Luk

Få tips til at arbejde politisk lokalt

Vil du gerne have konkrete redskaber til det lokale kræftpolitiske arbejde? Så kan du tilmelde dig nye digitale kurser.

29. april 2021
BIANCA KORINTHA KRAGESAND FUGLSANG, PATIENTSTØTTE & FRIVILLIG INDSATS

Deltagerne til kurset i Politisk håndbog vinker til hinanden på Teams. Foto: Kræftens Bekæmpelse.

Når man skal ned på rådhuset og banke på hos sine lokalpolitikere for at få dem til at sætte kræftsagen på dagsorden, så kan man tage nogle helt konkrete metoder i brug for at opnå de bedst mulige resultater.

Metoderne gennemgår vi i to nye digitale kurser om Politisk håndbog, og du kan sagtens nå at være med, selv om første kursus allerede er afholdt.

Fokus på børn og unge som pårørende
Baggrunden for kurserne er at give indblik i det kræftpolitiske arbejde i Kræftens Bekæmpelse med aktiverende opgaver og erfaringsudveksling, og kurset er skræddersyet til lokalforeningsfrivillige i Kræftens Bekæmpelse, som gerne vil i gang med det politiske arbejde.

På de to nye kurser ’Politisk håndbog i praksis – 1: Sådan kommer du i gang’ og ’Politisk håndbog i praksis – 2: Sådan opnår du resultater’ arbejdes der blandt med ’børn og unge som pårørende’ som en case på en politisk sag, så det giver samtidig rigtig god inspiration til arbejdet mod det kommende kommunalvalg i november.

Det første af kurserne blev afholdt den 21. april, hvor en flok frivillige og ansatte havde sat hinanden på computerskærmen. Her var der særligt ét emne, som interesserede deltagerne, fortæller underviser Jacob Møller.

- Sorggrupper på skoler var især et populært emne, som deltagerne var meget nysgerrige i at få helt styr på, siger Jacob Møller.

På kurset blev konkrete metoder til det lokale kræftpolitiske arbejde gennemgået.

- Vi fik en god gennemgang i, hvordan man får kontakt til kommunen, og fik også en fornemmelse af vigtigheden af, at vi gør tingene i fællesskab, fortæller Ragna Ejby, som er bestyrelsesmedlem i Aarhus Lokalforening og deltager på kurset.

Kurset i Politisk Håndbog er et digitalt kursus. Grafik: Kræftens Bekæmpelse.

Deltagerne deler erfaringer
Som mange andre kurser og møder foregik kurset i Politisk håndbog som livekursus over Teams.

- Der blev grint af, hvordan Teams ikke er for fin til at afbryde deltagere midt i sætninger, for at få alle tilbage til fællesrummet samtidigt. Generelt virkede deltagerne altid glade og fyldte af energi, når de kom tilbage til fællesrummet efter gruppearbejde, fortæller Jacob Møller, som havde nogle gode timer sammen med at undervise de 10 frivillige på kurset i, hvordan de kommer godt i gang med politisk arbejde.

- Deltagerne var gode til at spørge ind og dele erfaringer på tværs. Det er en fornøjelse at være underviser, når deltagere er så meget på, siger Jacob Møller, der allerede glæder sig til at gense mange af deltagerne den 18. maj, når det andet kursus i Politisk håndbog bliver afholdt.

Du kan også sagtens nå at tilmelde dig ’Politisk håndbog i praksis – 2: Sådan opnår du resultater’. Det er tilrettelagt på en måde, så man ikke behøver at have deltaget i første kursus. Men skynd dig! Tilmeldingen lukker den 11. maj. Tilmeld dig her.

Flere kurser på vej
Foruden Politisk håndbog-kurserne kommer der inden længe tre digitale grundkurser inden for de politiske fokusområder: Børn som pårørende, Voksne som pårørende og Røgfri Fremtid. Følg med her på frivillig.dk under Kurser og møder.

Har du ønsker til nye temaer for digitale kurser eller lyst til selv at være med til at udvikle nye kompetenceudviklende tilbud, er du meget velkommen til at skrive til udviklingskonsulent i Patientstøtte & Frivillig Indsats, Henriette Lynderup Kirkeskov på henlk@cancer.dk