Luk

Frivillige foreninger er slet ikke så mangfoldige

En ny undersøgelse fra et forskerhold ved Aalborg Universitet udfordrer forestillingen om, at frivillige foreninger er enormt mangfoldige og drevet af ildsjæle, der aldrig brænder ud. Det skriver netmediet Altinget.

24. januar 2023
Signe Højgaard; PATIENTSTØTTE & FRIVILLIG INDSATS
Fem mennesker arm i arm

Hovedbestyrelsen har netop vedtaget en ny frivilligstrategi, hvor en øget mangfoldighed blandt de frivillige i foreningen er en ud af fire ambitioner. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Frivillige organisationer er mangfoldige og gode til at inkludere mange forskellige mennesker.

Frivillige drives af en indre ild og har en stærk motivation til at gøre en forskel, og de melder sig nærmest af sig selv til at arbejde frivilligt.

Sådan lyder nogle af myterne om frivilligt socialt arbejde. Men ingen af de to påstande ser ud til at have hold i virkeligheden. Det skriver mediet Altinget, som har interviewet et hold forskere ved Aalborg Universitet.

Forestillinger om mangfoldighed
Forskerne har undersøgt, hvordan forestillinger og halve sandheder ser ud sammenholdt med realiteterne i frivillige sociale organisationer.

Ifølge professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg universitet Lars Skov Henriksen, som har stået i spidsen for et to-årigt forskningsprojekt om frivillighed, er der en slags selvforståelse i den frivillige sektor om høj grad af mangfoldighed.

- Den mangfoldighed findes først og fremmest på tværs af organisationer, men faktisk sjældent inde i den enkelte organisation. Her går man i ret høj grad med skyklapper, siger professoren til Altinget.

Ambition om mangfoldighed
I Kræftens Bekæmpelse er der allerede en udbredt erkendelse af, at der er brug for flere forskellige frivillige. Hovedbestyrelsen har netop vedtaget en ny frivilligstrategi, hvor en øget mangfoldighed blandt de frivillige i foreningen er en ud af fire ambitioner.

En større mangfoldighed er en af de afgørende faktorer for, at Kræftens Bekæmpelse bliver endnu mere relevant for flere mennesker, lyder det fra frivilligchef Maruska la Cour Mosegaard. Ligesom i mange andre foreninger er der for eksempel også flere kvinder blandt de frivillige end mænd i Kræftens Bekæmpelse.

- Chancen for, at man søger hjælp og kan se sig selv i Kræftens Bekæmpelse er lidt større, hvis man bedre kan spejle sig i såvel de ansatte som de frivillige, man møder. Vi oplever også, at vi har en større gennemslagskraft og når bredere ud, når vi er mere mangfoldige, siger hun.

Derudover pointerer hun, at forskellige frivillige bidrager med forskellige erfaringer, forskellig viden og forskellige kompetencer alt efter, hvilken baggrund de selv kommer med.

- Vi går simpelthen glip af vigtige bidrag, hvis vi ikke sørger for at få en bredere repræsentation i det frivillige fællesskab, siger hun.

Frivillige skal understøttes
Undersøgelsen fra Aalborg Universitet sætter også fokus på forestillingen om, at frivillige er ildsjæle, der nærmest melder sig på banen af sig selv. Ifølge professor Lars Skov Henriksen dokumenterer undersøgelsen, at det har stor betydning, hvad organisationerne gør. De frivillige kommer netop ikke af sig selv, og de fastholder ikke sig selv.

- Der er en forestilling om, at de frivillige drives af en stærk indre ild, men den ild skal understøttes af organisationerne, og den løbende forventningsafstemning og støtte er vigtig, siger professor Lars Skov Henriksen til Altinget.

Frivilligchef i Kræftens Bekæmpelse Maruska la Cour Mosegaard er meget enig i, at det er helt centralt, at især nye frivillige bliver modtaget godt, og at både de nye og de allerede engagerede frivillige får den relevante understøttelse undervejs. En anden ambition i frivilligstrategien er, at der skal være nye måder at engagere sig på.

- Det er fuldstændigt afgørende, at de frivillige får lov at bruge deres tid, deres energi og deres kompetencer bedst muligt. Derfor arbejder vi for, at det skal være muligt at engagere sig langvarigt og kortvarigt, og der skal både være mulighed for at indgå i et forpligtende fællesskab og for at være mere løst tilknyttet foreningen, siger hun.

Læs også indlæg om civilsamfundets rolle i velfærdssamfundet fra direktøren og formanden i Kræftens Bekæmpelse her.  

Find hele undersøgelse fra Aalborg Universitet her.