Luk

30 år med genbrug i Herning

Sammenhold, seje frivillige og godt genbrug har gjort Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Herning til en succes. På mandag den 15. august kan butikken holde 30 års jubilæum, og det fejres hele ugen med konkurrencer, jubilæumstilbud og auktioner med lokal kunst.

Kræftens Bekæmpelse Genbrug i Herning fejrer 30 års jubilæum

I Nørregade 6 er frivillige fra Kræftens Bekæmpelse Genbrug ved at lægge sidste hånd på forberedelserne til en uges fejring. Mandag den 15. august kan butikken nemlig fejre 30 års jubilæum.

- Det er da en rigtig stor og begivenhedsrig mærkedag, som mine kollegaer og jeg glæder os meget til at fejre, fortæller 69-årige Hanne Lindholm, som har været frivillig i butikken siden 1992. I over 29 år har hun troligt passet sine ugentlige vagter i butikken og dermed været med stort set fra butikkens spæde start.

Da butikken slog dørene op i 1992 var det i et 150 m2 stort butikslokale i Bredgade. Dengang var det knap så velanset at købe genbrug, men i takt med en øget miljøbevidsthed og en trang til at skille sig ud fra masserne, er genbrug de seneste mange år gået hen og blevet en fast del af danskernes forbrug og for mange endda en trendy livsstil.

For at imødekomme den positive udvikling valgte Kræftens Bekæmpelse i 2014 at flytte til nogle større butikslokaler på 600 m2 på Nørregade.

22 millioner på 30 år
På de 30 år der er gået har butikken solgt for mere end 22 mio. kr. kvalitetsgenbrug. Overskuddet af de penge er gået til forskning, forebyggelse og støtte til patienter og alle deres pårørende.

Det er de frivilliges fortjeneste, at butikken lever i bedste velgående efter 30 år.

Det er de frivilliges fortjeneste, at butikken lever i bedste velgående efter 30 år. Foto: Kenneth Johansson

De frivilliges fortjeneste
At butikken lever i bedste velgående efter hele 30 år, skyldes ikke alene danskernes gavmilde donationer og købelyst af kvalitetsgenbrug, det kan i den grad også tilskrives de frivilliges indsats. De frivillige sørger for modtagelse af butikkens mange donationer, de står for sortering, prismærkning og præsentation af varerne, samt betjening af butikkens mange kunder.

- Det er først og fremmest de frivilliges fortjeneste at vi har en så velfungerende butik. De er meget engagerede og dedikerede, og yder en kæmpe indsats for sagen. Vi har 38 frivillige og flere af dem har stort set været med fra starten. Det kan jeg kun være meget stolt af, udtaler Kenneth Johansson, distriktschef for butikken. 

Foruden Hanne Lindholm, så er 77-årige Karen Bækgaard Pedersen en af de frivillige, der har været med stort siden butikken slog dørende op.

-  Det har været rart at komme ned i butikken og gøre mig nyttig for en vigtig sag. Og så har det samtidig givet mig så meget, at tale med de andre frivillige. Mange af dem har jo selv stået over for kræft på den ene eller anden måde. Vi er gode til passe på hinanden, fortæller Karen, som er tidligere brystkræftpatient og som igennem årene har måtte sige farvel til flere søskende til kræft.

Jubilæet fejres bl.a. med spændende auktioner om to malerier doneret af lokalkunstnere.

Jubilæet fejres bl.a. med spændende auktioner om to malerier doneret af lokalkunstnere. Foto: Kenneth Johansson

En hel uge med jubilæumsaktiviteter
Fejringen af jubilæet strækker sig over hele uge 33, hvor der vil være masser af aktiviteter. Eksempelvis vil der være udsalg på forskellige varegrupper, mulighed for at vinde et gavekort til butikken samt mulighed for deltage i spændende auktioner om to malerier doneret af henholdsvis lokalkunstneren Ulla Houe og Ove Ødegaard.

Praktisk information om jubilæet:
Jubilæet fejres på Nørregade 6, 7400 Herning. Det sker hele uge 33 i tidsrummet 10.00 – 17.00 i hverdagene og 10.00-13.00 om lørdagen. Alle er velkomne.

Om Kræftens Bekæmpelse Genbrug:
Kræftens Bekæmpelse Genbrug har eksisteret siden 1991 og findes i dag i 15 forskellige byer. Al overskuddet fra butikkerne går til Kræftens Bekæmpelses indsats inden for forskning, patientstøtte og forebyggelse. Kræftens Bekæmpelse Genbrug drives af knap 1000 frivillige landet over.

Interesserede der har lyst til at være med som frivillig i butikken, kan kontakte Kenneth Johansson på 30 38 15 08 eller mail: ken@cancer.dk

Læs også om Karen, som har været frivillig i knap 30 år