Luk

Tove har mistet tre tætte veninder og kolleger til kræft

Tove Outzen på næsten 80 år kan til august fejre sit 30 års jubilæum sammen med butikken i Horsens. Undervejs har Tove måttet begrave tre tætte veninder og kolleger fra butikken, men det har kun været med til at give arbejdet i butikken endnu mere mening. Tove har planer om at fortsætte, så længe helbredet tillader det.

13. august 2021
Rikke Brams, Fundraising & Medlemmer

- Jeg var blevet førtidspensionist, så min veninde syntes, at jeg trængte til at komme i gang med noget. Hun hørte, at butikken skulle åbne, så hun ringede til mig og sagde, at hun havde meldt os til et velkomstmøde. Det foregik på en lokal restaurant tæt på butikken. Inden vi forlod mødet, var min veninde og jeg blevet sat sammen med to andre kvinder til et fast formiddagshold, fortæller Tove Outzen og fortsætter:

- Der gik ikke lang tid, så var vi fire blevet gode veninder, som hyggede os med at arbejde sammen og begynde at ses privat. Vi har haft mange fantastiske oplevelser sammen gennem årene.

Jeg er med til at gøre en forskel

For Tove har det været vigtigt, at hun har været med til at støtte den gode sag og ikke mindst forskning gennem årerne. Hun føler, at hun har været med til at gøre en vigtig forskel.

 - Da jeg startede, havde jeg ikke kræft inde på livet. Men skæbnen ville, at min veninde, som lokkede mig med, og de to gode veninder vi sammen fik på vores formiddagshold, alle tre er gået bort med kræft. Det har kun gjort det endnu vigtigere for mig, at jeg arbejder for at samle ind til sagen og ny forskning, som kan komme andre til gode, siger Tove. 

Tove har mistet tre veninder og kollegaer til kræft

For Tove Outzen er sammenholdet i butikken meget vigtigt. Foto: Anita Graversen

Sammenhold i butikken
Fra starten har Tove sat stor pris på sammenholdet og det sociale liv i butikken. Som førtidspensionist har Tove mærket omsorgen fra kollegerne, når hun i perioder har døjet med sin sygdom og derfor har måtte blive hjemme.

 - Jeg savner mine kolleger og opgaver i butikken, når jeg har været syg. Men de har altid opmuntret mig til at kigge forbi til en kop kaffe, når jeg ikke har haft kræfter til mere. Det er skønt at have noget at stå op til, der giver mening. Man lærer også kunderne at kende, da mange kommer igen og igen – så får vi en lille sludder, fortæller Tove.

 Tove og hendes kolleger på holdet møder altid ind en time før, butikken åbner – altså når corona ikke spøger i kulissen. Så starter de dagen med en kop morgenkaffe, en ostemad og tid til lige at høre, hvordan alle har det. Det er et af ugens højdepunkter.

Bøger er Toves Outzens område.

Bøger er Toves Outzens område. Foto: Anita Graversen

Fra leksikon til paperbacks
Helt fra starten blev bøger Toves område. Og det er et område, der har udviklet sig meget gennem årerne.

 - Tidlige kunne vi sælge et helt sæt leksikon for en god pris. I dag er sådan et sæt intet værd. Men vi sælger stadig mange bøger. Brugte bøger er gode at have med i kufferten på ferie, for så kan man lade dem stå på hotellet, når man rejser hjem. Så er det plads til at tage andre ting med hjem, siger Tove.

Kender du nogle, som kunne have lyst til at blive butiksfrivillig ligesom Tove? Kontakt projektleder, Tune Friis på 40 26 16 16 eller skriv til ham på tf@cancer.dk

Læs også hvordan butikken i Horsens fejrer sit 30 års jubilæum