Luk

Advarsel: Forsøg på phishing på lokale Facebooksider

Hvis du er administrator på en Facebookside under Kræftens Bekæmpelse, skal du være opmærksom på, at der i øjeblikket er forsøg på phishing på Facebook.

17. november 2021
KATINKA AGGER, PATIENTSTØTTE & FRIVILLIG INDSATS
Forsøg på phishing

En af Kræftens Bekæmpelses lokale Facebooksider under Stafet For Livet har været udsat på et forsøg på phishing. En frivillig modtog noget, der lignede en notifikation fra Facebook på sin lokale Stafet For Livet-Facebookside. Notifikationen angav, at siden var blevet anmeldt til Facebook og ville blive lukket permanent, hvis ikke administratoren fulgte et link og indtastede sin email-adresse og kode til Facebook indenfor 12 timer.

Forsøg på phishing på lokal Facebookside. Den frivillige valgte ikke at klikke på linket, men kontaktede i stedet Frivillig Indsats.

Heldigvis klikkede den frivillige ikke på linket, men kontaktede i stedet Frivillig Indsats. Dermed blev forsøget på phishing afværget.

Vi opfordrer alle, der er administrator på en Facebookside at være opmærksom på, at der i øjeblikket er forsøg på phishing på Facebook. Modtager du lignende notifikationer, så ignorer dem. I tvivlstilfælde kan du tage et skærmbillede og sende til os på frivillig@cancer.dk.

Hvad er phishing?
Phishing er, når nogen forsøger at få adgang til dine fortrolige oplysninger ved at sende dig beskeder eller links. Derfor er det vigtigt, at du ikke trykker på links, hvis beskeden ser mistænkelig ud. Hvis det lykkes vedkommende at komme ind på din Facebookkonto, kan den blive brugt til at sende spam fra.

Facebook råder til, at man aldrig svarer på beskeder, der beder om din adgangskode, dit personnummer eller dine kreditkortoplysninger. Hav heller ikke tillid til beskeder, der kræver penge, tilbyder gaver eller truer med at slette eller udelukke din Facebook-konto. Og klik ikke på beskeder med mistænkelig links.

Lær at genkende phishingmails
Phishing kan også optræde som mails sendt til din mailkonto. Disse mails har også til formål at lokke fortrolige oplysninger eller penge ud af dig. Da bagmændene bliver dygtigere og dygtigere, kan det – ligesom på Facebook – være vanskeligt at afsløre, at der er tale om en phishingmail. Ofte vil afsenderen se ud til at være en person, du kender.

Der kan dog være tegn, som du kan være opmærksom på, for eksempel:

  • Er afsenderens mailadresse fuldstændig korrekt?
  • Er der dårligt oversat tekst?
  • Er der forslag om, at du skal udføre opgaver, som ikke er sædvanlige?

Hvis du har mistanke om, at det er phishing, så må du ikke trykke på links og undlad også at åbne vedhæftede filer og indtast aldrig dine personlige oplysninger. Kontakt altid frivillig@cancer.dk hvis du er i tvivl.