Luk

Arvedonationer hjælper børn og unge i sorg

Gavmilde arvedonationer støtter syv projekter til gavn for børn og unge, der alle er pårørende til en alvorligt syg. Læs mere om, hvordan midler fra arvedonationer gør en forskel og hvordan du som frivillig kan hjælpe med at sprede budskabet. 

10. marts 2022
Betina Ørting Eskildsen, Fundraising & Medlemmer

Foto: Cecilia Birkmose Samsson

Arveindtægter udgør over en fjerdedel af Kræftens Bekæmpelses indtægter og er derfor helt afgørende for vores vigtige arbejde. Nu har vi fået mulighed for at synliggøre nogle af de projekter, som får gavn af arvedonationerne. Nemlig syv projekter, som har til formål at hjælpe og vejlede voksne med at give børn i sorg den støtte de har brug for.

- Forståelsen af børn i sorg er gennem de seneste år blevet meget mere udtalt. Men der er fortsat behov for viden for at forstå børns sorg og hvordan børn i sorg bedre kan hjælpes. Derfor er vi meget stolte og taknemmelige for donationerne fra arv, som er et afgørende bidrag på den vej, fortæller Per Bøge, børne- og ungechef i OmSorg.

Et af de syv projekter er ’Sorggrupper i skoler’. På en skole med 500 børn vil der statistisk set være mellem 5 og 15 børn, som har mistet en forælder og cirka 12-16 børn, der hvert år oplever, at far eller mor bliver indlagt med en livstruende sygdom.

Foto: Cecilia Birkmose Samsson

Det betyder voldsomme tanker, stærke følelser og store ændringer i børnenes hverdag, og konsekvenserne kan trække spor langt ind i voksenlivet. Noget af det, der kan hjælpe børnene, er at dele de tunge tanker med ligesindede i en sorg- eller samtalegruppe. Siden 2018 har sorggrupper derfor været en prioriteret indsats i Kræftens Bekæmpelse. Det har resulteret i, at der i dag tilbydes sorggrupper på skoler i 20 kommuner landet over.

Men blandt de syv projekter er der blandt andet også fokus unge, der går i gymnasiet og som oplever kritisk sygdom i familien og på, hvordan man undgår social eksklusion af børnekræftpatienter og deres søskende. Du kan læse om alle syv projekter her:

Syv projekter støtter børn og unge som pårørende

Foto: Cecilia Birkmose Samsson

Vigtigt budskab at dele
Kræftens Bekæmpelse har haft fokus på arv og testamente på vores kommunikationskanaler i de første måneder af året. Men budskabet er altid relevant. Derfor kan du som frivillig altid gøre en forskel ved at hjælpe med at dele budskabet om, hvilken forskel arvedonationerne gør for børn og unge. Du kan læse meget mere her:

Læs mere om arvedonationer

Mange har set vores videoer, hvor advokat, Charlotte Hjeds på 10 minutter giver indblik i arvereglerne i seks forskellige livssituationer. Disse små film giver også et overblik over, hvordan man rent praktisk opretter et testamente.

Er du nysgerrig på arvereglerne i netop din livssituation, kan du se videoerne her:

Se videoer om arvereglerne

Foto: Cecilia Birkmose Samsson

Mange henvendelser til arverådgiverne
Vores kampagneindsats når ud til rigtig mange, og flere har kontaktet vores arverådgivere Charlotte og Karin. Vi har sendt rigtig mange fysiske arveguides afsted med posten og vores arvequiz vækker stadig nysgerrighed og interesse blandt vores målgruppe. Vi har desuden set en stigning i de nye testamenter, som vi kender til, fordi vi har givet et tilskud til advokatregningen. 

Har du selv lyst til at teste din viden, eller kender du nogen, som det ville være relevant for – kan du prøve arvequizzen:

Prøv arvequizzen 

Hvis I møder nogen, som har overvejelser om arv og testamente, så fortæl dem,  at de kan få vores gratis arveguide og at vores arverådgivere sidder klar til at besvare spørgsmål på tlf. 35 25 77 70 eller mail arv@cancer.dk.