Fem frivillige i Kræftens Bekæmpelse ser tilbage på året, der er gået. Fotos: Private (fotomontage: Kræftens Bekæmpelse)

Hvad end du er frivillig i en lokalforening, en kræftrådgivning, et regionsudvalg, en genbrugsbutik, i Stafet For Livet eller noget helt sjette, så har du formentlig i en eller anden grad skullet tage højde for coronavirus i forbindelse med dit frivillige arbejde i år.

Det har ikke været lige nemt hele vejen, men udfordringerne har også givet plads til nye idéer og nye måder at arbejde på. Nogle har oplevet, at de er rykket endnu tættere sammen i deres frivilliggruppe, og andre har fået en hjælpende hånd fra uventede kanter. I denne artikel kan du møde fem forskellige frivillige, som arbejder med hvert sit indsatsområde og kommer fra hver sin del af landet. Men de har alle det samme til fælles: De brænder for kræftsagen.


BENT PETER LARSEN, NÆSTFORMAND I ESBJERG LOKALFORENING

Hvordan vil du betegne år 2020 som frivillig i Kræftens Bekæmpelse?
- Det har selvfølgelig været påvirket af coronaen, som har sat sin dagsorden mange steder. Men det har på mange måder også været et rigtig godt år. Vi har f.eks. lige fået 50.000 kr. fra en privat virksomhed, som valgte at støtte os i stedet for at give sine kunder julegaver. Det er vi rigtig glade for. Det er også lykkedes os at få ansat en pårørendevejleder i kommunen. Det har vi arbejdet på siden det tidlige forår. Vi har kontaktet byrådsmedlemmer og pressen, og vi har skrevet læserbreve, haft møde med borgmesteren og samarbejdet med andre patientforeninger. Det har vi godt kunnet, fordi det meste har været på skrift. Nu er det blevet vedtaget i budgettet, og vi har oven i købet fået indflydelse på implementeringsfasen, og hvordan opgaven skal løses. Vi har også fået en mere ambitiøs pårørendepolitik i kommunen. Det er vigtigt, fordi pårørende er en vigtig ressource. Hvis vi ikke passer på dem, kan de miste mod og kræfter, så vi skal passe på de pårørende.

Bent Peter Larsen glæder sig over, at rigtig meget er lykkedes, selv om aktiviteter er blevet besværliggjort af coronaen. Foto: Privat.

Vi har også forsøgt at gennemføre de sædvanlige aktiviteter såsom Landsindsamlingen, Stafet For Livet og Lyserød Lørdag, og vi var ude foran et apotek og uddele materiale i HPV-ugen. Det hele har været besværliggjort af coronaen. Der var færre indsamlere til Landsindsamlingen, men jeg fik til gengæld ligeså mange penge på min rute, som jeg plejer. Stafetten blev gennemført ved hjælp af nogle digitale initiativer, og til Lyserød Lørdag stod vi uden for et lokalt bycenter i stedet for indenfor. Det har ikke givet ligeså mange penge, og der er kommet færre mennesker, end der plejer, men det har en værdi at opretholde traditionerne. Hvis der går et år eller to, er det svært at løbe i gang igen. Og vi trænger også til et fast holdepunkt, selv om det er anderledes.

Hvad har været den største udfordring?
- Det har været coronaen. Det har ikke været så let at mødes fysisk, og generalforsamlingen blev også afholdt for nedsat kraft. Det er træls, og det har været en udfordring for os. Det er ikke det samme at mødes digitalt. Det har en anden værdi at sidde over for hinanden og kunne se hinanden eller gå rundt og snakke med kollegerne. Man kan godt have en fin dialog til et digitalt møde, men det er ikke det samme, og jeg tror også, at der er nogle, som melder fra, hvis de ikke er så fortrolige med det digitale. Det er ærgerligt for os alle sammen.

Hvad har du lært af året, som du kan tage med dig i dit frivillige arbejde fremover?
- At man godt kan løse ting digitalt, vi ikke troede var muligt før. Vi er også blevet tvunget til at tænke anderledes. For eksempel da vi ikke kunne lave en fysisk stafet, så lavede vi noget andet i stedet. Det kan vi godt tage med os fremover. Jeg synes også, vi har fået en reminder om, hvor meget fællesskabet betyder. Man lærer at sætte pris på det, når det mangler. Jeg tror, det vil betyde, at vi værdsætter det endnu mere og måske også bidrager mere til det.

LENE GRAA JAKOBSEN, VÆRTSFRIVILLIG I KRÆFTRÅDGIVNINGEN I AALBORG

Hvordan vil du betegne år 2020 som frivillig i Kræftens Bekæmpelse?
- Det har været et meget anderledes år. Jeg har en ugentlig vagt, og jeg har kunnet mærke, at der er mere stille i rådgivningen, end der plejer at være. Personer berørt af kræft skal helst ikke udsættes for smitte med coronavirus. Så bare det at bevæge sig udenfor kan udgøre en potentiel risiko, hvis man er sårbar.

Lene Graa Jakobsen gør alt, hvad hun kan, for at give gæster en varm velkomst i kræftrådgivningen på trods af de restriktioner, der er for tiden. Foto: Privat.

Som værtsfrivillig har jeg i år haft fokus på nogle andre ting end at føre borgere godt ind til rådgivning. Jeg har fået en rengøringsfunktion, fordi det er vigtigt at holde alle kontaktflader rene. Tidligere tog jeg som værtsfrivillig den indledende snak i forbindelse med velkomst. Nu er der er i højere grad fokus på at få gæster placeret rundt omkring og derefter holde afstand og trække sig lidt tilbage. Det har jeg været lidt ked af. I mit arbejdsliv har jeg i 35 år levet af kommunikation og service. Mit servicegen er stadig intakt, og det vil jeg gerne bruge.

Hvad har været den største udfordring?
- Den største udfordring har for mig været den delvise nedlukning af rådgivningscentret. Og efter centret er åbnet igen, har der primært været rådgivning med tidsbestilling. Jeg savner den helt åbne rådgivning, hvor borgere kan komme direkte fra gaden eller fra hospitalet og bruge det hyggelige, livsbekræftende hus, som rådgivningscentret er. Som det er i øjeblikket, skal man helst have en aftale. Da syv kommuner i Nordjylland blev lukket helt ned, blev der endnu mere stille.
Ud over de låste døre i rådgivningen har det været en stor udfordring, at der skal bruges mundbind, når man er gående og stående. Smil og mimik kan gå tabt bag et mundbund, og de faktorer er vigtige i det første møde. Den fysiske kontakt såsom en hånd på skulderen og et varmt håndtryk er der heller ikke og kommer måske aldrig igen. Det kan også forstyrre det vigtige første møde.
Rådgivningscentret er desuden et aktivt hus med bl.a. korsang, strikkecafé og meget mere, men de aktiviteter ligger nu efter åbningstid for ikke at være så mange samlet på én gang. Jeg savner lidt det pulserende liv, der plejer at være i huset, når jeg har vagt.

Hvad har du lært af året, som du kan tage med dig i dit frivillige arbejde fremover?
- Omstændighederne i 2020 har sat fokus på vigtigheden af at kunne vise imødekommenhed, empati og omsorg på en anerkendende måde på trods af forhindringer som f.eks. lukkede døre og mundbind. Det har jeg øvet mig i, og det vil jeg fortsætte med. Jeg forventer, at der fortsat skal bruges mundbind, og at der vil være restriktioner et godt stykke ind i 2021. Ingen ved, om der igen bliver mulighed for et håndtryk, så jeg øver mig i at bruge ord i stedet. For nogle borgere kan dørtrinnet i rådgivningen opfattes som det højeste dørtrin i hele byen, så når de træder ind over det, vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at give dem en god, professionel og positiv velkomst. Jeg forsøger at udtrykke varme på andre måder, når jeg ikke kan give et håndtryk og har mundbind på, f.eks. ved at italesætte, at jeg smiler: ’Jeg ved ikke om det kan ses, men jeg sender dig et smil bag mundbindet… hvor er det godt, du kommer.’ Dette vil jeg fortsætte med - også i 2021! 

DORTE SMITH, FRIVILLIG I KRÆFTENS BEKÆMPELSE GENBRUG I HELSINGØR

Hvordan vil du betegne år 2020 som frivillig i Kræftens Bekæmpelse?
- Det har været et år med udfordringer – både på godt og ondt. Det var trist, da vi måtte lukke. Vi var meget kede af det alle sammen. Det fylder meget i vores hverdag at komme her og gøre noget. Så corona var en kæp i hjulet for os. Vores butik er normalt meget travl, og vi fik da også en pukkel af ting, efter folk havde gået og ryddet op derhjemme. Vi er druknet i varer. Vi har haft varer næsten helt op til loftet og kunne godt bruge dobbelt så meget plads på lageret, som vi har. Nu har det løst sig, men vi får stadig mange fine ting fra folk. De går meget mere ind for idéen med genbrug. Så vi er oppe på dupperne for at få tingene gjort. Det er spændende at se alle de gode ting, vi får. Vi har mange stamkunder, og det er dejligt at have noget til dem.

Dorte Smith nyder, at det vælter ind med gode varer i butikken i Helsingør, og at sammenholdet er blevet endnu større. Foto: Privat.

Det var fantastisk at se, hvor godt vi kom i gang igen, da vi åbnede butikken, og mange kunder var glade for at komme igen. Butikken var så fin, for vi havde også haft tid til at rydde op. Vi har faktisk allerede indhentet det tabte i vores butik, så vi kan næsten ikke få armene ned.

Hvad har været den største udfordring?
- Det har været logistikken omkring de mængder af varer, vi har fået ind. Vi skulle have det håndteret, sorteret, prissat, og det skulle rengøres. Det var været en spændende udfordring, og vi har sagt til hinanden: ’Det her klarer vi altså’. Vi har arbejdet over og haft ’sorteringssøndage’, og vi har ryddet op. Det har vi været nødt til for at kunne være her. Det er et luksusproblem, og det er faktisk ikke et problem, for det har været så storslået. Vi har fået rigtig mange gode ting.

Hvad har du lært af året, som du kan tage med dig i dit frivillige arbejde fremover?
- Vi har lært at tackle hinandens forskelligheder, og at vi alle trækker på samme hammel. Der har været stor opbakning til at arbejde over og tage nogle ekstra timer om søndagen for at få det hele til at fungere. Vi arbejder godt sammen og er blevet endnu mere sammentømret. Og vi gør det helhjertet. Alle, der arbejder her, gør det for Kræftens Bekæmpelse – det er vores overordnede mål. Vi vil skaffe det udkomme, vi kan. Samtidig har vi det godt med hinanden, så det er både socialt og givtigt. Jeg bliver glad i låget af at være her. Hvis jeg bare stod og tørrede støv af, og der kom en kunde i ny og næ, ville jeg ikke have lyst. Men jeg har virkelig lyst, når der er tryk på. Jeg bliver helt høj af det.

HERDIS HANGHØI, NÆSTFORMAND FOR REGIONSUDVALGET I SYDDANMARK

Hvordan vil du betegne år 2020 som frivillig i Kræftens Bekæmpelse?
- Jeg blev valgt ind i regionsudvalget i 2019, og vi havde mange aktiviteter i gang. Jeg deltog i ekstra møder, netværkede og fik talt med en hel masse. Det var rigtig spændende. Men pludselig var det væk. Jeg arbejder med emnerne pårørende og palliation og vil gerne samarbejde med andre interessenter, med kommunerne og med lokalforeningerne, men det bliver vanskeliggjort af, at man ikke kan mødes fysisk. Det er ikke det samme at holde onlinemøder, når man ikke kender hinanden. Man kan godt følge en dagsorden, men de uformelle snakke er ikke de samme, som når man sidder i et lokale og drikker kaffe sammen.

For Herdis Hanghøi er det vigtigt at have fingeren på pulsen, og hun synes, at coronatiden har givet nye digitale muligheder. Foto: Privat.

Vi har i regionsudvalget valgt at sætte vores emner på standby indtil starten af 2021, og så må vi se, hvordan verden ser ud på det tidspunkt. Det har jeg det rigtig dårligt med. Jeg brænder for opgaven, og der er nogle ting, jeg gerne vil ud at arbejde med, personer jeg gerne vil snakke med, og jeg vil også gerne ud og mødes med nogle pårørende. Det kan jeg jo slet ikke lige nu.

Hvad har været den største udfordring?
- Det er, at møderne bliver holdt online. Jeg er rigtig glad for de fysiske møder, hvor man kan sparre med hinanden og udveksle idéer, og man kan aflæse mimik og kropssprog. Det er svært på en skærm. Det kan godt fungere, hvis man er 4-5 stykker, men vi har nogle gange været mange, og så kan man ikke se hinanden alle sammen. Det giver ikke den samme fællesskabsfølelse og stemning, og der er måske nogle, som ikke kommer til orde. Der kan være nogle, som ikke siger noget, fordi de ikke er trygge ved Skypemøder og derfor bliver tilbageholdne. Jeg vil gerne kunne se folk i øjnene og se, om de ryster på hovedet, eller om de er enige.

Hvad har du lært af året, som du kan tage med dig i dit frivillige arbejde fremover?
- I visse tilfælde kan onlinemøder være ganske udmærkede. Det kan være informationsmøder, eller hvis man bare skal drøfte en lille ting, så er det godt, at vi ikke skal ud at køre alle sammen. Det kan vi godt klare online. På den måde kan man spare tid på kørsel og transportudgifter. Vi i formandskabet har haft et onlinemøde med vores konsulent en gang om måneden, hvor vi bliver orienteret om, hvad der rører sig. Det fungerer godt. Det er vigtigt for os at have fingeren på pulsen og vide, hvad der f.eks. sker i Kræftens Bekæmpelse i København og på Christiansborg. Vi har brug for at vide, hvad der sker for kræftpatienter i en coronatid, og om ting udvikler sig i en uheldig retning. Vi skal også være opmærksomme på, om der er ny lovgivning på vej, og om der er emner, vi kan samarbejde med lokalforeningerne om. Det er vigtigt, at vi hele tiden er orienteret, for butikken kører jo videre. Og vi holder gejsten oppe, når vi ved, at der foregår noget, selv om vi ikke er derude.
Man kan også holde oplæg online, som ikke kræver, at man sidder og debatterer efterfølgende, men hvor man får bibragt viden. Onlinemøder giver mulighed for at invitere flere med ind i ’rummet’ og berige flere med god viden. Jeg synes, at coronatiden udvikler kreativ nytænkning.

MIMI PETERSEN, FIGHTERTOVHOLDER I STAFET FOR LIVET HASLEV

Hvordan vil du betegne år 2020 som frivillig i Kræftens Bekæmpelse?
- Det har været et meget turbulent år. Vi var allerede gået i gang med stafetten. Vi havde fundet et nyt sted, vi skulle være og var begyndt at planlægge. Og så lige pludselig sagde det ’puf’, da coronaen kom. Vi fortsatte planlægningen lidt endnu, fordi vi først havde vores stafet i september. Vi ville så gerne lave den stafet. Det har været rigtig positivt de andre år, og vi kunne slet ikke forestille os ikke at lave stafetten.

Mimi Petersen glæder sig over opbakningen til den alternative lysceremoni i Haslev, og at folk var klar til at give en hjælpende hånd. Foto: Privat.

Da det stod klart, at vi ikke kunne holde den, som vi plejer, var vi stadig positive, og der var et rigtig godt samarbejde mellem os frivillige. Vi havde mange idéer og besluttede os for at lave en lysceremoni den 13. september. Det var fantastisk, og der var god opbakning. Vi frivillige mødtes på den måde, som vi kunne, og planlagde lysceremonien. Den er så betydningsfuld. Ved stafetten samler vi penge ind, men til lysceremonien er der samling, opbakning og refleksion.
Vi havde et telt på torvet i Haslev med afstand og sprit, og hvor folk kunne købe lysposer og skrive på dem. De handlende fik også lysposer, så de kunne sælge dem, og opbakningen var større, end vi troede. Det var så positivt. På torvet kom folk hen og snakkede og sagde, at de syntes, at det var fedt, at vi gjorde det. Der kom også en fra Haslevkoret og sang, og der var den samme stemning i det hele, bare med færre mennesker. Vi havde det sådan, at ’wow, hvis vi ikke kan andet næste år, så kan vi i hvert fald det her.’

Hvad har været den største udfordring?
- Den største udfordring var lige pludselig at skulle tænke anderledes og tænke mange andre ind i det. Der var heldigvis ikke så stramt et forsamlingsforbud, da vi havde vores lysceremoni. Men vi måtte finde ud, hvad vi kunne, og hvor velvillige folk ville være til at bakke op. Vi skulle tænke helt anderledes og til en anden målgruppe. Men alle var positive, og ingen sprang fra. Vi tænkte ’det går nok’.

Hvad har du lært af året, som du kan tage med dig i dit frivillige arbejde fremover?
- Vi kan sagtens bede andre om hjælp – også til at få lavet tingene. De vil gerne støtte os. Så vi skal bare være gode til at gå ud og spørge folk. Og selv være positive. Også selv om alt har været så turbulent. Den ene dag må man noget, og den næste må man ikke. Vi håber, at vaccinen er kommet næste år, så vi kan holde vores stafet i september, som vi plejer. Det betyder meget for os, at vi kan få alle de unge fra efterskolerne med. Men vi ved det ikke endnu. Vi holder håbet højt.