Cykelholdet 'Race 500 Against Cancer' har trampet i pedalerne i tre dage for at nå frem til Stafet For Livet Dragør. Foto: Kom-Kbh A/S.
Første dag cyklede holdet 175 km. fra Kolding til Skive.
Stafet For Livet handler om at stå sammen og vise, at vi i fællesskab kæmper mod kræften. Der er mange måder at deltage på, og hver især gør man en forskel for kræftsagen.
Rytterne på cykelholdet 'Race 500 Against Cancer' havde valgt at cykle fra Jylland til Sjælland på tre dage for til sidst at nå Stafet For Livet Dragør i weekenden. Den første dag cyklede de fra Kolding til Skive, som er en tur på 175 kilometer.
Hverken punkteringer, regn eller store bakker kunne sætte en stopper for deres mission - at samle så mange penge som muligt ind til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.
Symbolsk kørte rytterne på vejen forbi Kobberup Kirke, hvor ejeren af firmaet Kaj Ove Madsen, som holdet cyklede for, har sin datter begravet. Hun mistede livet til kræft.
Anden dag cyklede rytterne 165 km. fra Skive til Aarhus.
Dag 2
På andendagen cyklede holdet fra Skive til Aarhus. Ved Himmelbjerget kom en af rytterne med en status på dagsformen i en video på Kom-Kbh's facebookside.
- Jeg skal lige skifte gearet ned, for jeg er ved at gå helt kold. Det går stejlt opad, pruster rytteren, som også fortæller, at de har kørt i to timer i silende regn.
- Men humøret er i top, tilføjer han, inden han sender et par opbakkende ord til en kollega, som kæmper sig op ad bakken.
På trods af regn og det bakkede landskab nåede rytterne i mål i Aarhus, hvor de dagen efter skulle sejle til Sjællands Odde.
Sidste dag cyklede holdet 150 km. fra Sjællands Odde til Dragør.
Dag 3
På trejdedagen gik turen 150 kilometer tværs over Sjælland til den endelige mål i Dragør, hvor Stafet For Livet gik i gang lørdag. I strålende solskin trillede rytterne mod færgen.
- Det kører fint. Alle er friske, og vejret er fantastisk, konstaterer en rytter i en facebookvideo.
Ud på eftermiddagen ankom rytterne til Dragør, hvor de blev modtaget af bifald.
- Det har været lidt af en kamp. Vi har været igennem forfærdeligt regnvejr, vi har haft bakker, og vi har slidt og slæbt for at nå hertil, men på vejen har vi også samlet en masse penge ind, fortalte en glad rytter på scenen til Stafet For Livet, og han kunne også oplyse, at alle havde gennemført løbet.
Det lykkedes 'Race 500 Against Cancer' at samle hele 380.000 kroner ind, hvilket er langt over deres mål.