Irene Mohrsen
For 12 år siden slog lynet ned for Irene Mohrsen. Hun fik konstateret brystkræft, og det betød flere måneder med smertefuld behandling, som tog hårdt på Irene. Hun blev så dårlig af kemoen og strålerne, at hun havde svært ved at lave dagligdagsting med sine børn såsom at gå i biografen med dem, men som hendes omgangskreds hjalp hende med og gjorde for hende.
"Det var en forfærdelig tid, og jeg havde så ondt, at jeg nærmest ikke kunne noget som helst", siger Irene Mohrsen om behandlingen.
Heldigvis blev hun erklæret rask noget tid efter, og det tændte et lyserødt lys i hende. Hun ville starte Lyserød Lørdag op i Holstebro for at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse.
Det første år med Lyserød Lørdag i Holstebro havde Irene arrangeret at samle ind i byen i tre timer, men nu ser programmet helt anderledes ud.
Nu begynder det allerede i ugen op til lørdagen, hvor hele byen laver aktiviteter, og der er masser af dem. Fra forpremiere på Journal 64-filmen, modeshow, hvor 20 forretninger er gået sammen, en vognmand, der lavet en lyserød container, som giver penge per udlejning, et bankocenter, der donerer 25 øre per plade, og så har de fået både byens kvinde- og herrehåndboldhold til at spille med lyserøde strømper i den uges kamp.
Det er alle begivenheder, der donerer deres overskud til Lyserød Lørdag. Selv på parkeringspladsen i Holstebro har de i ugen indført ”frivillig parkering”, hvor man, selvom der er gratis parkering, kan betale for sin parkering og donere beløbet til Lyserød Lørdag.
"Jeg gør det for at være med til at sige tak for hjælpen og hjælpe dem, der er så uheldig at blive ramt af kræft i fremtiden. Jo mere, vi hjælper med at samle penge ind, desto bedre bliver de til at få knækket cancer, og der er sket meget, siden jeg havde brystkræft", siger Irene Mohrsen.
Og det har hun oplevet på egen krop. Irene har holdt foredrag om sit forløb, og i den forbindelse får hun kontakt med Tinna Uhre, der selv har haft brystkræft, men det var cirka 10 år efter Irene var igennem behandlingen.
Tinna Uhre
Tinna Uhre oplevede ikke kemoen og strålingen ligeså voldsomt. Som hun selv beskriver det, var der en verden til forskel på hendes og Irene Mohrsens behandling, og det er et tydeligt tegn på, der er sket store fremskridt.
Derfor er Tinna Uhre også begejstret for den indsats, Irene Mohrsen lægger i Lyserød Lørdag.
"Jeg synes, det er så sejt, at de laver arrangementet. De er så seje. De bruger så mange kræfter på det. Jeg tænker, at jeg som kræftpatient og kvinde, ikke kan takke dem nok for indsatsen til Lyserød Lørdag. Man ved aldrig, hvornår man får brug for det. Jeg har altid haft stor respekt for deres arbejde. Det tager masser af tid fra deres familie for at hjælpe kræftramte", siger Tinna Uhre.
Sidste år slog Irene Mohrsen og de tre andre i styregruppen rekord, da de samlede 494.500 kroner i løbet af Lyserød Lørdag-ugen i Holstebro. Styregruppen mangler stadig at få talt alle bidragene sammen her i slutningen af oktober, men Irene Mohrsen tror ikke de når samme resultat i år. Hun er dog allerede i gang med at planlægge næste års Lyserød Lørdag, hvor de forsøger at få lavet nye tiltag, så de kan skrabe endnu flere penge sammen.