Luk

God dialog med nyvalgte politikere

Formanden for sundhedsudvalget i Region Hovedstaden lyttede med store ører da en kræftpatient fortalte sin historie om besværet med at blive udredt, så kræftdiagnosen kunne stilles. Professor, Peter Vedsted, brugte bagefter patientens historie til at forklare, at der stadigvæk er barrierer, som gør, at kræft ikke altid opdages så hurtigt som det burde.

1. maj 2018
Ib Lindstrøm, Frivilligindsats

Jakob Vibe

Formanden for regionsudvalget i Region Hovedstaden, Marianne Karstensen, bød den 22. april velkommen til et særligt arrangement, hvor Kræftens Bekæmpelses regionsudvalg ønskede at sætte fokus på hurtig udredning. Inviteret til mødet var professor Peter Vedsted, to medlemmer af regionens sundhedsudvalg (herunder formanden) og så Jakob Vibe. Jakob Vibe er en 49 årig murermester, der i 2017 fik konstateret kræft i halsen.

Jakob Vibe indledte mødet med at berette sin historie, der starter med, at han opdager en knude på halsen. Jakob havde med det samme en klar bevidsthed om, at det her nok er kræft.

Men det er en kamp at få den praktiserende læge til at forstå, at Jakob, som ellers sjældent går til lægen, gentagne gange møder op i konsultationen, fordi noget føles helt galt. Jakob Vibe havde således flere besøg hos lægen, som hver gang mente, at de måtte se tiden an.

Jakob fornemmede, at knuden voksede mens han ventede på at blive taget alvorlig hos den praktiserende læge. Og han konstaterede, at den endte med at være på størrelse med en golfbold.

Jakob Vibe beslutter at tage sagen i egen hånd. Han opsøger derfor en specialist, som straks videresender ham til en biopsi. Herefter stod det lynhurtigt klart, at det er kræft. Jakob Vibe bliver øjeblikkelig henvist og opereret på Rigshospitalet.

Jakob udtrykker stor tilfredshed med den del af forløbet, der går fra, at diagnosen bliver stillet, og frem til operationen er gennemført. Det er den ret lange periode, der går, fra han opdagede knuden, og til han bliver taget alvorlig af sundhedsvæsenet, han ikke er tilfreds med.

Det er endnu usikkert om operationen fik fjernet al kræft. Og det nager Jakob, at hans chance for at blive kræftfri muligvis havde været bedre, hvis han straks var blevet henvist til en biopsi af den praktiserende læge. 

Professor Peter Vedsted, Leder af Forskningsenheden for almen praksis, tog bolden op efter Jakob Vibe. Han forklarede, at man med kræftpakkerne har fået sikret kræftpatienterne hurtige forløb i perioden fra kræftmistanke til færdigbehandling. Men før mistanken er rejst kan patienten i værste fald, hvilket Jakob oplevede, komme ud for, at der går lang tid inden kræftmistanken er til stede og patienten udredes og kræften konstateres. Og som bekendt er det vigtigt at fange kræften på et tidligt stadie for at få en god prognose.

En hurtig diagnose kræver, at den praktiserende læge er god til at vurdere patienten. Men det kræver også, at den praktiserende læge har mulighed for smidigt at kunne bestille enkle undersøgelser, der af- eller bekræfter eventuel kræftmistanke. Det er de såkaldte ja-nej undersøgelser, som tidligere er omtalt her i RegionsudvalgsNyt.

Desuden skal der være velfungerende diagnostiske centre som patienten kan henvises til, hvis den praktiserende læge vurderer, at patienten er alvorligt syg og en diagnose hurtigt skal stilles. 

Marianne Karstensen

Efter oplæggene rettede Marianne Karstensen blikket mod de to repræsentanter fra regionsrådet og spurgte til deres oplevelse af oplæggene fra dels kræftpatienten og dels fagmanden.

Begge kvitterede for nogle spændende og lærerige oplæg og de fremhævede, at de begge finder det vigtigt at blive orienteret om sundhedspolitiske emner fra andre end de embedsmænd, de møder i regionshuset.

Den nye formand for regionens sundhedsudvalg, Christoffer Buster Reinhardt, tilføjede, at han er helt ny i regionspolitik, og at han pegede på, at den af regionsudvalget valgte form for møde er en god måde til at komme bag ved og forstå de synspunkterne som Kræftens Bekæmpelse har.

Udvalgsformanden understregede, at han var glad for den gode tone i dialogen med regionsudvalget.

Begge regionspolitikere lovede at gå videre med de konkrete spørgsmål som Kræftens Bekæmpelse stillede.

Det var blandt andet følgende spørgsmål:

Der er stor forskel på, hvor mange henvisninger, der laves per ydernummer, til de diagnostiske enheder. Hvad ligger til grund herfor, og kan der være behov for efteruddannelse målrettet almen praksis?

Hvilke ja-nej undersøgelse tilbydes almen praktiserende læger i regionen og i hvilket omfang anvendes de (herunder i hvilket omfang de praktiserende læger anvender den telefonhotline, der blev etableret for nogen tid siden)?

Marianne Karstensen takkede politikerne for den gode dialog og opfordrede til, at man kunne mødes igen, når vigtige emner kalder på at blive belyst, hvilket begge regionspolitikere erklærede, at de var helt med på.

Se de to link til videoer hvor:

1) Formanden for Kræftens Bekæmpelses regionsudvalg, Marianne Karstensen introducerer regionsudvalgets arbejde her

2) Murermester Jakob Vibes orienterer om de betragtninger han har gjort sig i forbindelse med, at han er blevet kræftpatient her.

 

Denne artikel er del af RegionsudvalgsNyt maj 2018