I slutningen af november valgte hovedbestyrelsen fire nye medlemmer til Udvalget for det frivillige arbejde. Udvalget er nedsat af hovedbestyrelsen for at rådgive i spørgsmål omkring arbejdet og samarbejdet med frivillige.
På grund af coronakrisen blev udvalgets første møde aflyst. Det første møde i det nye udvalg blev således afholdt i midten af maj som et online møde.
Hans Stavnsager, borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, deltog for første gang i mødet den 13. maj. Han var slet ikke i tvivl, da han blev spurgt, om han havde lyst til at blive medlem af udvalget.
- Jeg glæder mig virkelig til forhåbentlig at kunne give et bidrag i de kommende år, siger Hans Stavnsager. Foto: Privat.
- Jeg har selv haft kræft tæt inde på livet i familien, og derfor har jeg også været (passivt) medlem af Kræftens Bekæmpelse i en årrække. Samtidig er frivilligt arbejde i foreningsregi et emne, som jeg har beskæftiget mig professionelt med siden 1988, så det var også en oplagt mulighed for at holde kontakt til et område, der har fyldt rigtig meget i både mit arbejds- og fritidsliv, og som jeg stadig brænder for, siger Hans Stavnsager.
Frivilligt arbejde er en central del af Kræftens Bekæmpelse
Udvalget for det frivillige arbejde er optaget af, hvordan der kan være mange slags frivillighed i Kræftens Bekæmpelse. Det har været pejlemærke for udvalgets arbejde i 2019 og er det fortsat i 2020. Derudover er udvalget med til at planlægge lokalforeningskonferencen, igangsætte forskningsinitiativer i frivillighed og meget andet.
På mødet den 13. maj var Camilla Friborg Madsen, medlem af ungegruppen i Odense, også med for første gang.
- Jeg stillede op til udvalget, fordi jeg gerne vil være med til at styrke det frivillige arbejde i Kræftens Bekæmpelse, da jeg mener, at det er en helt central del af vores organisations arbejde. Samtidig har jeg nu været frivillig i Kræftens Bekæmpelses ungegruppe i Odense i ca. 5 år, hvor jeg har gjort mig en række gode oplevelser og erfaringer, som jeg gerne vil bringe ind i Kræftens Bekæmpelses fremadrettede arbejde, fortæller Camilla Friborg Madsen.
Der bliver lyttet til udvalget
Det første møde i Udvalget for det frivillige arbejde var en god oplevelse for både Hans Stavnsager og Camilla Friborg Madsen. Camilla bemærkede blandt andet, at udvalgets medlemmer kommer med meget forskellige baggrunde.
Camilla Friborg Madsen vil gerne være med til at styrke det frivillige arbejde i Kræftens Bekæmpelse. Foto: Privat.
- Det giver en inspirerende dynamik og bidrager til, at vi får belyst problemstillingerne bredt og kommer omkring helt centrale overvejelser. Der er heller ikke tvivl om, at udvalgets meninger bliver taget til efterretning og at der foregår et rigtig spændende arbejde, som sætter præg på Kræftens Bekæmpelses tilgang til det frivillige arbejde, siger Camilla Friborg Madsen.
Hans Stavnsager er også meget positiv - både over for modtagelsen som nyt udvalgsmedlem og over oplevelsen på det første udvalgsmøde. Også selv om det ikke var muligt at mødes fysisk.
- Punkterne handlede bl.a. om spændende og relevante aktiviteter, men der var også et punkt om et nyt forskningsprojekt, hvor vi vil forsøge at blive klogere på, hvad det er, der driver frivilligheden i KB – hvad der motiverer de frivillige. Det er et emne, som jeg selv har beskæftiget mig indgående med, så det er et projekt, som jeg virkelig glæder mig til at følge. Alt i alt har det været en fornøjelse at komme i gang med arbejdet i KB, og jeg glæder mig virkelig til forhåbentlig at kunne give et bidrag i de kommende år, siger Hans Stavnsager.
De fire nye medlemmer af udvalget er:
Alle udvalgets medlemmer kan ses på cancer.dk