Luk

Hvem er Danmarks mest fantastiske frivillige?

Det er I – de frivillige kræfter i Kræftens Bekæmpelse. I, som sætter kræftsagen på dagsordenen hver dag, hele året rundt, og det fortjener anerkendelse. Jeres frivillige kræfter skal frem i lyset, og fra i dag kan I nominere en frivillig kollega, der særligt fortjener en hyldest.

20. september 2018
Forening og Frivillige

Kræftens Bekæmpelse hylder i samarbejde med Coop, Røde Kors og Roskilde Festival Danmarks fantastiske frivillige. Dem, der har overskud til at være noget for os andre, for fællesskabet, for de ensomme, for patienterne, for misbrugerne, eller bare de skolebørn, der har svært ved matematik.

Målet er, at alle regioner i Danmark skal være solidt repræsenteret med frivillige. Så uanset om du bor i Roskilde, Rønne eller Randers er din nominering velkommen.

”I Kræftens Bekæmpelse udfører vores 47.000 frivillige arbejde svarende til mere end 800 årsværk. De frivillige gør hver dag en kæmpe forskel for andre mennesker i cafeer for kræftramte, som værter i vores rådgivninger, i genbrugsbutikker og som fundraisere, der muliggør kræftforskning, patientstøtte og forebyggelsesindsatser. En forskel, der har stor værdi for det enkelte menneske. Men frivillige arbejde giver også værdi for den frivillige selv i form af glæde, fællesskab og energi. Med ”Fantastiske Frivillige” anerkender vi nogle frivillige, der har gjort en særlig indsats, samtidig med at vi hylder alle, der gør en frivillig indsats for fællesskabet” udtaler Charlotte Gerhauge, frivilligchef i Kræftens Bekæmpelse.

Om prisen

Prisen blev lanceret i 2015 af Samvirke, og videreføres på skift af organisationerne bag.

Formålet med prisen er at sætte fokus på og øge interessen for det frivillige arbejde. Nomineringen er åben fra 18. september til 25. oktober på www.fantastiskefrivillige.dk. Herefter kåres 10 finalister af en jury.

Den 8. november offentliggøres vinderen og får tildelt en præmie på 25.000 kroner sponsoreret af Coop til at fortsætte eller udbrede det gode arbejde. Det sker ved et arrangement på Kræftens Bekæmpelses hovedkontor i København.

Kontakt og mere information:

Projektleder Christina Bering Baden
E-mail: baden@cancer.dk
Telefon: 3525 7970