Luk

Fantastiske Frivillige: Hanne ser nye muligheder under coronakrisen

Mange af vores frivilligaktiviteter er påvirket af de tiltag, som skal forhindre smittespredning med coronavirus, fordi vi ikke må samles mange mennesker lige nu. Derfor forsøger Hanne Falk fra Randers at gå nye veje for fortsat at kunne bidrage til kræftsagen. Og hun har fået en god idé.

29. april 2020
LOUISE WOHLLEBE, FOREBYGGELSE & OPLYSNING

Hanne Falk sidder i bestyrelsen i Randers Lokalforening. Foto: Privat.

Tomme dåser, ølkapsler, papir, kobber eller snor – alt kan bruges, når børn og voksne i Randers skal designe deres helt egen corona-fugl. Idéen kommer fra Hanne Falk, der er frivillig i Kræftens Bekæmpelse og selv er billedkunstner.

En corona-fugl med Kræftens Bekæmpelses logo: Foto: Privat.

- Nu skal vi jo gøre noget sammen på afstand på grund af corona. Alle er hjemme, tænkte jeg - hvad kan vi få ud af det? Så talte jeg med Galleri Randers, om de ville være med til noget. Det ville de, og så opstod idéen med corona-fuglene, siger Hanne Falk.

Hanne har gennem de sidste 11 år været involveret i Stafet for Livet, Lyserød Lørdag og siddet i bestyrelsen i Randers Lokalforening. Nu arbejder hun for en røgfri fremtid, og fra dette arbejde kender hun Galleri Randers, der er partner i Røgfri Fremtid. 

Overskud skal gå til børn på kræftafdelinger
Det kreative projekt med fuglene er ikke kun hyggeligt tidsfordriv i en tid, hvor alle fritidsaktiviteter holder lukket.

Tanken er, at fuglene skal udstilles og sælges på auktion. Overskuddet skal gå til at glæde børn, der er indlagt på en kræftafdeling.

Indtil videre er der blevet afleveret seks corona-fugle. Alle kan være med, og alting kan foregå ’på afstand’. Hanne Falk er i gang med at tage kontakt til skolerne i Randers for at engagere dem i fremstillingen af corona-fugle, der er oplagt som en del af undervisningen i billedkunst. Hvis man har lyst til at lave en corona-fugl, skal den være mindst 20x20 cm og gerne større. 

Freja på 15 år har lavet en blå corona-fugl af skrald. Foto: Privat.

Den kan f.eks. tegnes på papir, karton, pap, eller hvad man ellers kan finde på. Og så skal den have en snor i, så den kan hænges op.

Det giver energi at glæde andre

Selv om Hanne Falk har nok at tage sig til, er der alligevel plads til en frivillig indsats for kræftsagen. Hun har selv været igennem behandlingsforløb for både bryst- og nyrekræft, og flere familiemedlemmer har været ramt af kræft. 

- Jeg tror, at alle vi frivillige gerne vil dele ud af vores overskud til glæde for nogle, der har brug for det. Så hvorfor ikke bruge det overskud, så det giver mening. Jeg har selv være det hele igennem, og mit overskud kan måske give håb til dem, der står midt i et kræftforløb, siger hun. 

Galleri Randers tager imod corona-fugle indtil 31. maj, eller indtil det bliver muligt at holde fernisering og auktion. Herefter vil fuglene flyve til deres nye hjem, og overskuddet delt ud.