Luk

Facebook hitter hos IGEN

Kunderne mødes ikke kun af smilende frivillige, når de går til kassen i en af Kræftens Bekæmpelses 14 genbrugsbutikker. De bliver også mødt af et blåt skilt, der opfordrer dem til at følge butikken på Facebook. IGEN har stor succes på Facebook, og det er i høj grad de frivillige redaktørers fortjeneste.

26. april 2019
Forening og frivillige

Ved udgangen af 2018 havde alle 14 genbrugsbutikker deres helt egen Facebookside. Og gruppen af følgere vokser i antal dag for dag.

Det er frivillige i butikkerne, som har påtaget sig arbejdet med at være redaktører på Facebook-siderne. Og det gør de godt. Alle sider er siden opstarten steget i antallet af både følgere og brugere, der kommenterer og deler indholdet. Mange redaktører har ikke før haft megen berøring med sociale medier, men det har ikke stoppet dem fra at ville lære mediet at kende, eller at være kreative i deres kommunikation med målgruppen.

Mobilen er mit arbejdsredskab
En af de frivillige redaktører hedder Cynthiay Joe Nielsen. Hun er redaktør for butikken i Birkerød, der først havde opstart af Facebook i september 2018, fordi butikken først åbnede i august samme år. Cynthiay har haft travlt, og har på nuværende tidspunkt skaffet over 100 følgere til sine ugentlige opslag fra butikkens dagligdag.

-Jeg arbejder ca. 2-4 timer om ugen her i butikken. Jeg bruger tid på varesortering og prissætning ligesom de andre frivillige, men derudover er mit arbejdsredskab min mobiltelefon. Med den kan jeg tage billeder, redigere dem og skrive mine korte tekster til de ca. 3 opslag, jeg laver om ugen. Det er meget sjovt, og mine kolleger er søde til at hjælpe med at sende billeder til mig, hvis jeg ikke lige er i butikken, siger Cynthiay.

I dialog med kunderne
Cynthiay oplever, at det primært er kunder og interesserede i lokalområdet, der følger butikkerne på Facebook.

 - Man kan få meget ud af at følge den lokale genbrugsbutik på Facebook. Følgerne spørger eksempelvis om, hvornår et udsalg starter, eller om butikken har fået doneret en bestemt vare, de har interesse i. Det er godt, at vi kan være i dialog med kunderne, for så føler de sig set og hørt, fortæller Cynthiay, som oprindeligt er fra Peru, og derfor også bruger sit frivillige arbejde til at øve dansk og få arbejdserfaring fra butikken.

Hjælp de frivillige redaktører
Du kan hjælpe med at udbrede budskabet om genbrugsbutikkerne ved at gå ind på deres Facebook-sider og klikke på knappen ”Følg”. Så vil du få de seneste meldinger om eksempelvis rabatter og udsalg fra butikken. Du kan også dele siden og indholdet med dit eget netværk.

Følg din lokale IGEN butik, ved at gå ind på Facebook og søg efter:
IGEN - Kræftens Bekæmpelses genbrug Helsingør
IGEN - Kræftens Bekæmpelses genbrug Odense
IGEN - Kræftens Bekæmpelses genbrug Kolding osv.
 
Ligger der en butik i nærheden af dig? – Find et kort over alle butikkerne her: www.cancer.dk/igen