Luk

Bliv klogere på arvereglerne

Arvekampagnen er i gang og giver dig mulighed for at blive klogere på arvereglerne. Møder du som frivillig nogen, som har overvejelser om arv og testamente, så hjælp dem gerne med at finde viden om arvereglerne.

5. november 2024
Betina Ørting Eskildsen, Fundraising og Medlemmer

I de tre nye videoer, har vi sat fire forældre og børn i den varme sofa og stillet dem et par spørgsmål om arvereglerne – se, hvad de svarer ved at klikke på linket længere nede på siden.

Der er flere måder, du kan blive klogere på arvereglerne på: Du kan både tilmelde dig vores populære arvewebinar, teste din viden i arvequizzen og se med i vores nye videoer, som med et glimt i øjet formidler nogle af de lidt sværere begreber inden for arveret.

Ville du kunne svare på de her spørgsmål?
I vores november-kampagne introducerer vi tre små korte film, som med glimt i øjet formidler nogle af de svære begreber inden for arveret. Vi har sat fire medlemmer af Kræftens Bekæmpelse i stævne, som sammen med deres voksne børn kom en tur i den varme sofa. Her skulle de frit fra leveren svare på, hvad bl.a. uskiftet bo eller tvangsarv betyder. Det kom der en række sjove klip ud af. Videoerne bliver annonceret på Facebook og skal inspirere folk til at klikke videre til vores informative arvevideoer, hvor vores arverådgiver tegner og fortæller om arveloven i seks forskellige livssituationer.

Se videoerne med forældre og børn her

Se videoerne med arverådgiver her

Deltag i webinaret og få indblik i arveretsadvokaternes faglige viden og bliv klogere på, hvad du skal være særligt opmærksom på i din livssituation.

Kom med til webinar om arv, testamente og fremtidsfuldmagt
Du er inviteret til online arveforedrag tirsdag den 19. november kl. 17:00 – 18:00. Webinaret henvender sig til dig, der er nysgerrig på arvereglerne og ønsker viden om, hvad du skal være særligt opmærksom på i netop din livssituation. Vores dygtige arveretsadvokater, Karin Suhr Pullen og Charlotte Hjeds får dagligt mange spørgsmål om arv og testamente. Du kan derfor glæde dig til et webinar, hvor du får indblik i deres faglige viden om arveloven, og hvor du samtidig får mulighed for at stille spørgsmål undervejs.

For at deltage i webinaret skal du tilmelde dig på forhånd. Det bliver desuden muligt at gense webinaret efterfølgende i en begrænset periode.

Webinaret foregår online tirsdag den 19. november kl. 17-18, og alle er velkomne til at tilmelde sig – og til at opfordre familie, venner og bekendte til også at deltage.

Tilmeld dig webinaret her

Se med hjemme fra din egen stue
Formålet med webinaret er at gøre endnu flere klogere på arv og testamente og muligheden for at tilgodese Kræftens Bekæmpelse. Indholdet er relevant, uanset om du overvejer at betænke Kræftens Bekæmpelse i dit testamente eller ej. Webinaret er tænkt som et supplement til vores fysiske arveforedrag rundt om i landet og til vores videoer om arvereglerne. Det er gratis at deltage i vores online arveforedrag – og du kan se med hjemme fra din egen stue. 

Sig det videre…
Hvis du som frivillig møder nogen, der har overvejelser om arv og testamente, så fortæl dem endelig, at de kan bestille arveguiden gratis her og at vores arverådgivere sidder klar til at besvare spørgsmål på tlf. 35 25 77 70 eller mail arv@cancer.dk.

Arvedonationer gør en stor forskel
Arveindtægter udgør over en fjerdedel af Kræftens Bekæmpelses indtægter og er derfor helt afgørende for vores vigtige arbejde. Uden arvedonationer ville vi være nødsaget til at reducere vores forskningsindsats, og vi ville ikke kunne oplyse og give gratis støtte til patienter og pårørende i samme omfang som hidtil.

Derfor er det vigtigt, at vi gør opmærksom på, at testamenter er en af de måder, man kan støtte Kræftens Bekæmpelse på, og hvordan man i givet fald gør.

Du kan læse mere om, hvorfor vi kører arvekampagner, og hvad du kan gøre som frivillig ved at logge ind på frivillig.dk og gå ind under frivillige aktiviteter/fundraising/arvekampagnen.

Har du spørgsmål?
Du er altid velkommen til at kontakte os med spørgsmål omkring kampagnen. Skriv eller ring til Dorte Hee, ansvarlig for arv og testamente på hee@cancer.dk eller tlf. 23 46 23 15.

Fakta om arvekampagnen:

Hvornår:
Kampagnen kører fra 5. november til 2. december (webinaret foregår online 19. november fra kl. 17-18)

Hvor:
På TV 2’s kanaler vil du møde vores kampagnefilm med vores dygtige forskere, med Aleksander, der lever med uhelbredelig kræft og med Birthe og Thorkild, som har testamenteret til Kræftens Bekæmpelse.

I trykte medier som Politikken, Jyllands-Posten, Samvirke og Familie Journalen vil du møde annoncer med vores forsker samt testatorparret Birthe og Thorkild.

I digitale annoncer på Facebook og på diverse hjemmesider, vil du møde arvequizzen, arveguiden, videoer med forældre/børn og videoer med vores arverådgivere.

Derudover vil kampagnen også blive markedsført i Kræftens Bekæmpelses egne kanaler som nyhedsbreve, Facebook, LinkedIn og hjemmesider.

Hvad:
Se kampagnefilm

Bestil arveguiden 

Se video om arvereglerne 

Se video med forældre og børn i den varme sofa