Luk

Fantastiske Frivillige: Jytte ser tilbage på et 2019 med store højdepunkter

Når Jytte Jørgensen fra Mariagerfjord Lokalforening ser tilbage på året, der er gået, er der flere begivenheder, der skiller sig ud som noget ganske særligt. Nogle har været overvældende – andre har været lidt udfordrende. Vi ser tilbage på 2019 sammen med Jytte.

11. december 2019
STINE LYNGHARD, FORENING & FRIVILLIGE

Jytte Jørgensen blev bevæget over at modtage en uventet check fra den lokale virksomhed DS Gruppen. Her bliver den overrakt af koncerndirektør Mads Møller Hansen. Foto: Annemarie Vestergård Baumann.

Der har været nok at se til for Jytte Jørgensen i år. Som formand for Mariagerfjord Lokalforening, kampagneleder for landsindsamlingen i Hadsund, frivillig i en café for kræftramte og nyt medlem af regionsudvalget i Region Nordjylland er der fyldt godt op i kalenderen.

- Det har været et år med både udfordringer og rigtig meget glæde. Nogle gange skal vi virkelig argumentere for vores sag, og det kan være svært at få tingene igennem, men samtidig glæder jeg mig rigtig meget over at være med. Jeg får mere ud af det personligt, end de timer jeg bruger på det. Det giver mig en utrolig glæde at være frivillig, siger Jytte Jørgensen.

En af årets store sejre
For Jytte har et af årets helt store højdepunkter været, at det er lykkedes at få Mariagerfjord Kommune med i Røgfri Fremtid. Det betyder, at alle kommunens ansatte har haft røgfri arbejdstid siden sommerferien, og at der nu sidder en medarbejder i kommunen, som specifikt arbejder for at skabe flere røgfri miljøer.

- Jeg vil så gerne have, at der ikke er nogen børn og unge, der ryger. Jeg bryder mig ikke om at se børn, der ryger. Vi skal passe på de unge mennesker. Jeg har selv børnebørn, som skal konfirmeres næste år, og jeg ville godt nok blive ked af, hvis de blev rygere, konstaterer hun og tænker tilbage på, hvor meget der allerede har ændret sig i samfundet.

- Da jeg var barn, sendte vi cigaretter rundt ved bordet, når vi havde gæster, og mine børn har ligget i vuggen med røg omkring sig. Vi vidste jo ikke, at det var galt. Vi er kommet langt siden da, og det sidste skridt er ikke så langt som det første. Det er et vigtigt signal at sende, når en kommune bliver røgfri, siger Jytte Jørgensen. 

En overraskende check
Året har også budt på overraskelser. Da den lokale virksomhed DS Gruppen fra Hobro inviterede til reception i anledning af deres 50-års jubilæum, opfordrede de deres gæster til at donere penge til Julemærkehjemmet Hobro og Kræftens Bekæmpelse i stedet for at give gaver. Det betød, at Jytte Jørgensen kunne møde op og modtage en check på hele 139.055 kroner til forskning i kræft.

- Det var virkelig en af årets oplevelser og et skulderklap at få de penge uden overhovedet at gøre noget. DS Gruppens direktør havde oven i købet valgt at lægge 50.000 kroner ekstra oveni donationen. Dét synes jeg var flot! fortæller Jytte Jørgensen begejstret.

I det hele taget bliver Jytte meget glad, når lokalsamfundet bakker op om kræftsagen. For eksempel iklæder en række butikker i de største byer i lokalområdet sig lyserøde farver, når der er Lyserød Lørdag, og lokalforeningen har også haft en god snak med kommunen om at skabe bedre forhold for pårørende.

Et nyt år med nye opgaver
Foran Jytte venter nu et 2020, hvor der ligger en række velkendte opgaver på hendes bord, men også nye og udfordrende.

- Jeg blev medlem af regionsudvalget i september, og der er rigtig meget nyt. Nye mennesker, man skal lære at kende i regionen og på sygehuset, og man skal finde ud af, hvem man skal tale med om hvad, og hvordan det hele spiller sammen. Man skal læse op for at kunne følge med. Men det er rigtig spændende, fastslår hun.

Jytte og resten af lokalforeningen vil også arbejde videre med at skabe flere røgfri miljøer.

- Vi vil gerne have flere partnere i Røgfri Fremtid. Gerne nogle af de store firmaer. Det skal vi prøve på, fortæller Jytte Jørgensen.

Og hun glæder sig til det kommende år.

- Jeg er pensionist, så det er godt at have noget at tage sig til og mærke, at man stadig kan gøre en forskel. Det betyder meget for mig, smiler hun.

1

Kommentarer

Lone Olsen

Lone Olsen Du er bare SÅ  sej Jytte!!!!  og du har nogle gode folk i bestyrelsen

11. december 2019 14:34