Her ses bl.a. Flemming Bamse Jørgensen klippe snoren over i butikken i Aarhus i 1991. Foto: Privat
Den 14. maj 1991 var en ganske særlig dag for Kræftens Bekæmpelse. I Aarhus stod foreningens første genbrugsbutik klar bugnende af varer. Den var en af de største genbrugsbutikker, der fandtes i Danmark dengang. I butikken stod en flok frivillige spændt klar til at åbne døren for byens borgere, så snart fire lokale kendisser, bl.a. Flemming Bamse Jørgensen, havde klippet snoren over. For Kræftens Bekæmpelse var det en ny måde at skaffe indtægter til sagen på.
Men idéen var ikke ny. På dette tidspunkt drev flere andre danske foreninger genbrugsbutikker. Men Kræftens Bekæmpelse gik til opgaven på en ny og anderledes måde, inspireret af den engelske kræftforening.
- Genbrug havde på dette tidspunkt ikke det bedste ry. Det var for folk, som ikke havde penge til andet. Udvalget var heller ikke noget at skrive hjem om. Det ville vi ændre på. Fra starten var idéen, at vi skulle sælge kvalitetsgenbrug. Vi vaskede alt tøj og reparerede tøj og møbler, før det blev sat frem i butikken, fortæller Tune Friis, projektleder i Kræftens Bekæmpelse Genbrug, der har været med fra start.
De frivillige er hjertet i butikkerne
Ambitionerne var store, og planen var at åbne 20 butikker på fem år. Helt så hurtigt gik det dog ikke. Efter at have åbnet fire butikker i 1991 i henholdsvis Aarhus, Randers, Horsens og Kolding, og endnu tre i 1992, ændrede foreningen strategi, så der endte med at gå omkring 10 år, før den næste butik åbnede i 2003.
Kræftens Bekæmpelse ville ikke kunne drive genbrugsbutikker uden frivillige. Frivillige tager imod varer, sorterer, prismærker dem og betjener kunderne.
Her ses Karen Thomasen (th.), som har været butiksfrivillig i 25 år. Foto: Anita Graversen
Der er omkring 1.000 frivillige i alt i de 15 butikker. Og i hver af de fire første butikker, som i år kan fejre 30-års jubilæum, er der frivillige, som har været med fra starten.
- Vores genbrugsfrivillige er så dedikerede til sagen. For de fleste bliver det en livsstil og et fast holdepunkt, som de ikke vil undvære. De har et sammenhold ud over det sædvanlige, fortæller Tune Friis.
Læs meget mere om, hvordan hele genbrugseventyret startede
Mød også Karen, som har været butiksfrivillig i 25 år:
For Karen er sammenholdet i butikken meget værdifuldt