Luk

Fase tre af genåbning: Hvad betyder det for vores aktiviteter?

Statsministeren har udsendt en ny aftale om plan for yderligere genåbning af Danmark. Se, hvad det betyder for vores frivilligaktiviteter.

17. juni 2020
Kræftens Bekæmpelse

Fra 8. juni er nye retningslinjer gældende for foreningslivet. Det betyder, at I nu kan mødes med jeres frivillige kollegaer, konsulenter, distriktsledere, styregrupper, bestyrelser samt eksterne brugere, deltagere og samarbejdspartnere i jeres aktiviteter både indendørs og udendørs i grupper på op til 50 personer.

Forudsætningen for, at vi nu kan genoptage de indendørs opgaver og aktiviteter for et større antal deltagere er, at alle føler sig trygge i aktiviteterne.

Præcist, hvordan vi åbner for flere og større aktiviteter, har vi kigget grundigt på og uddyber i vores side med Q & A om corona

Opdatering

Vi har netop opdateret Q & A-siden med de forholdsregler, der er gældende særligt for patientstøtte- og rådgivningsaktiviteter: 

Læs om kræftrådgivninger

Læs om lokale patientstøtteaktiviteter såsom motionshold, gåture, Hjem i Hjemmet og caféer

6

Kommentarer

Inger-Lise Katballe

Inger-Lise Katballe Jeg tror, at vi alle glæder os til at kunne mødes mere normalt igen. Vores deltagere i forskellige patientstøtteaktiviteter presser på for at få at vide, hvornår vi kan mødes indendørs igen. Det er svært at svare på uden at kende f.eks. afstandskrav fra KB. Kan vi få mere præcist at vide, hvornår der kommer en udmelding? Det vil gøre det lettere at planlægge.

13. juni 2020 10:12

Stine Lynghard

Stine Lynghard Kære Inger-Lise, jeg kan godt forstå, at I har brug for at vide det mere præcist, så I kan planlægge. Vi er i disse dage ved at gennemgå alle vores frivilligaktiviteter for at være sikre på, at vi åbner op på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde på alle områder. Vi er tæt på at have det på plads og melder det ud, ligeså snart vi kan. Jeg skriver til dig igen herinde, når den opdaterede Corona Q & A for patientstøtteaktiviteter er klar. De bedste hilsner Stine, kommunikationskonsulent i sekretariatet, Forening & Frivillige.

16. juni 2020 10:30

Lene Møller Nielsen

Lene Møller Nielsen Jeg er fortvivlet - hvor længe skal vi vente på svar om genåbning af patientstøttetilbud. Vi får henvendelser fra palliationssygeplejerske i kommunen, henvendelse på mail og telefon fra borgere, som virkelig mangler os. Der har været afholdt digitalt møde for 14 dage siden, men ingen afklaring for genåbning endnu. Vi er engagerede frivillige, som er så meget parate. Hvis vi ikke må åbne, så kom en dato for næste udmelding, så vi ved, hvor vi står. 

16. juni 2020 11:09

Stine Lynghard

Stine Lynghard Kære Inger-Lise og Lene, vi har netop opdateret 'Corona Q & A'-siden med svar på spørgsmål angående genåbning af patientstøttetilbud. Se artiklen ovenfor for at finde det direkte link. Vi beklager, at det har taget ekstra tid at behandle genåbningen af patientstøttetilbud. Der er nogle særlige hensyn på dette område. Men jeg håber, at I med den seneste opdatering får svar på jeres spørgsmål. Ellers er I meget velkomne til at kontakte jeres lokale kontaktperson eller rådgivningslederen i den lokale rådgivning. Bedste hilsner Stine, kommunikationskonsulent i sekretariatet, Forening & Frivillige.

17. juni 2020 13:37

Inger-Lise Katballe

Inger-Lise Katballe Tak for opdateringen. 
Den er holdt i meget generelle vendinger. 
Jeg læser, at vi til foredrag højst må være 50 personer og med mindst 2 meters afstand. Gælder det også ved et foredrag med biografopstilling i stolerække, eller er det tænkt i forhold til placering ved cafeborde?
Hvilke regler gælder, hvis man skal/vil synge? 
Hvilke regler gælder ved indendørs motionstilbud? 
Gælder der nogen særlige regler vedrørende forplejning?
Jeg er helt med på at god hygiejne og deltagernes ønsker er et gennemgående hensyn. 
Vi vil også gerne bruge vores sunde fornuft, men vi vil jo helst ikke efterfølgende kritiseres for at have brudt nogen regler/krav - som vel må gælde i KB generelt .


17. juni 2020 22:38

Stine Lynghard

Stine Lynghard Kære Inger-Lise, tak for dine uddybende spørgsmål. I forhold til konkrete arrangementer/aktiviteter og indretningen af specifikke lokaler vil jeg foreslå, at du kontakter din områdekonsulent eller rådgivningslederen i kræftrådgivningen - afhængig af i hvilket regi I skal holde arrangementet. Så kan I drøfte mulighederne for jer lokalt på baggrund af de overordnede retningslinjer for patientstøttetilbud og kræftrådgivninger. Bedste hilsner Stine, kommunikationskonsulent i sekretariatet, Forening & Frivillige.

18. juni 2020 10:12