Luk

Fantastiske Frivillige: ’Hver gang der var nyt, slog maven en knude ekstra’

Det var en stor omvæltning for Ib Thomsen og hans frivillige kolleger fra Brøndby Lokalforening, da coronavirus nærmest fra den ene dag til den anden kom og lukkede alle aktiviteter ned. Men de store forandringer har også givet inspiration til, hvordan de kan gøre ting anderledes fremover.

15. juni 2020
STINE LYNGHARD, FORENING & FRIVILLIGE
Ib Thomsen

Lokalforeningsformand Ib Thomsen måtte tænke hurtigt og gå nye veje, da Danmark blev lukket ned. Foto: Privat.

Ib Thomsen sad ligesom mange andre danskere klar foran skærmen, da statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag den 11. marts trådte ind ad døren til pressemøde i Statsministeriet for at fortælle, at store dele af Danmark ville blive lukket ned for at standse smittespredningen med coronavirus.

Som lokalforeningsformand i Brøndby Lokalforening blev Ib Thomsen hurtigt klar over, at det også ville få betydning for Kræftens Bekæmpelse og de mange aktiviteter, der var planlagt i lokalforeningen.

- Vi er vant til at mødes fysisk, og vi har aktiviteter hver uge, for eksempel vores kræftcafé. Det måtte indstilles fra den ene dag til den anden. Og så måtte vi tale om, hvad vi så skulle gøre, og hvordan vi kunne komme videre, fortæller Ib Thomsen.

Han ser tilbage på de første to-tre uger efter nedlukningen som en periode med store omvæltninger og mange ændringer i planlægningen.

- Tingene skete så hurtigt, at de kunne være ændret den næste dag med et nyt indgreb. Hver gang der var et nyt pressemøde, slog maven en knude ekstra. Hvad sker der nu? Hvad skal vi nu forholde os til?, husker Ib Thomsen.

Invitationer måtte trækkes tilbage
Noget af det første, de frivillige i Brøndby Lokalforening måtte håndtere, var årets generalforsamling. De havde lige sendt invitationer ud til medlemmerne i lokalområdet.

- Dem blev vi nødt til at trække tilbage. Det var et uheldigt tidspunkt for os, for vi skulle have talt med medlemmerne om, hvad vi skal arbejde med det kommende år. Vi ville gerne have spurgt dem, om der er noget, de synes, vi skal prioritere højere end andet, siger Ib Thomsen.

Nu bliver generalforsamlingen først afholdt på den anden side af sommerferien. I Brøndby foretrækker de at mødes fysisk til generalforsamling, selv om der både er fordele og ulemper ved at mødes i den virkelige verden og ved at mødes online.

- Det kan være svært at få de rigtige udtryk frem, hvis man holder et videomøde, og nogle har måske svært ved at finde den rigtige knap, hvis de gerne vil sige noget. Omvendt kan der også være fordele ved et videomøde. Det kan være lettere at afse tiden, hvis man kan blive hjemme hos lillemor eller lillefar. Så vi kan måske nå ud til nogen, vi ikke normalt fik lokket til, pointerer Ib Thomsen.

Mangler I også at afholde jeres generalforsamling? Læs, hvilke muligheder der er:

Corona Q & A - generelle spørgsmål

Selv om Brøndby Lokalforening foretrækker at afholde en fysisk generalforsamling, er der andre møder, der har fungeret rigtig godt digitalt. For eksempel bestyrelsesmøderne, som de har holdt ved hjælp af mødeværktøjet ’Zoom’.

Ib Thomsen

Ib Thomsen er lokalforeningsformand i Brøndby. Foto: Privat.

- Det var rigtig rart at se de frivillige kolleger igen. Vi havde skrevet meget sammen via mail på kryds og tværs. Men man får ikke et glimt i øjet med på skrift. Det kan man få på et videomøde, og det giver noget mere at se hinanden. Især når man kender hinanden. Jeg synes, der er forskel på, om man kender hinanden eller ej, siger Ib Thomsen.

Mere tid til at planlægge landsindsamling
Blot få uger efter nedlukningen i marts skulle Kræftens Bekæmpelse have været på gaden for at samle ind til årets landsindsamling. Den er nu udskudt til den 16. august, og det har faktisk været en fordel i Brøndby.

- Jeg er stadig ny i Kræftens Bekæmpelse. Jeg kom til for lidt over et år siden, så der er mange nye ting, jeg skal lære. Jeg troede, vi havde styr på Landsindsamlingen, men det viste sig, at vores kampagneleder slet ikke kunne være med i år, så for os er det godt, at den er udskudt, for det har givet os mere tid, fortæller Ib Thomsen.

Han bruger nu de ekstra måneder på at få holdet på plads og få stablet nogle nye initiativer på benene. For eksempel har han aftalt med to supermarkeder at sætte indsamlingsbøtter op foran deres butikker, og han pønser på at få dem til at konkurrere med hinanden om, hvem der får mest i bøtterne. Og lokalforeningen arbejder også på et event på stranden, hvis vejret er til det. Alt sammen for at få samlet så mange penge som overhovedet muligt ind.

- Landsindsamlingen er én af måderne, hvor vi på nationalt plan kan støtte forskningen og sørge for, at udviklingen ikke bremses. Jeg er bange for, om forskningsprojekter bliver stoppet, hvis ikke økonomien er til det. Derfor er Landsindsamlingen meget vigtig for Kræftens Bekæmpelse, fastslår lokalforeningsformanden.

Flere digitale møder fremover
I Brøndby har de netop budt velkommen til en ny frivillig, som skal være distriktsleder til Landsindsamlingen. Ansættelsen foregik også på en anden måde end normalt.

- Vi vidste jo ikke, om der ville gå en uge, en måned eller mere, før det var muligt at mødes fysisk. Men det er bedre at mødes nu og her frem for at vente, fordi vi gerne vil have fat i folk, når de viser interessen, forklarer Ib Thomsen.

Derfor blev samtalen holdt online. Og det var en lidt speciel oplevelse, fordi de ikke kendte hinanden.

- Traditionelt vil man komme ind og give hånd. Det er sværere at føle, hvad det er for en person, man taler med, når det foregår på et videolink. Det er noget andet at sidde foran en person. Så kan man bedre mærke mavefornemmelsen, fortæller Ib Thomsen.

Men selv om det var en anden oplevelse, har det været et positivt resultat, for de er rigtig glade for deres nye frivillige kollega. Og i det hele taget er videomøder noget, de vil tage med sig i Brøndby Lokalforening fremover. Måske vil hvert andet bestyrelsesmøde blive digitalt.

- Folk bor ikke nødvendigvis lige i det område, hvor vi mødes. Det er lettere at finde en time eller halvanden om aftenen, hvis man ikke skal bruge tid på transport frem og tilbage. Digitale møder er et godt supplement til de traditionelle, og de kan hurtigt stables på benene. Og når man kender hinanden, fungerer det rigtig godt, forklarer lokalforeningsformanden.

Men han ser alligevel frem til den dag, hvor alt er lidt mere normalt.

- Jeg glæder mig til at kunne mødes med mine bestyrelsesmedlemmer og til at komme ud og lave nogle aktiviteter, så vi kan fortælle om vores gode sag, og hvad vi gør for at komme kræften til livs, siger Ib Thomsen.