Luk

Gode erfaringer fra HPV-ugen

Vi har nu samlet de vigtigste resultater fra HPV-ugen i august. Apoteket har vist sig at være et godt sted at tage snakken om vaccination, og Kræftens Bekæmpelses frivillige er blevet taget godt imod. Erfaringerne tages med til næste år.

17. november 2020
TRINE SKOVLUND BENTZEN, FOREBYGGELSE & OPLYSNING

Guri Bøtting og Johnny Andersen fra Køge Lokalforening foran apoteket i Køge.

Det var en god oplevelse at være ude på landets apoteker og sætte fokus på HPV-vaccination. Sådan lyder meldingen fra de fleste af dem, vi har talt med om HPV-ugen 2020, hvor lokalforeningsfrivillige rundt om i hele landet har stillet op på det lokale apotek for at tale om HPV-vaccination med forældre.

Nu er ugen evalueret, og her er de vigtigste resultater og hvad vi tager med os til næste år. Vi kan i hvert fald konkludere, at apoteket er et godt sted at tage en snak om HPV-vaccination, da folk forventer den slags information på apoteket. Vi kan derfor godt afsløre, at vi gør det igen næste år og håber, at I vil være med igen.

Positive apotekskunder
Som det bedste ved ugen peges på den positive modtagelse, man har fået hos de kunder og forbipasserende, man kom i kontakt med:

'Det bedste ved ugen var kontakten med dem, der kom på besøg, fordi de var så imødekommende'. Citat fra evalueringen.

Der var ikke mange sure miner eller skeptikere på banen, tværtimod var folk enormt venlige og nysgerrige. Faktisk var der mange forældre, der fortalte, at de allerede havde vaccineret deres børn eller var i gang med det.

Samarbejdet med apotekspersonalet har spændt fra, at man er kommet ud til en fuldt opstillet stand med varm kaffe på kanden og personale, der i nogle tilfælde henviste kunderne til standen efter ekspedition.

Andre steder har samarbejdet primært bestået i, at man har aftalt at stille en stand op uden for apoteket og selv medbragt kaffen. Det er erfaringer, vi tager med, når vi fortsætter dialogen med Danmarks Apotekerforening om HPV-ugen i 2021.

'Ham fra lokalforeningen var ekstremt god'
Over hele linjen hører vi fra apotekspersonalet, at de var glade for samarbejdet og har stor ros til de lokale frivillige, der havde en stand på apoteket:

'Ham fra lokalforeningen var ekstremt god til at opsøge folk og tale med dem: 'Har du børn derhjemme?' eller 'Kender du til HPV-vaccination?' Citat fra evalueringen.

Apotekspersonalet fortæller desuden, at de har brugt HPV-ugen som en lejlighed til at opkvalificere deres viden om HPV-vaccination og er meget positivt stemt over for at være med igen.   

Vi ser frem til HPV-ugen i 2021 
Vi håber at mange af jer er klar til at hoppe i trøjen igen til næste år, når vi ruller HPV-ugen 2021 ud. Og vi glæder os allerede. I år sendte vi materialepakker til apotekerne – det gør vi ikke næste år. Vi ved allerede nu, at I skal have mulighed for at bestille materialerne selv. Ligesom I plejer. De apoteker, hvor der ikke er frivillige, kan bestille pjecer og plakat i webshoppen.

Vi har lært meget af i år, hvor HPV-ugen rullede ud i hele landet, og de erfaringer tager vi med, når vi begynder at planlægge HPV-ugen næste år. Tak for de mange gode input!

’Sidste stik’ - podcast med kendte mødre
Der sker selvfølgelig også andre ting på HPV-fronten. Vi er stadig aktive på de sociale medier, på Facebook og Instagram med 'Stop HPV – bliv vaccineret', som nogle af jer måske følger.  

Som noget nyt laver vi en podcast-serie, hvor man bl.a. kan møde kendte mødre såsom skuespiller Julie Ølgaard, journalist og radiovært Ditte Okman og blogger og jordemoder Cana Buttenschøn. De taler blandt andet om, hvorfor de synes, at det er en god ide at vaccinere sine børn mod HPV, og om hvorfor der er færre børn blandt etniske minoriteter, der bliver vaccineret.

Første afsnit af ’Sidste stik’ kan høres på Spotify og iTunes fra midten af november.

Influencer Rebecca Dahl i Youtube-videoen ”Det vil ALDRIG ske for mig… MEN”.

Instagram og den unge målgruppe
For at prøve noget nyt og nå den lidt yngre målgruppe, de 15-17-årige piger, har vi fået mikroinfluenter over hele landet til at fortælle om HPV-vaccination og personlige oplevelser med kræft på Instagram. En influent er en person, der deler opslag på sociale medier, som andre aktivt vælger at følge, og de betegnes alt efter, hvor mange følgere de har.

Vi har også samarbejdet med en af de store Instagram-profiler med mange følgere, nemlig Rebecca Dahl, der bl.a. har lavet en live-brevkasse sammen med lægen Line Kirkeby, som besvarede store og små spørgsmål om HPV-vaccination fra Rebeccas følgere.

Rebecca har også lavet en YouTube-video ”Det vil ALDRIG ske for mig… MEN” sammen med veninden Nanna, der har haft celleforandringer på livmoderhalsen. Videoen har i skrivende stund haft 95.000 visninger. Det hele er blevet taget godt imod, og mange unge har set eller kommenteret opslagene på både Instagram og Youtube.