Luk

Støtteplakat til salg i 24 timer for 'Kræft er ikke for børn'

Du skal skynde dig, hvis du skal blive ejer af den flotte støtteplakat for 'Kræft er ikke for børn'

6. juni 2024
Lise Atzen Bjerregaard, Fundraising & Medlemmer

Kræft er ikke for børn kampagnen har været godt i gang den seneste halvanden måned, og i denne uge løber Indsamlingsugen #KræftErIkkeForBørn af stablen.

I hele uge 23 sætter 12 influencere, 13 erhvervsprofiler og 11 sportsstjerner i deres vante kanaler fokus på børn, unge og kræft – og samler penge ind til Kræft er ikke for børn-kampagnen. De gennemfører forskellige aktiviteter og opfordrer deres følgere til at støtte deres indsamlinger. De 36 deltagere har allerede samlet over 400.000 kr. ind.

Følg med i indsamlingen her

Unik støtteplakat kan blive din
Det er nu, du kan få fingrene i en helt særlig støtteplakat. Influencer Mie Isaksen er gået i partnerskab med den verdenskendte Vejle-kunstner Ole Aaakjær, og sammen har de et mål om at gøre en helt særlig indsats i Indsamlingsugen.

Fra i dag og frem til fredag den 7. juni kl. 10 kan man købe en limited edition plakat med titlen LOVE & HOPE. Plakaten er baseret på værket »Promise me the world« og måler 100x70 cm. Alle plakater er signeret i hånden af Ole Aakjær. Den koster 600 kr. plus fragt.

Du kan købe plakaten her

Influencer Mie Isaksen er gået i partnerskab med den verdenskendte Vejle-kunstner Ole Aaakjær, under indsamlingenugen for 'Kræft er ikke for børn'.

Den farvestærke plakat udtrykker hudløshed, kærlighed og håb. Om sin motivation for at bidrage, siger kunstneren Ole Aakjær: 

- I Danmark har vi nogle af verdens bedste forskere, men kræftforskning koster mange penge. Det er min ambition, at jeg i fællesskab med alle dem, der vælger at købe en plakat, kan indsamle et kæmpestort beløb til dette uendeligt vigtige arbejde. Og netop følelsen af at kunne udrette noget stort i fællesskab med andre er enormt motiverende. Alene kan man ikke alverden, men måske kan man få råd til at købe en plakat til 600 kr og så gøre noget stort sammen.

Kunst kan skaffe millioner til gode formål
Det er ikke første gang, Ole Aakjær stiller sin kunst til rådighed for et godt formål. I 2022 stod han og hustruen Susan bag en støtteplakat til fordel for kvinder og børn i det krigshærgede Ukraine. Den plakat blev på rekordtid solgt i 6000 eksemplarer, og det lykkedes ægteparret at rejse mere end 3,5 mio. kr. til Unicefs arbejde i Ukraine.

Spørgsmål
Har du spørgsmål til kampagnen, er du velkommen til at kontakte Lise Atzen Bjerregaard i Fundraising & Medlemmer på lisea@cancer.dk eller mobil 2025 3663.