Kilde: Region Hovedstaden (bilag til møde i forretningsudvalg)
En væsentlig lavere andel af de patienter i Region Hovedstaden, der får konstateret brystkræft op til sommerferien, behandles inden for de fastlagte mål i kræftpakkerne, når man sammenholder med resten af året. Det viser nye data fra Region Hovedstaden, som fremgår af figuren ovenfor. Og tallene viser også, at regionen i 2022 gentager mønstret for 2021.
Sidste år dalede andelen, der modtager behandling inden for forløbsmålene, nemlig også i sommerferieperioden
Faktisk var er det i juni og juli i 2022 kun cirka en ud af fem kvinder med brystkræft, som behandles kirurgisk inden for det forløbsmål, der er i kræftpakkerne. I juli og august 2021 var det lidt mere end hver fjerde, som blev behandlet i henhold til målene i kræftpakken.
Personalemangel
Region Hovedstaden er udfordret af, at der mangler personale i det hele taget og navnlig i sommerferieperioden. Vi er ikke klar over i hvilket omfang andre regioner oplever tilsvarende udfordringer, men noget tyder på, at tiden er inde til erfaringsudveksling i de fem regioner om, hvordan man håndterer kapaciteten henover sommerperioden.
Udfordringerne med behandlingskapacitet i ferier er noget Kræftens Bekæmpelses regionsudvalg eventuelt kan bringe frem, når man har regionerne i tale. I den forbindelse kan man eventuelt også opfordre sin region til at udveksle erfaringer om den her udfordring på tværs af de fem regioner.
For ferieudfordringen til trods er det naturligvis ikke hensigtsmæssigt eller rimeligt, at en stor andel af de brystkræftpatienter, som får deres diagnose op til feriesæsonen, stilles dårligere forløbsmæssigt, end de, som får deres kræftdiagnose på en anden årstid. Men måske har nogle regioner et svar på den her udfordring, så de ikke oplever samme udsving.