Debat: Som patient var sundhedsvæsenet røget direkte på akutafdeling
Der er behov for at vende bøtten og erkende, at sårbare patienter har behov for noget andet og mere end velfungerende patienter, skriver Anne Kaltoft og Jesper Fisker. Foto: Kræftens Bekæmpelse
Debatindlæg af Anne Kaltoft, adm. direktør, Hjerteforeningen, fhv. ledende overlæge i hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital og Jesper Fisker, adm. direktør, Kræftens Bekæmpelse, formand, Life Fonden. Bragt i Altinget den 27. februar 2023 og på Cancer.dk.
Der er behov for at vende bøtten og erkende, at sårbare patienter har behov for noget andet og mere end velfungerende patienter, skriver Anne Kaltoft og Jesper Fisker.
Det er noget af en opgave, Sophie Løhde er blevet sat på, når hun skal endevende sundhedsvæsenet med hjælp fra en ny strukturkommission.
Selv siger indenrigs- og sundhedsministeren, at hun vil have ’kloge hoveder udefra’ til at sidde i kommissionen. Til Altinget forklarer hun, at hun ønsker deres bud på, hvordan fremtidens samlede sundhedsvæsen skal organiseres, struktureres og finansieres.
Der skal ikke herske tvivl om, at der i dén grad er behov for endog meget kloge hoveder, for sundhedsvæsenet er komplekst og problemstillingerne mange. Hvis sundhedsvæsenet havde været en patient, var det nok røget direkte på akutafdeling og senere sendt i et langt genoptræningsforløb.
Udfordringerne står i kø, og med den demografiske udvikling og medarbejderflugten fra sektoren in mente er der kun udsigt til mere turbulens.
Presset bliver stort
Ligesom indenrigs- og sundhedsministeren går Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse gerne ind i debatten med en fordomsfri tilgang – baseret på sund fornuft og faglig indsigt, men også med et helt særligt blik for patienterne. Et perspektiv, som strukturkommissionen bør have, så patienternes behov, erfaringer og ønsker bliver et centralt tema for arbejdet.
Strukturkommissionen skal belyse, hvordan der skabes mere sammenhæng for patienterne, hvordan den geografiske og sociale ulighed i vores sundhedsvæsen mindskes, og hvordan patienten kommer i centrum og får en sammenhængende plan for sin behandling.
Udgangspunktet er godt, men presset på kommissionen bliver stort. Allerede i 2024 skal dens medlemmer fremlægge modeller for et nyt sundhedsvæsen. Derfor er det afgørende, at man får patientperspektivet med fra start. Som patienternes repræsentanter vil vi derfor gentage ønsket om, at patienterne får en stærk stemme i kommissionen.
Vores viden og forståelse for patienternes perspektiv er et centralt bidrag, hvis nye strukturer skal skabe reel værdi – også for patienterne. Derfor vil vi her levere et første bidrag fra os – i form af bud på, hvad der bør prioriteres, så patienternes point of view er repræsenteret.
Kommissionen må gå fordomsfrit til værks, når stregerne til et nyt sundhedsvæsen skal tegnes på papiret. Oplagt er det at spørge: Hvad virker? Og hvad kan gøres bedre?
Heldigvis er der meget, der fungerer godt, men helt centralt står udfordringen med at skabe sammenhæng for patienterne. Særligt for de multisyge og sårbare patienter er diagnosticering, behandling, opfølgning og rehabilitering et sandt forhindringsløb, når de bevæger sig fra det specialiserede sundhedsvæsen til det nære sundhedsvæsen og tilbage igen.
Tag eksempelvis den ældre mand, der tøvende kommer til sin egen praktiserende læge med symptomer på noget, der muligvis kunne være kræft. Lægen skal først have ham igennem det nåleøje, det alt for ofte er at få en patient med vage kræftsymptomer til undersøgelse på sygehuset.
Efter noget tid kan det konstateres, at han desværre har kræft. Manden ryger i kræftpakke, behandles, udskrives – og får derpå voldsomme senfølger, som han bøvler med at få hjælp til i sin kommune.
Eller tag hjertepatienten, som efter en tredobbelt bypassoperation oplever, at ingen griber ham. På hospitalet fortæller de, at kommunen tager fat i ham omkring rehabilitering – men han hører intet.
Først et par måneder efter at patientens verden er blevet vendt på hovedet, kontakter kommunen ham med et tilbud, som imidlertid ikke imødekommer hans behov for kost- og motionsvejledning. Og psykisk rehabilitering kommer slet ikke på tale. Tilbage sidder han med ét stort spørgsmål: ”Hvordan får jeg min tilværelse tilbage?”.
Spørgsmålene kan ikke altid besvares
Hvad enten man rammes af kræft, hjertesygdomme eller anden alvorlig sygdom, vil såvel patienten som de pårørende undervejs i forløbet stille sig selv og hinanden de oplagte spørgsmål: Hvem har det overordnede ansvar for patienten? Hvor er de seneste sundhedsoplysninger? Er behandlingsplanen opdateret? Hvad er planen, når patienten er hjemme igen efter at have været indlagt?
Desværre kan spørgsmålene langtfra altid besvares. I ’rejsen’ gennem sundhedsvæsenet møder patienter og pårørende et hav af forskellige sundhedsprofessionelle, der anvender forskellige it-systemer og er ansat i forskellige organisationer, der ikke kommunikerer problemfrit med hinanden.
Det er spild af offentlige ressourcer på så mange niveauer.
Vi foreslår et opgør med kasse- og systemtænkningen. Tag i stedet udgangspunkt i den enkelte patient. Lav forløbet, så det passer til hans eller hendes situation fra start til slut – fra første besøg hos egen læge til sidste besøg i kommunens genoptræningscenter.
Indret sundhedsvæsenet derefter – ud fra devisen om, at sundhedsvæsenet er til for patienterne, ikke omvendt.
Den udfordring må og skal løses, for flere og flere sundhedsydelser skal håndteres i det nære og tæt på borgerne. Det kræver, at regioner og kommuner skal leve op til de samme krav om faglighed og kvalitet.
Vi ser frem til, at strukturkommissionen nedsættes og håber på, at patienterne får en stærk stemme i arbejdet. Som patientforeninger sidder vi parat til at levere faglig indsigt i patienternes og de pårørendes behov. For når vi skal skabe fremtidens sundhedsvæsen, må vi ikke glemme det vigtigste perspektiv, nemlig patienternes.