Luk

Vær med til at beskytte de mindste mod solens stråler

Sidste år nåede vi ud til rekordmange børn med Den lokale soluge, til trods for at vi ikke kunne komme fysisk ud i dagsinstitutionerne på grund af coronasituationen. I år forventer vi en lignende situation, og vi forbereder os derfor igen på at skulle tage kontakt til dagsinstitutionerne og hjælpe dem med selv at tage soltemaet op.

16. februar 2021
FOREBYGGELSE & OPLYSNING

I Den lokale soluge lærer små børn om gode solvaner. Foto: Kræftens Bekæmpelse.

Når forårssolen begynder at varme vores kinder, er det igen tid til at have fokus på, hvordan vi beskytter de små mod solens stråler. I år afholdes Den lokale soluge i uge 20.

Vi har en formodning om, at coronavirus stadig påvirker landet på det tidspunkt, og derfor vil Den lokale soluge igen i år blive anderledes. Det vil desværre nok stadig ikke blive muligt at møde fysisk op i institutionerne. I stedet skal daginstitutionerne ligesom sidste år stå for at afvikle solugen, og de skal også selv bestille 'Soltema'-pakken via webshoppen. Pakken kan ikke bestilles via frivillig.dk.

Det er selvfølgelig vigtigt, at dagsinstitutionerne ved, at der er lokal soluge i uge 20, og at de selv skal bestille materiale.

Gode erfaringer fra sidste år
Når materialerne er klar, må I derfor meget gerne tage kontakt til de lokale institutioner og opfordre dem til at bestille soltema-pakken og afholde eventen. Vi er også ved at udarbejde materialer, som I kan bruge, hvis/når i tager kontakt til institutionerne.

Sidste år gik det rigtig godt med at kontakte daginstitutionerne og få dem til at afholde soltema. Læs om erfaringerne fra sidste år:

Frivillige går nye veje for at beskytte børn mod solen

Hvis coronasituationen ændrer sig, og det alligevel bliver muligt at tage ud i institutionerne, vil vi opfordre jer til at lave lokale aftaler med institutionerne de steder, hvor I har mulighed for at lave besøg. Det vil dog i de tilfælde stadig være institutionerne, der skal bestille soltema-pakken.

Vi er i øjeblikket i gang med at klargøre og udvikle materialer, og vil løbende holde jer opdateret. Har I spørgsmål til Den lokale soluge 2021, kan I altid skrive til os på vores mail: sol@cancer.dk