Luk

Forberedelserne til Landsindsamlingen er i gang

Søndag den 11. april går vi på gaden og samler ind til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling. Det bliver både en fysisk og en digital indsamling.

14. januar 2021
FUNDRAISING & MEDLEMMER

Landsindsamlingen 2021 bliver både fysisk og digital. Foto: Nille Gry Klinge.

Husstandsindsamlingen i 2020 fandt sted under anderledes omstændigheder end sædvanligt. Nogle steder i landet foregik den udelukkende digitalt, og hvor der var vanlig dør til dør-indsamling fik indsamlere og indsamlingsledere udleveret mundbind, og der var godt med håndsprit og afstandstape.

Indsamlerne blev taget rigtig godt imod af danskerne, og der er solid opbakning til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling blandt danskerne, viser en undersøgelse fra Gallup. Et repræsentativt udsnit af befolkningen har fået stillet følgende spørgsmål i henholdvis maj og oktober i år: 

'Hvert år plejer en del NGO´er at afholde landsindsamlinger (dør-til-dør-indsamlinger). Under forudsætning af, at det kan foregå sikkert i forhold til Covid19, hvor god en idé synes du det er, at Kræftens Bekæmpelse planlægger en dør-til-dør-indsamling næste forår?' – og svarene fordelte sig på denne måde: 

Det tyder altså på, at Kræftens Bekæmpelse stadig har stor opbakning til Landsindsamlingen, og de tilbagemeldinger, vi fik fra indsamlere, var bestemt også, at de blev taget rigtig godt imod tilbage i august.

På baggrund af de erfaringer, Kræftens Bekæmpelse gjorde sig i 2020, arbejdes der nu hen mod en landsindsamling, som både er fysisk (dør til dør) og digital (f.eks. ved indsamling via Facebook fundraiser). Skulle coronavirus lukke hele landet ned, bliver Landsindsamlingen udelukkende digital - men det er ikke det scenarie, vi arbejder med nu. Det er klart en dør til dør-indsamling kombineret med en digital landsindsamling, som vil give det bedste resultat - og dermed flere penge til kræftsagen.

Møder den kommende tid
Mandag den 25. januar afholdes det første kampagnestartmøde. Det foregår digitalt på Teams, og kampagnestartmøderne afholdes for hver region frem til den 3. februar.

Den 4. februar er der møde om indsamlerhåndteringssystemet SAM og rutesystemet RUT.

Frem mod Landsindsamlingen bliver der ca. hver anden uge afholdt møder på Teams med forskellige temaer om Landsindsamlingen, så alle indsamlingsledere kan holde sig orienterede frem til søndag den 11. april.

I ugen op til Landsindsamlingen vil landskontoret også have ekstra træffetid, og teamet bag Landsindsamlingen glæder sig til at snakke med jer både på Teams og i telefonen.

Kampagneledere vil modtage invitationer til møderne via mail. Har du ikke fået tilmeldt dig et kampagnestartmøde, kan du kontakte landsindsamling@cancer.dk eller tilmelde dig via SAM.

Vi glæder os til at lave landsindsamling med jer!

Holdet bag Landsindsamlingen