om ting, der er svære til stafetterne. Så græder man lidt, og så griner man lidt. Det er på en eller anden måde et døgn, hvor det er tilladt at vise sine følelser. Om man kender folk eller ej, så er folk bare åbne for det, og der er ikke nogen, der tager sig af, at man står og græder på en åben plads, for alle folk ved, hvad det drejer sig om – det er så livsbekræftende.

Hvad er den bedste oplevelse, I har haft som frivillige?
- Det har vi hvert år ved lysceremonien – helt klart. Vi prioriterer alle tre højt at gå eller cykle om natten, fordi det bare er så smukt at få lov til at kigge på de fine lysposer. Man kan virkelig gå og fordybe sig i det, folk har skrevet på lysposerne og se på deres tegninger. Det synes jeg er en særlig stund hvert år.