Luk

Fokus på fødevareindustrien i kampagne om overvægt

Den 26. januar lancerer Kræftens Bekæmpelse en kampagne, der skal rokke ved danskernes opfattelse af, hvor ansvaret for overvægt primært skal placeres.

23. januar 2023
Dorte Dahl og Louise Kramer; FOREBYGGELSE OG OPLYSNING
En animeret koalabjørn på en talerstol

Den animerede koala 'Mumsi' er frontfigur for en fiktiv fødevarevirksomhed, som sælger usunde produkter. Illustration: Kræftens Bekæmpelse

Størstedelen af danskerne mener, at den stigende forekomst af overvægt er den enkeltes ansvar. Men så enkelt er det altså ikke, lyder budskabet fra Kræftens Bekæmpelse i en ny kampagne.

- Når mennesker får overvægt, skyldes det et komplekst samspil mellem gener, vores livsstil og det omgivende samfund. Derfor er det vigtigt, at vi indretter vores samfund på en måde, så vi ikke hele tiden møder madvarer, der er fyldt med kalorier, men som ikke mætter, siger Anne Tjønneland, der er forskningsleder og professor med speciale i kræftforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse

Overvægt er ikke noget man vælger at få
Siden slutningen af 1980’erne er andelen af danskere, der lever med overvægt steget fra 30 til 53 pct. Det betyder, at flere end 2,5 millioner danskere i dag har overvægt. Og hvis denne udvikling fortsætter, vil 2 ud af 3 danskere have udviklet overvægt, når vi rammer 2045. Det er bekymrende, for overvægt er en stor udfordring for folkesundheden og øger risikoen for mindst 15 forskellige former for kræft.

En animeret koala som kampagnens frontfigur
Den nye kampagne fra Kræftens Bekæmpelse har fokus på at vise, hvordan fødevareindustrien også spiller en afgørende rolle i forhold til de valg vi træffer, når vi køber og spiser fødevarer.

- Den markante stigning i antallet af danskere, der lever med overvægt, er godt hjulpet på vej af fødevareindustriens usunde fødevarer, der gør det svært for danskere at holde en stabil vægt, siger projektchef i Kræftens Bekæmpelse Peter Dalum.

Med kampagnen ønsker vi at vise, at fødevareindustrien også har et stort medansvar, hvis vi skal forebygge overvægt. Det bliver visuelt illustreret i kampagnen ved hjælp af den nuttede animerede koala ’Mumsi’, som er frontfigur for en fødevarevirksomhed, som sælger usunde produkter.

Er du nysgerrig, så se med på ’Et lettere samfunds’ Facebook-side torsdag den 26. januar

Målgruppen for kampagnen er voksne danskere i alderen 30 – 55 år.

Bliv klogere på overvægt
Kampagnen annonceres primært fra ’Et lettere samfunds’ Facebook og Instagram-sider samt på Kræftens Bekæmpelses YouTube kanal frem til den 8. februar. På vores kampagnesitet Etletteresamfund.dk kan man også læse mere om overvægt og teste, hvor svært det kan være at træffe sunde valg.

På sitet finder man også en ny podcastserie, hvor man blandt andet kan lytte til:

  • Jens Meldgaard Bruun, lægefaglig leder af Nationalt Center for Overvægt, fortælle om kompleksitet ved overvægt.
  • Jon Sigurd Wegener, hjerneforsker og underviser på CBS, som gør os klogere på, hvordan vi bliver fristet, når vi handler indt.
  • Natasha Selberg, ernæringsfaglig chefkonsulent i Hjerteforeningen, fortæller om, hvorfor det er problematisk, at særligt børn bliver udsat for markedsføring af usunde produkter.