PR-foto fra filmen 'Lige før døden'
For 14 år siden døde filminstruktør Anne Regitze Wivels mand, politikeren Svend Auken, af kræft. Parret tilbragte den sidste tid på Bispebjerg Hospital, og nu er Wivel vendt tilbage til afdelingen for at skildre det palliative personale, der arbejder i det svære felt mellem liv og død.
Det er der kommet den smukke og livsbekræftende dokumentarfilm ’Lige før døden’ ud af. For hvordan er det at gå på arbejde hver dag for at tage sig af mennesker, hvis liv er ved at rinde ud? Og hvordan gør man det sidste kapitel i et andet menneskes liv til en god, livfuld tid? Det undersøger Wivel, mens hun ser tilbage på sin sidste tid sammen med Svend Auken.
Få rabat til filmvisning og debatarrangement
Filmen er lavet med støtte fra bl.a. Kræftens Bekæmpelse, og derfor kan du som frivillig i vores forening komme til visning af filmen med efterfølgende debat, hvor du sparer 20 pct. på billetprisen.
Visningen er en del af filmfestivalen CPH:DOX og foregår torsdag den 23. marts kl. 19 på Panum Instituttet i København. Bagefter er der debat om den værdige død med formand i Kræftens Bekæmpelse, Helen Bernt Andersen, overlæge og kræftforsker, Mogens Grønvold (Panum, Københavns Universitet) og hospitalspræst på Rigshospitalet, Lotte Blicher Mørk.
Du kan læse mere om filmen her.
Hvis du ønsker at deltage i arrangementet den 23. marts, hvor du får 20 pct. rabat på billetprisen, så klik på ’buy ticket’ ud for denne dato. Klik på ’have a discount code?’ i tilmeldingsformularen og skriv kodeordet CANCER (husk store bogstaver) i feltet. Gennemfør herefter betalingen som normalt.
Se filmen flere steder i landet
’Lige før døden’ kan også ses en række andre steder i landet fra den 15. til den 30. marts. Visningerne er arrangeret af de enkelte kommuner, og langt de fleste kommuner har valgt at gøre visningerne gratis.
Der kan dog godt være enkelte kommuner, som vælger at tage betaling. Her virker rabatkoden fra CPH:DOX desværre ikke, da det er kommunerne selv, der styrer billetsalget.
Du kan også se, hvor i landet filmen vises her.
Stream filmen hjemme – med rabat
Har du ikke lyst eller mulighed for at se filmen ved en visning, så bliver det også muligt at streame den i en kortere periode fra den 24. marts til 2. april som en del af CPH:DOX’ digitale festival.
Du kan streame filmen fra samme side, som du køber billet til de øvrige arrangementer, nemlig herfra.
Vær dog opmærksom på, at streaming-funktionen først bliver tilgængelig den 24. marts. På streamingplatformen kan du også bruge rabatkoden CANCER og få 20 pct. rabat på visning af filmen.