Genoptræning er vigtig for mange kræftpatienter, så de kan vende tilbage til en normal tilværelse efter et kræftforløb. Modelfoto: Colourbox.
Kræftens Bekæmpelse har netop offentliggjort nye tal, der viser at kræftoverlevelsen fortsat stiger. Inden for en række kræftdiagnoser er overlevelsen endda steget betragteligt. Hvis vi eksempelvis taler lungekræft, er en væsentligt større andel i live fem år efter, de fik deres diagnose, end det var tilfældet for 30 år siden.
Dengang var cirka 6 pct. i live fem år efter, de fik lungekræftdiagnosen. Nu drejer det sig om 23 pct. af kvinderne og 17 pct. af mændene.
Flere skal tilbydes rehabilitering
Men med flere og flere, der overlever kræft, er der også flere, der skal have hjælp til at leve et godt liv efter kræft. Genoptræning er en af hjørnestenene i den række af rehabiliteringstilbud, som kræftpatienter skal tilbydes.
Hvordan ser det så ud, når vi eksempelvis taler genoptræning til lungekræftpatienter? Desværre forhindrer omlægninger til et nyt landspatientregister os i at have dugfriske data på genoptræningsområdet. Det er den samme omlægning af landspatientregistret, som også er skyld i, at vi venter på igen at komme til at følge forløbsmålene i kræftpakkerne på samme tætte måde som tidligere.
Men hvis vi ser på de senest tilgængelige genoptræningsdata, som er fra 2017/2018, ses, at det ikke går fremad med at give lungekræftpatienter en genoptræningsplan i forbindelse med, at de færdigbehandlede. Det er cirka 18 procent, der forlader hospitalet med en genoptræningsplan. Og det er ikke en forbedring, når der sammenlignes 3–4 år bagud.
Undersøgelser og patienternes egne rapporteringer af behovet peger på, at cirka 30 pct. bør forlade sygehuset med en genoptræningsplan i hånden.
Andel af lungekræftpatienter, der udskrives med en genoptræningsplan (GOP). Grafik: Kræftens Bekæmpelse.
Ros og påmindelse
I den her artikel er der taget afsæt i lungekræft. Men, som tidligere nævnt, ses den forbedrede overlevelse heldigvis inden for en række af kræftdiagnoser. Derfor er det også vigtigt fortsat at styrke udbuddet og anvendelsen af rehabiliteringstilbud til kræftpatienter, herunder naturligvis også sikre tilbud om genoptræning i et omfang, der modsvarer efterspørgslen.
Kræftens Bekæmpelses regionsudvalg kan give et fuldt berettiget anerkendende klap på skulderen til de mange ansatte i de fem regioner, som skaber disse gode resultater i forhold til kræftpatienters overlevelse. Samtidig vil det også være i orden at minde om ude i regionerne (og kommunerne), at rehabilitering, herunder genoptræning, nu er vigtigere end nogensinde.