Luk

Nemt overblik over de kommunale kræfttal og hvor mange børn, der er pårørende

Et nyt elektronisk Danmarkskort giver dig et overblik over nøgletal på kræft i din kommune. Herunder også hvor mange børn, der er pårørende.

12. juli 2021
Ib Lindstrøm, Patientstøtte og Frivillig Indsats
Far og datter

Modelfoto

Danmarkskort over kommunale kræfttal med fokus på Guldborgsund

Danmarkskort over de kommunale kræfttal kan findes via linket nederst i artiklen. Her er vist, hvordan tal for Guldborgsund vises.

Hvor mange får hvert år konstateret kræft i min kommune? Hvor mange af dem har brug for et rehabiliteringstilbud, når de er færdigbehandlede? Og hvor mange børn og unge mister en forælder hvert år?

De spørgsmål plus flere kan du nemt og hurtigt få svar på ved hjælp af et nyt elektronisk Danmarkskort. Klik på en kommune og en række nøgletal på kræft i kommunen dukker op. Samtidig får du også tal på, hvor mange børn i kommunen, der er pårørende.

Særligt fokus på børn som pårørende

Et af de områder Kræftens Bekæmpelse vil have særlig politisk fokus på i den kommende tid er, at ingen pårørende skal stå alene. Derfor medtager Danmarkskortet også en række data på børn som pårørende.

Pop up vinduet på Danmarkskortet viser, hvor mange børn i hver enkelt kommune -

  • der oplever, at deres far eller mor indlægges med en kritisk sygdom (om året)
  • der mister en forælder (om året)
  • der lever uden en far eller mor

Hvad angår disse data for ’børn, der mister’ og ’børn, der lever uden en far eller mor’, gælder, at årsagen ikke kun er kræft, men kan skyldes alle former for sygdom eller hændelser.

I Kræftens Bekæmpelse har man valgt, at der skal fokuseres på alle børn uanset årsagen til, at de er blevet pårørende. Tallene på 'børn som pårørende', er udregnet på baggrund af, hver enkelt kommunes befolkningstal og ud fra landstal på forekomst af børn som pårørende. Alle basisdata er leveret af Danmarks Statistik.

Her kan du se det nye elektroniske Danmarkskort:

Kræftens Bekæmpelses kort over kommunale kræfttal 

FAKTA om Kræfttal for kommuner

De kommunedata, der præsenteres på det elektroniske Danmarkskort er baseret på et gennemsnit over de seneste fem år. Grunden til at der ikke kan ses tal for det seneste år er, at mange kommuner har så få indbyggere, at der forekommer variation fra år til år.

Baseres kommundata på enkeltår kan man i samme kommune opleve det ene år, at 340 får konstateret kræft. Næste år kan det tal være faldet til 310.  Sådanne forskelle er alene et udtryk for naturligt forekommende udsving. Ved at tage gennemsnittet over de seneste fem år udjævnes disse udsving og man får et mere retvisende billede af, hvor mange nye kræfttilfælde der i gennemsnit optræder i den konkrete kommune.

Kommunedata på kræft får du frem på den måde, at du klikker på din kommune på det elektroniske Danmarkskort. Herefter popper et vindue op med de vigtigste nøgletal på kræft i din kommune. Du kan naturligvis også klikke og se data for andre kommuner.

Bemærk at Danmarkskortet ikke kun har data på kræft. Der er også data på børn som pårørende.

1

Kommentarer

Jonna Nymann Pedersen

Jonna Nymann Pedersen Det er virkelig et godt redskab. Tak for overskueligheden.

12. juli 2021 11:27