Luk

Flot opbakning til den første digitale stafet

På Store Bededag i fredags blev årets stafetsæson skudt i gang. Det var Esbjerg, der åbnede ballet, og mange fulgte nysgerrigt med i, hvordan det gik. Det var nemlig første gang, Stafet For Livet blev afholdt online.

11. maj 2020
STINE LYNGHARD, FORENING & FRIVILLIGE

'Team blandede bolcher' med holdkaptajn Henriette Birch Christensen (forrest), hendes familie og bedste veninde med familie. Foto: Privat.

Henriette Birch Christensen og hendes stafethold står klar ude på deres rute. De knipser et selfie, inden startskuddet til Stafet For Livet lyder. De holder øjnene på mobilen.

Klokken nærmer sig nemlig 12, og formanden for stafetten i Esbjerg er ved at stille sig til rette foran et videokamera. Han retter blikket mod linsen og løfter mikrofonen. Han sender direkte på Facebook, så både Henriette og alle andre kan se med.

- Kære alle sammen, rigtig hjertelig velkommen til dette års udgave af Stafet For Livet Esbjerg. Det er lidt en speciel situation, vi står i. Jeg havde faktisk regnet med, at jeg skulle stå foran 2.000 deltagere ude i Veldtofte og byde velkommen til denne her stafet, indleder Søren Andersen, formand for Stafet For Livet Esbjerg.

Søren Andersen sætter Stafet For Livet i gang på Facebook. Foto: Screenshot fra video.

Men det gør Søren ikke. Han står i stedet i et boligområde i Esbjerg sammen med et af de andre hold, som om lidt bliver sendt afsted på den rute, de skal gå på hele eftermiddagen og aftenen.

Det er kun 14 dage siden, styregruppen i Esbjerg besluttede sig for at gå online med stafetten. I første omgang var den blevet udskudt på grund af risikoen for smittespredning med coronavirus, og så blev den efterfølgende aflyst, men med lokal opbakning genopstod den som en digital stafet. Med bare to uger til afviklingen fik de frivillige travlt med at få alt på plads til Store Bededag.

- Så kære venner, der vil være fejl derude. Der vil være nogle ting, der ikke kommer til at køre helt, som de burde. Bær over med det. Jeg synes, det er fedt, vi kan være sammen i år. Sammen om det her, siger Søren Andersen i sin velkomst.

Fra Esbjerg til Etiopien
Hele den digitale stafet bliver afviklet på Facebook. Alle tilmeldte hold går eller løber i små grupper på forskellige ruter rundt omkring i Esbjerg og omegn og lægger billeder op i løbet af dagen – men i og med det foregår online, åbner det også for muligheden for at deltage andre steder.

- Vi har hold i Oksbøl, Varde, Tjæreborg, Ribe og på Fanø, som går deres egen lille rute. Vi har sågar én, som render nede i Etiopien, siger Søren Andersen.

Henriette og hendes familie har klaret første 'etape' af stafetten. Senere skal de ud og gå igen. Foto: Privat.

Et af holdene er ’Team blandede bolcher’, som tæller 49 deltagere i dag. Henriette Birch Christensen er holdkaptajn, og hun har været med i Esbjerg alle årene siden 2012. Hun er glad for, at stafetten bliver afviklet i år, selv om det er under nogle andre vilkår, end de er vant til.

- Det er dejligt, at der er så stor opbakning, og at så mange har lyst til at gå og til at støtte den gode sag. Kræft holder jo ikke pause, bare fordi der er corona. Særligt i denne tid er det vigtigt at vise, at vi stadig støtter kræftramte, siger Henriette Birch Christensen, der går sammen med sin mand og børn samt sin bedste veninde og hendes familie.

Holdet består af både venner, familie, naboer og andre relationer, og de befinder sig i henholdsvis Brande, Varde, Esbjerg, Brørup, Holsted og Vejen.

- Det er selvfølgelig ikke det samme at gøre det på denne måde, og det havde jeg heller ikke forventet. Den største udfordring for mig er at skulle bruge sin mobil så meget og være online, og børnene savner ansigtsmalingen, som de plejer at få - men jeg synes alligevel, at det har været en hyggelig dag. Vi har en fornemmelse af, at vi gør det her sammen, siger Henriette Birch Christensen.

Tænker på Fighterne
For Stafet For Livets æresgæster – Fighterne – er det også en meget anderledes stafet. De bliver nemlig hjemme for at passe på sig selv. Men i løbet af dagen får de besøg af Margit Laursen og Hanne Husted fra styregruppen, som også selv har været ramt af kræft. De tager rundt med chokolade og giver Fighterne en lille hilsen.

Hanne Husted (tv.) og Margit Laursen (th.) tager rundt og besøger nogle af de andre Fightere. Foto: Privat.

- De er rigtig overraskede og glade. De havde ikke regnet med, at nogen kom og sagde ’hej’, fortæller Margit Laursen.

Formand for styregruppen, Søren Andersen, er ked af, at Fighterne ikke kan få den samme nærhed, som de plejer på en stafet. Men han er glad for, at 19 af dem trods alt har valgt at være med hjemmefra i år.

- Til jer Fightere derude, skal I vide, at vi tænker på jer, og det er jer, vi kæmper for i dag ved at løbe, gå og trille så mange kilometer ind, som muligt, siger Søren Andersen i sin tale på Facebook.

Team Falkenhøj tæller point. En streg er sat for hver 400 meter, der er gået. Foto: Mathias Falkenhøj Gaundorf.

I løbet af dagen tikker billede på billede ind på Facebook fra mange af de omkring 300 deltagere, som er med. Der er billeder af løbesko, pointsystemer, kagespisning, smil og hygge, og man kan få et lille glimt af nogle af de smukke ruter rundt omkring i Esbjerg og omegn.

Sammen hver for sig
Om aftenen bliver der holdt et støttearrangement på den lokale pub Little London med musik, konkurrencer og auktioner. Og da klokken nærmer sig 23.30 sænker roen sig på gader og stræder, og deltagerne sætter lysposer op for sig selv for at mindes, tænde håb og sende støtte til kræftramte.

Der løbes i Ribe. Foto: Privat.

Flere har i løbet af aftenen lagt billeder op, hvor de takker for en god stafet.

- Tak for i dag. 276,80 km. har hold ’Lykke’ gået - sammen hver for sig, skriver en deltager på Facebook.

- Vi siger tak for en fantastisk stafet, vi har haft en rigtig hyggelig dag/aften. Vi glæder os til stafetten i 2021, skriver en anden.

For Henriette Birch Christensen og hendes hold ’Team blandede bolcher’ har det også været en god dag. De endte med at gå 1.256 runder, som svarer til 506 km. I alt har de samlet 21.850 kroner ind til kræftsagen.

- Det betød meget, at vi kunne holde sammen, selv om vi ikke kunne være sammen. Og vi ser frem til næste år, hvor det hele forhåbentligt er mere normalt, siger Henriette Birch Christensen.

Da klokken runder 24.00, slutter årets første Stafet For Livet – tilmed den første digitale af slagsen - og formanden for styregruppen i Esbjerg kan gøre status i sin afslutningstale.

- Jeg har været rundt i dag på en del stafetter, og jeg har også været ude og besøge nogle Fightere, og det, jeg har oplevet, det har været overvældende. Virkelig overvældende. Det har været i mindre skala, end vi er vant til, men jeg har været rundt på de lokale ruter, hvor folk de bare har hygget sig. De har haft nærvær – på afstand. De har gået i nogle grupper og været adskilt - og alligevel har de været sammen, siger Søren Andersen.

Han er sikker på, at den anderledes stafet i år vil give inspiration til at gøre tingene på nye måder til næste år – selv om han håber, at stafetten i år var en enlig svale.

- Men bestemt ikke en dårlig en af slagsen. Jeg vil gerne takke alle hold, som har deltaget. (…) Jeg håber, vi ses næste år til en ’live’ stafet, siger styregruppeformanden.

Overskuddet fra Stafet For Livet Esbjerg samt musikstøttearrangementet endte på 230.000 kroner. Det er cirka en fjerdedel af overskuddet efter stafetten sidste år, men mere end styregruppen havde turdet håbe på.

- Det er et imponerende resultat, og vi skylder deltagerne, Little London og de mange musikere og solister en kæmpestor tak for deres indsats, understreger Søren Andersen. 

Se flere billeder fra stafetten i Esbjerg:

Stafet For Livet - Esbjerg

Se, hvor der også bliver afholdt virtuelle stafetarrangementer den kommende tid:

Online stafetter og alternative events

Lysposer sat op i Veldtofte Idrætspark, hvor der normalt afholdes Stafet For Livet i Esbjerg. Foto: Privat.