Et godt eksempel på, hvordan civilsamfundsorganisationer kan aflaste i sundhedsvæsenet, så vi under coronapandemien, hvor patient- og pårørendeforeninger leverede en massiv indsats, skriver formand for Danske Patienter. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Debatindlæg af Klaus Lunding, formand for Danske Patienter. Bragt på Danskepatienter.dk og bragt i Altinget. 

Lad det være sagt med det samme: Civilsamfundsorganisationer og frivillige kræfter skal ikke kompensere for de faglige opgaver, som et presset velfærdssamfund ikke har ressourcer til at løfte. Kernen i et velfærdssamfund må og skal være at levere den nødvendige faglige og professionelle hjælp og støtte til borgere med særlige behov.

Men hvis vi sikrer gode rammer for civilsamfundet, bliver det både en gevinst for borgere og for samfundet. Et godt og stabilt civilsamfund er nemlig til uvurderlig gavn for mennesker i udsatte positioner, herunder dem, der er berørt af kronisk og langvarig fysisk og psykisk sygdom.

Civilsamfundsorganisationer kan bidrage med indsatser, som det etablerede velfærdssystem ikke kan – for eksempel har patient- og pårørendeforeninger unik og specialiseret viden om livet med kronisk sygdom, og via rådgivning og netværk får patienter og pårørende opfyldt nogle væsentlige behov, som kan være afgørende for, at de trives på trods af deres situation.

Livskvalitet og medmenneskelighed betaler sig
Civilsamfundet bidrager til at øge borgernes livskvalitet, og kan derigennem være med til at lette presset på offentlige velfærdsopgaver. Graden af livskvalitet har nemlig direkte betydning for patienter og pårørendes helbred, og for hvor meget de bruger sundhedsvæsenet.

For eksempel viser en dansk analyse, at konsekvenserne af forringet livskvalitet hos en, der er over 50 år, kan aflæses direkte på samfundsøkonomien to år senere i form af flere lægebesøg, hyppigere indlæggelse og ringere tilknytning til arbejdsmarkedet.

I stedet for at brandslukke i vores velfærdssamfund ved at trække frivillige kræfter ind i ligningen, bør man understøtte civilsamfundets vigtige indsatser. Først og fremmest, fordi det i sig selv er godt for den enkelte borger, men også fordi det er med til at lette presset på områder, som mangler ressourcer – herunder sundhedsvæsenet.

Et godt eksempel på, hvordan civilsamfundsorganisationer kan aflaste i sundhedsvæsenet, så vi under coronapandemien, hvor patient- og pårørendeforeninger leverede en massiv indsats.

Rådgivningstelefonerne var rødglødende – blandt andet fordi patienter og pårørende blev henvist til foreningerne af fagpersoner på hospitaler og praktiserende læger, som ikke selv kunne rådgive i forhold til livskvalitet, ensomhed og isolation. Foreningerne stablede desuden digitale netværk på benene, hvor patienter og pårørende, der ellers var plaget af ensomhed og isolation, kunne møde andre i samme situation.

De understøttede myndighedernes opgave med kommunikation, fordi de var i tæt kontakt med patienter og pårørende, og derfor kunne kommunikere målrettet til deres behov, og give myndighederne værdifuld information om de spørgsmål, som de sårbare borgere var særligt optaget af.

Civilsamfundet skal inddrages og finansieres bedre
Coronapandemien udstillede med meget stor tydelighed den centrale funktion, som civilsamfundet har, men det er ikke kun i kriser, at civilsamfundet løfter en kæmpe opgave – det gør de hver eneste dag, hvor tusindvis af udsatte borgere har brug for hjælp og støtte.

Der er dog et stort uudnyttet potentiale i samarbejdet mellem sundhedsvæsenet og civilsamfundsorganisationerne.

Ved at styrke civilsamfundet og skabe gode rammer for og samarbejder med civilsamfundet, kan sundhedsvæsenet spare ressourcer til gavn for samfund og udsatte borgere.

Vi er derfor glade for, at den nye SVM-regering i deres regeringsgrundlag lægger op til at sikre, at der skabes bedre rammer. Civilsamfundsorganisationerne oplever usikkerhed med hensyn til finansiering, og de inddrages ikke i tilstrækkelig grad af myndighederne i beslutninger, hvor deres solide viden om patienter og pårørende og andre sårbare grupper kan give værdifulde inputs.

Der er dels behov for stabil og øget finansiering af civilsamfundsorganisationerne. Patient- og pårørendeforeninger oplever generelt, at det er vanskeligt at skaffe funding. Midlerne er ofte kortsigtede, og foreningerne drukner i dokumentation.

Men der er også et grundlæggende behov for, at myndigheder i højere grad anerkender værdien af civilsamfundsorganisationerne, og eksempelvis inddrager deres viden og perspektiver i beslutninger, der vedrører optimal udnyttelse af sundhedsvæsenets ressourcer.

Civilsamfundsorganisationer er kort sagt et uvurderligt supplement til det etablerede velfærdssystem.

Og ved at styrke patient- og pårørendeforeninger og det øvrige civilsamfund, vil det både gavne den enkelte borger, samfundsøkonomien og de pressede medarbejdere i velfærdssektoren. Det er win-win-win.

Læs også indlæg debatindlæg af formand Helen Bernt Andersen og direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker. Indlægget blev bragt på Altinget.dk og på Cancer.dk.